Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»På kort tid har indvandrerne jo overtaget underklassen«

Obligatorisk undervisning i dansk sprog og kultur og alle indvandrerbørn i børnehave. Sådan løser vi integrationsproblemerne, mener Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Yasar Cakmak, formand for det relativt nye råd for etniske minoriteter, ville sætte ind bl.a. i forhold til sprog, kulturlæring, arbejde og bolig, hvis han skulle rive hele integrationssystemet ned og bygge det op på ny.
Yasar Cakmak, formand for det relativt nye råd for etniske minoriteter, ville sætte ind bl.a. i forhold til sprog, kulturlæring, arbejde og bolig, hvis han skulle rive hele integrationssystemet ned og bygge det op på ny.

Det går rigtigt skidt med integrationen i Danmark, mener Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

»På kort tid har indvandrerne jo over­taget underklassen,« siger han og ler let for at angive, at det er en magtovertagelse, som hverken indvandrere eller det danske samfund­ kan være synderligt stolte af.

Yasar Cakmak kom selv til Danmark som 15-årig og har fra første parket set, hvordan »de mange gode viljer i integrations­indsatsen« ikke har virket:

»De parallelsamfund, vi ser i nogle indvandrermiljøer i dag, er et produkt af det, vi har gjort, men også af det vi ikke har gjort. Jeg vil ikke placere skyld, for samfundet og skiftende regeringer har haft de bedste intentioner, men integrationen har været inkonsekvent og ikke tænkt ordentligt igennem.«

I en tid, hvor alle taler radikalisering og parallelkultur, er der mere end nogensinde grund til at gå drastisk til værks og gøre noget radikalt ved integrationen, mener han. Fokus skal være på fire områder: Sprog, arbejdsmarked, boligpolitik og uddannelse. Først sproget.

»Når en indvandrer lander i Kastrup, burde vedkommende køres mere eller mindre direkte fra lufthavnen og hen på en sprogskole. Sproget er afgørende, og sprogundervisning skal være obligatorisk fra det øjeblik, man kommer til Danmark. Det handler både om at stille krav og møde folk med anerkendelse. Når jeg tænker tilbage på de grupper, der kom til Danmark i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, så var der ikke nogen krav eller forventninger – og til en vis grad måske heller ikke behov for – om, at indvandrerne kunne bruge det danske sprog aktivt. Dengang var fore­stillingen hos både det danske samfund og immigranterne selv, at de var kommet for at tjene nogle penge, og så ville de rejse tilbage. Set i bakspejlet må man sige, at det var en fejl. Det er et nødvendigt krav at lære sproget for at kunne begå sig i Danmark.«

»Jeg har kendt rigtig mange mennesker, der har tilbragt meget af deres liv i Danmark, men alligevel ikke behersker sproget, og som er afhængige af, at andre mennesker skal tolke for dem. Hvor deres egne børn eksempelvis har skullet fungere som tolk for dem hos lægen eller til skole-hjem-samtaler. Det handicapper folk, og det gør, at de ikke kan blive selvhjulpne og selvforsørgende, føre et værdigt liv og føle sig som en del af det danske­ samfund.«

Politisk ideologi kræver tilvænning

At få indvandrere til at føle sig som en del af det danske samfund optager i det hele taget Yasar Cakmak.

»Formålet med integrationen må være at få de forskellige borgere og grupper i samfundet til at føle sig som en del af samfundet og en del af fællesskabet – med plads til den mangfoldighed og forskellighed, som et fælles­skab også skal kunne rumme og bruge som styrke. Og selvfølgelig med de rettigheder og pligter, der nu engang følger med ved at bo i det her samfund.«

Derfor skal nye tilkomne ikke bare have sprogundervisning, de skal også undervises i dansk kultur og samfundsforhold, og i hvordan det danske samfund er skruet sammen.

»En indføring i samfundet er på ingen måde det samme som, at man får et sæt nyt tøj, og at det gamle så ryger ud. Det handler om at give dem forudsætningerne for mentalt at kunne omstille sig til deres nye tilværelse i et nyt samfund. Og forudsætningen for at kunne klare sig her i Danmark er, at man har kendskab til basale normer og værdier og måden, som det danske samfund er bygget op og fungerer på. Så man kan deltage aktivt i samfundslivet.«

»Lad os nu tage den gruppe, som vi i virkeligheden taler om, når vi taler om indvandrere, nemlig folk fra Mellemøsten eller folk med muslimsk baggrund i det hele taget. De kommer jo fra samfund, der på rigtig mange måder er markant anderledes end det danske, når det gælder måden, som samfundets institutioner fungerer på, og hvilke rettigheder og pligter man har som borger. Alt det, vi i Danmark vokser op med og bliver socialiseret med lige fra vuggestuen, er ikke en selvfølge for denne gruppe af indvandrere, og hele grundfilosofien bag velfærdsstaten, den politiske ideologi og det samfunds- og menneskesyn, der ligger til grund for opbygningen af velfærdsstaten, skal man indføres i.«

Sprog, kultur og kendskab til samfundsforhold er første skridt i integrationen af nye borgere. Dernæst handler det om at få indvandrere knyttet til arbejdsmarkedet.

»Tilknytning til arbejdsmarkedet har en meget central betydning i forhold til, om en integration bliver vellykket. For min skyld kunne en del af sprogundervisningen godt foregå direkte på arbejdspladsen. Jeg har kendt mange, hvis eneste kontakt til det danske samfund har begrænset sig til transporttiden fra deres eget lukkede miljø, hen til sprogskolen eller andre praktiske gøremål og så tilbage til deres eget miljø igen, et miljø hvor man ikke har brugt det danske sprog. Så får man ikke et funktionelt sprog, og man får ikke kontakt med det danske samfund.«

I dag er der en underbeskæftigelse for ikke-vestlige indvandrere på 38 pct., så for Cakmak er det afgørende, at indvandrere bliver knyttet til en arbejdsplads enten via et regulært job eller via praktik- eller mentor­ordninger. Om nødvendigt skal vi skabe mulighed for, at indvandrere skal arbejde for at kunne modtage offentlig forsørgelse:

»Man kunne f.eks. med fordel sige, at folk på offentlig forsørgelse skal yde noget for de velfærdsydelser, vi har her i Danmark. Vi har rigtig mange områder i samfundet, hvor man godt kunne bruge nogle flere hænder, og det kunne samtidig være med til at give disse mennesker en følelse af, at de bidrager og ikke bare modtager passiv forsørgelse. Jeg ved godt, at offentlige ydelser bliver givet med de bedste intentioner, men i sin yderste konsekvens kan de pacificere og umyndiggøre nogle mennesker. Folk skal så tidligt som muligt ud på arbejdsmarkedet, for det gør noget for deres selvværd og får folk til at føle, at de bidrager til det samfund, som de er en del af.«

Katastrofal boligpolitik

Et tredje område, hvor der skal sættes ind i forhold til integrationen, er på boligområdet. Den nuværende boligpolitik er tæt på katastrofal­, mener Yasar Cakmak:

»Jeg er tilhænger af en helt anden boligpolitik end den nuværende, hvor man har en høj koncentration af socialt udsatte mennesker i nogle boligområder. Man er nødt til at gå drastisk til værks, hvis vi ikke skal blive ved med at tale om de her problemer igen og igen. Man skal bruge anvisningsretten og boligpolitikken til at regulere. Det vil tage tid, men man må starte et sted. Og er der områder, hvor det er håbløst, må man jo rive det ned. Det har man gjort i Holland.«

»Folk, der bor i et område, hvor flertallet er arbejdsløse, og hvor institutionerne ikke magter at løfte børnene og bryde den sociale arv, klarer sig jo statistisk set dårligere. År efter år kan vi se, at mange børn fra skoler med en høj koncentration af tosprogede børn og børn fra skoler i socialt udsatte boligområder ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. En enkelt årgangs gode resultater på en enkelt skole i disse områder ændrer ikke ved det generelle billede­. Omkring 40 pct. af de tosprogede børn og unge kommer ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter og er ikke i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er vi nødt til at forholde os til og tage ­konsekvensen af.«

Konkret forestiller Yasar Cakmak sig, at man fastsætter en række sociale og økonomiske kriterier for, hvem der kan få en bolig i de nuværende ghettoområder.

Er det ikke meget udansk at sige til folk, at de ikke må bo i et bestemt område på grund af deres etniske eller sociale baggrund?

»Det er det måske. For det første mener jeg godt, at vi ud fra en række objektive sociale og økonomiske kriterier ret præcist kan identificere de mest udsatte børn og familier og så målrette indsatsen mod dem. Og for det andet har jeg det sådan, at hvis jeg skal vælge mellem at fortsætte som i dag eller at gøre noget udansk, der her og nu måske forarger nogen, men som på den lange bane forbedrer nogle menneskers livschancer og uddannelsesmuligheder og deres mulighed for et værdigt liv, og hvor de ikke er stigmatiseret og isoleret i parallelle samfund, men er en del af og bidrager til det store fællesskab, så foretrækker jeg at være udansk.«

»Hvis du og jeg tog ud i et af de københavnske ghettoområder og mødtes med forældrene til områdets børn, hvor vi ved, at mange af børnene ikke vil være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller vil havne i kriminalitet, så ville rigtig mange af forældrene sige, at hvis de havde muligheden, ville de gerne flytte til et område, hvor der ikke var så mange problemer.«

Krav om daginstitution

Uddannelse og skoleområdet er det fjerde sted, vi bliver nødt til at sætte ind, mener Yasar Cakmak. Indvandrerbørn klarer sig markant dårligere i skolesystemet end børn med rent etnisk dansk baggrund, ikke mindst drengene, og som tidligere leder på københavnske skoler har Cakmak med egne øje set, hvor skidt det nogle steder står til.

»Da jeg var souschef på Rådmandsgade Skole, kunne vi år efter år konstatere, at hovedparten af de tosprogede børn var markant bagud med hensyn til sprog og ord­forråd, når de startede i skolen. Og selv om du fagligt rykker dem gennem skoletiden, er det begrænset, hvor meget du kan indhente, når der ikke er en overvægt af ressourcestærke elever i klassen, som kan løfte det samlede niveau. Hvis gabet er for stort, så følger det med op gennem hele skoletiden.«

Løsningen er at stille krav om, at børn med indvandrerbaggrund og børn fra socialt udsatte miljøer skal i vuggestue og børnehave, så de tidligt bliver mødt med høje forventninger og ambitioner:

»Når vi nu ved, at mange af de tosprogede børn er bagud med, hvad der svarer til et års tid, når de starter i skole, så burde vuggestue og børnehave være obligatorisk.«

Cakmak ved godt, at forslaget af nogle vil blive opfattet som diskrimination, men det er i hans øjne nødvendigt at gå drastisk­ til værks: »Jeg har selv to gange i mit liv startet i skole uden at kunne sproget, først som syv-årig i Tyrkiet og senere som 15-årig i Danmark, så jeg ved om nogen, hvor stor betydning det har for et barns fremtidsmuligheder, at det behersker sproget alderssvarende, får kvalificeret undervisning, bliver mødt med høje forventninger og af ambitiøse voksne.«

»For mig handler det om, at vi som samfund tager ansvar for vores borgere. Den langsigtede effekt og nytteværdi for de børn, man siger, skal gå i vuggestue og børnehave, må veje tungere end den nuværende situation­, hvor vi har så mange problemer. For mig er målet at skabe lige muligheder for alle, og derfor er det ikke nødvendigvis samme medicin, der skal gælde for alle. Vi kan jo godt på forhånd identificere, hvem der er mest udsatte.«

Yasar Cakmak så gerne, at integrationen blev til en vindersag med fokus på løsninger, perspektiver, positive fremtidsudsigter og på fællesskabet. Det ville føre til en anderledes positiv tone og retorik og mindre polarisering­ og opdeling i dem og os«.

»Jeg ville ønske, at integrationsdebatten var helt overflødig, og at alle i Danmark – uanset hvor de kommer fra, hvad de spiser, eller hvilken gud de tror på – var en del af det store fællesskab, og at der var plads til en danskhed, der rummede den mangfoldighed og diversitet, som vores samfund reelt rummer i dag.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.