Muren trækker stadig sine spor gennem Tyskland

Den tyske genforening har indtil videre kostet 11.250 milliarder kroner og er nået langt, men statistikkerne afslører, at der stadig er markante forskelle på øst og vest.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

BERLIN: I Berlins gader er grænsen mellem øst og vest ved at være udvisket af det genforenede Tysklands daglige trafik. Nogle steder som ved Bernauer Straße er et stykke af Muren bevaret som mindesmærke over de 40 års adskillelse. Andre steder markerer et dobbeltspor af brosten eller en stribe nybyggeri midt i et gammelt boligkvarter, hvor Muren og ingenmandsland løb. Ved Checkpoint Charlie kan turisterne stadig få stemplet deres pas, men hverken grænsebommen eller vagtskuret er originale. 25 år efter Murens fald er de fysiske spor af grænsen ved at forsvinde, og det samme er sporene af staten DDR. Det kommunistiske parlament Palast der Republik er revet ned, og et nyt by­slot i gammel stil er ved at blive bygget.

Tyskland er med rette stolt af sin fredelige revolution i 1989, og 25-året for grænsens åbning den 9. november bliver derfor fejret som befolkningens fest – ikke politikernes. Men selv om også meget af den mentale mur i de mellemliggende 25 år er brudt ned, ikke mindst hos de unge tyskere, så afslører statistikkerne, at der stadig er mange pudsige, men også alvorlige forskelle på de tidligere wessier og de tidligere ossier. Der går stadig »mure« mellem øst og vest. Måske ikke længere så meget i »hovederne« på tyskerne som på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet, i den private pengepung, i hjemmet og på fodboldbanen.

Økonomien

Da den konservative kansler Helmuth Kohl i 1989 gik enegang og uden at konsultere hverken sin allierede Frankrig eller sin regeringsmakker FDP fremlagde et ti-punktsprogram for en hurtig genforening af Øst- og Vesttyskland, lovede han tyskerne fremskridt og »blomstrende landskaber«. Men den økonomiske regning er blevet langt større end planlagt, og den økonomiske udligning går langsommere end forventet. Genforeningen har ifølge det økonomiske Ifo-institut i Dresden »kostet« 1,5 billioner euro, som de østtyske delstater og borgere har brugt mere, end de har tjent. Det svarer til 11.250 milliarder kroner. Det betaler tyskerne blandt andet gennem det såkaldte solidaritetsbidrag på 5,5 procent af den skattepligtige løn. Pengene er i høj grad gået til infrastrukturforbedringer og renoveringer i de seks østlige delstater, hvilket for eksempel betyder, at Leipzig og Dresden fremtræder nypudsede. De vestlige industristater som Nordrhein-Westfalen er slidt grundigt ned, og det har længe skabt utilfredshed blandt nogle vest- og ikke mindst sydtyskere. Men trods de mange penge er der ikke kommet det ventede »Wirtschaftswunder« i øst. Arbejdsløsheden er den positive del af fortællingen. Den er halveret siden 2005, men den er stadig højere end i vest. Lønningerne er bortset fra Berlin omkring 20 procent lavere i øst. Bruttonationalproduktet per hoved er ifølge Ifo 66 procent af det vestlige Tysklands.

»Vi har regnet frem til 2025-30 og regner ikke med, at leveforholdene kan udlignes inden da. Tværtimod. Enkelte regioner i Østtyskland vil sågar sandsynligvis falde tilbage,« siger professor Joachim Ragnitz fra instituttet i Dresden.

Samlet set ligger husholdningernes indkomst i øst på det niveau, som de havde i vest netop i 1989, da Muren væltede, forklarer Joachim Ragnitz. Målt på BNP er øst sågar 30 år bagud.

Noget af det overraskende er, hvor ensartet situationen er i de østlige delstater på trods af deres forskellige regeringer med hver deres erhvervspolitiske og økonomiske strategier. Det konservative Sachsen markedsfører sig som Østens økonomiske duks, men på afgørende faktorer ligner Sachsen de andre delstater, siger Joachim Ragnitz.

»Sachsens markedsføring er god. Sachsens situation er ikke god,« siger han.

Over de næste to år indfører Tyskland en landsdækkende mindsteløn på 8,50 euro i timen. Omkring 64 kroner. Mindstelønnen burde ifølge Joachim Ragnitz i stedet indføres på to forskellige niveauer i øst og vest. En samlet sats på 8,50 euro vil ifølge Ifo koste mellem 200.000 og 300.000 lavtlønnede arbejdspladser i det gamle Østtyskland, hvilket ikke vil udligne effekten af den øgede indkomst. Mindstelønnen er altså »ikke god for Østen«, konkluderer Joachim Ragnitz. Lidt onskabsfuldt kan man tolke mindstelønnen og en plan om at udligne pensionerne sådan, at regeringen forsøger at stille østtyskerne tilfredse med offentlige midler, mener Joachim Ragnitz. Men utilfredsheden består, fordi man i modsætning til Østeuropa ikke selv har skaffet sine fremskridt, og man hele tiden bliver revet det i næsen, siger professoren, der hellere ville have massive investeringer i teknologiudviklingen i øst.

Om fem år i 2019 ophører tyskernes solidaritetsbidrag. Så skal det være slut med de målrettede overførsler til øst. I stedet er planen at støtte de regioner i hele Tyskland, der har behov. Mange østlige regioner vil stadig være på listen, men nu fordi de er relativt fattige, og ikke fordi de tidligere lå i DDR.

Industrien

Da Muren væltede, og Jerntæppet faldt, faldt også DDRs industriproduktion fra hinanden. Den er endnu ikke kommet tilbage. Nogle østtyske virksomheder kunne simpelthen ikke konkurrere, andre blev tvangsopløst og privatiseret eller knust under de politiske beslutninger. Den tyske valutaunion, der brat fastsatte vekselforholdet mellem østmark og D-mark til 1:1, var den største fejl, vurderer Joachim Ragnitz. Den virkelige værdi af østmarken var 1:4 i forhold til D-marken.

Det lukkede også virksomheder i øst, at man udlignede lønningerne så hurtigt, siger han. Det var politisk og moralsk vanskeligt at holde østlønningerne langt under Vestens, men østtyske virksomheders produktivitet var for lav til, at de kunne konkurrere. Det blev dog senere korrigeret af arbejdsmarkedets parter. Der indgås stadig øst- og vest-overenskomster, men niveauerne nærmer sig hinanden.

I dag går der en mur gennem det industrielle landkort. Tysklands mange store virksomheder har hovedsæder i vest. Ud af 152 firmaer på de tyske aktieindeks ligger ét i Berlin, ét i Mecklenborg-Vorpommern, to i Thüringen, og ingen i hverken Sachsen eller Sachsen-Anhalt, viser en opgørelse fra boersengefluester.de. Der ligger 36 i Bayern og 34 i Nordrhein-Westfalen.

Pariser Platz i Berlin med Brandenburger Tor i 1989 og 2014.
Pariser Platz i Berlin med Brandenburger Tor i 1989 og 2014.

Formuerne

I få andre lande i EU er formuerne så ulige fordelt, som de er i Tyskland, og der går især en kløft mellem de 66 millioner borgere i vest og de 16 millioner i øst. 25 år efter Murens fald ejer en vesttysk husholdning stadig mere end dobbelt så meget som en østtysk. Den gennemsnitlige nettoformue i vest er ifølge Statistisches Bundesamt på 140.600 euro eller godt en million kroner, mens den i øst et på 61.200 eller 460.000 kroner. Selv om mange europæere har et indre billede af rige bayere i store biler, så er det faktisk ikke vesttyskerne, der er rige, men østtyskerne, der er fattige – set i europæisk sammenhæng. Det skabte stor debat i Tyskland, da Den Europæiske Centralbank sidste forår offentliggjorde en stor analyse, der viste, at tyskerne generelt har mindre formuer end italienere og spaniere.

En del af forklaringen findes på det tyske boligmarked. Tyskland er et udpræget lejeland, hvor man i andre lande oftere køber en bolig, hvilket historisk er en god investering. Det gælder særligt i det gamle Østtyskland, hvor der er 10 procentpoint færre boligejere end i vest. Samtidig er boligerne mindre værd. En gennemsnitshusholdning har i vest fast ejendom for 91.700 euro, mens den i øst kun har for 32.600 euro.

Også forholdet til aktier er stadig forskelligt i øst og vest. Østtyskere har i gennemsnit mindre end en tredjedel så mange aktier som vesttyskere. Da østtyskere både arver mindre, tjener mindre og investerer mindre end vesttyskere, er der ikke udsigt til nogen snarlig udligning af de tyske formuer.

Fodboldbanen

Da Tyskland blev genforenet i 1990, udtalte det tyske fodboldikon Franz Beckenbauer, der i Bayern har kejserstatus, at »vores landshold nu bliver uovervindeligt i år fremover«. Der skulle som bekendt ikke gå mange år, før Kim Vilfort & co. demonstrerede, at sådan fungerer verden heldigvis ikke. I dag er det forenede Tyskland imidlertid ubetinget verdens førende fodboldnation. Men topfodbold i Tyskland er i høj grad stadig et vesttysk foretagende. Topklubberne trækker en fodboldmur gennem Tyskland. Efter 1989 blev FC Hansa Rostock og Dynamo Dresden optaget i Bundesligaen, mens seks klubber kom med i 2. liga. Men ingen af dem havde penge til at være med helt fremme. I dag er der ingen bundesligaklubber i det tidligere Østtyskland. Hertha Berlin ligger i det gamle Vestberlin. I 2. liga er der tre øst-klubber –heriblandt RB Leipzig, der med penge fra Red Bull i ryggen har store ambitioner.

I årene efter Murens fald rejste 37 spillere med baggrund i DDR-fodbolden til Vesttyskland som professionelle. Med Michael Ballack, Mathias Sammer og Ulf Kirsten som de kendteste. Da Tyskland i sommer blev verdensmester, var Toni Kroos den eneste tilbage i landsholdstruppen, der er født i det tidligere DDR. Måske også den sidste. Han blev født i byen Greifswald 56 dage efter Murens abning. Den slags betyder ikke så meget, forklarede den 24-årige spiller til avisen Abendzeitung München.

»Jeg har ikke så meget kontakt til den tid som mine forældre,« sagde Toni Kroos.

TV

I øst så man »Polizeiruf« og Olsen Banden-film, og i vest så man »Tatort«. I øst kom nyhederne fra »Aktuelle Kamera«, i vest fra »Tagesschau«. Ældre tyskere er vokset op med hver deres fjernsyn. I dag har »Tatort« og »Tagesschau« vundet, men både »Polizeiruf« og Olsen Banden sendes med mellemrum stadig i det østlige Tyskland. Her ser man generelt mærkbart mere TV end i vest. I Sachsen-Anhalt i snit 277 minutter om dagen, hvilket er fulde fire en halv time. I bunden ligger Baden-Württemberg med 192 minutter. TV er også en kilde til at stifte bekendtskab med hinanden hen over den gamle grænse. Unge tyskere fra øst og vest føler sig generelt godt forbundet med hinanden, viser en undersøgelse foretaget for magasinet Der Spiegel. 44 procent af de unge i vest svarede, at de især kender dem fra øst fra TV og andre medier.

Navnene

I øst hed et supermarked en Kaufhalle, mens det i vest hed Supermakt. En grillkylling hed en Broiler i øst og en Hänchen i vest. Plastik hed henholdsvis Plaste og Plastik. I Øst- og Vesttyskland udviklede sig forskellige ord, hvor mange har siden været genstand for stor uenighed. I Vesttyskland udkom seks ordbøger med østtyske ord. Eksperter regner med, at der er opstået mellem 800 og 3.000 særlige øst- og vestord, hvilket ifølge journalisten Matthias Heine fra avisen Die Welt er op til tre procent af det tyske sprog. De østtyske ord bruges stadig, men også i sproget er det overordnet set Vesttyskland, der dominerer. Hvad angår navne, er der stadig forskelle. I vest er navnet Dorothee udbredt, mens Doreen er populært i øst. I vest hedder mange drenge Mark, i øst Marko.

Lykken

Set i et tysk perspektiv svæver tyskerne i disse år på en sky af tilfredshed – hvis ikke ligefrem lykke. Set oppe nordfra er billedet vel nærmere, at tyskerne ikke er så mellemfornøjede, som de plejer. I det årlige lykkeatlas fra det socioøkonomiske panel SOEP har tyskerne i de seneste år ligget omkring lykke-niveau 7, hvilket er mere, end de plejer. Det giver en niendeplads i Europa, men der er stadig langt op til de glade danskere på førstepladsen med 8,8 point. For tyskerne er det især indkomst, arbejde og familieliv, der skaber mere tilfredshed end tidligere. Også her er der forskel på øst og vest. I det østlige Tyskland er man i gennemsnit 0,36 point mindre tilfredse end i vest. Gladest er tyskerne tæt på Danmark i Slesvig-Holsten.

Vestberlinere samler sig den 12. november 1989 nær Potsdamer Platz og ser på tyske grænsevagter, der river mur ned.
Vestberlinere samler sig den 12. november 1989 nær Potsdamer Platz og ser på tyske grænsevagter, der river mur ned.

De unge

Det østlige Tyskland har i hvert fald arvet to store styrker fra DDR. Skolerne har et højt niveau inden for særligt matematik og naturvidenskab, og familierne får deres børn passet i de mange daginstitutioner, hvilket også betyder, at moderen kan arbejde. I de årlige PISA-test ligger Sachsen i top sammen med sydtyske Bayern og Baden-Württemberg, mens by-delstaterne Hamborg, Bremen og Berlin har problemer sammen med de vestlige Nordrhein-Westfalen og Niedersachsen. Målt på fysik, kemi og matematik er østeleverne generelt forrest. I industristaten DDR var naturvidenskab i høj kurs og blev undervist udogmatisk. I skolen er det ikke det østlige Tyskland, men byerne og nordvest, der har de største problemer. For de tidligere østtyske delstater er udfordringen især hjerneflugt. Mange unge flytter vestpå efter universitetet.

De unge tyskere oplever ikke nogen markant forskel mellem øst og vest. Det er for dem ikke engang den tydeligste skillelinje i Tyskland, viser Der Spiegels undersøgelse. Halvdelen af de 16-29-årige svarer, at forskellene er størst mellem Nord- og Sydtyskland.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.