Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kriserne har smadret Europas illusioner

EU fremstår i stigende grad som en maskine, der skaber konflikter mellem medlemslandene, mens suspekte politikere profiterer på flygtningekrisen. Den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller er bekymret for Europa.

Jan-Werner Müller er professor ved Princeton Universitet. Foto: Trads Tor Birk
Jan-Werner Müller er professor ved Princeton Universitet. Foto: Trads Tor Birk

BERLIN: Det står skidt til med gamle Europa. Stillet over for en tilsyneladende endeløs række af kriser ligner Den Europæiske Union, der blev skabt for at forene kontinentets arvefjender, efterhånden en dysfunktionel familie, hvis enkelte medlemmer først og fremmest har egne interesser for øje.

Sådan ser det i hvert fald ud fra det amerikanske eliteuniversitet Princeton, hvor den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller med bekymring konstaterer, at EU er i fare for at lide et permanent prestigetab.

»Både eurokrisen og flygtningekrisen har vist, at EU har store vanskeligheder med at håndtere visse former for uafhængighed,« siger Müller, der har indvilliget i et skriftligt interview med Berlingske.

»Unionen risikerer at fremstå som en maskine, der genererer nationalistiske konflikter i stedet for at overvinde dem«.

Jan-Werner Müller er en europæisk intellektuel af den tyske skole, der ser et velfungerende EU som udgangspunktet for et fredeligt Europa. I de seneste år har den tyske professor, der er forfatter til en række bøger og artikler om det liberale demokratis blodige tilblivelseshistorie, kunnet konstatere, at det europæiske projekt er ved at degene­rere til en slags alles kamp mod alle. Det er en tendens, der er blevet forstærket med flygtninge­krisen, mener han.

»Nu er der en meget større tendens til at forsøge at bryde de fælles regler, at dissociere sig og overføre omkostninger til andre. Som et resultat heraf forsøger EU at håndhæve de eksisterende regler eller at skabe nye fælles regler, men undervejs ser det ud, som om EU er med til at sætte nationerne på konfrontationskurs, Grækenland mod Tyskland i eurokrisen, Tyskland mod visse central­europæiske lande i flygtningekrisen.«

For nylig inviterede Bayerns minister­præsident, Horst Seehofer, fra det tyske regeringsparti, CSU, den ungarske præsident på besøg i den sydtyske delstat, hvor Viktor­ Orbán brugte lejligheden til at anklage Angela Merkel for »moralsk imperialisme« på grund af kanslerens kurs i flygtninge­krisen, som ifølge ham truer Europas eksistens. Men ifølge Müller er noget gået skævt i Europa, når suspekte ledere som Viktor Orbán, der indtil for nylig blev betragtet med skepsis, pludselig hyldes af vesteuropæiske konservative på grund af sin beslutning om at lukke den ungarske grænse i begyndelsen af oktober.

»Orbán har tidligere forsøgt at starte en slags europæisk »kulturkamp«, men bortset fra en vis nostalgi for Franco-tiden på den spanske højrefløj var der ikke mange, der var interesserede. Med flygtningekrisen fremstår han pludselig som den store ridder, der kommer den europæiske nationalstat til undsætning, mens Bruxelles er impotent.«

Den nye stat

Allerede i pamfletten »Wo Europa endet« (Hvor Europa slutter, red.) fra 2013 advarede Müller mod den udhuling af den ungarske retsstat, som Orbáns parti, Fidesz, har gennemført siden regeringsskiftet i 2010. Orbán har undermineret ungarske domstoles uafhængighed ved at tvangspensionere uønskede dommere og strammet statens greb om regeringskritiske medier, mens udenlandske NGO-grupper er blevet beskyldt for at være agenter for fjendtligtsindede udenlandske magter.

I 2014 høstede Orbán hård international kritik fra europæiske og amerikanske politikere og intellektuelle, da han foran en forsamling af unge Fidesz-medlemmer erklærede sin ambition om at gøre Ungarn til en ikke-liberal stat, hvor individets rettigheder ikke spiller samme rolle som i andre vestlige demokratier. »Den nye stat, som vi er i færd med at bygge, er en illiberal stat, en ikke-liberal stat. Den nægter ikke grundlæggende liberale værdier som frihed og så videre. Men den gør ikke denne ideologi til et centralt led i opbygningen af staten, men sætter en specifik, national og partikulær tilgang i stedet,« sagde Orbán.

Müller påpeger, at Orbán har grebet flygtningekrisen som en chance for at forbedre sit omdømme i både hjem- og udland.

»I kraft af flygtningekrisen har Orbán opnået tre ting på samme tid: Han har konsolideret sin hjemlige støtte, som var i dramatisk skred tidligere på året. Han har ændret den internationale diskussion om Ungarn fra at handle om udhuling af demokratiet og retsstaten til at handle om migration. Endelig forsøger han at være et foregangsland for det, som han kalder en »kristen national« – og »illiberal« – model for Europa som helhed­«.

Merkel har forregnet sig

Mens Viktor Orbán i øjeblikket nyder en hidtil uhørt popularitet i det øvrige Europa, vokser utilfredsheden med Angela Merkel, der i september meddelte, at der ikke findes nogen øvre grænse for antallet af asyl­ansøgere i Tyskland. Beslutningen om at invitere syriske flygtninge til Tyskland har kastet hende ud i et både inden- og udenrigspolitisk stormvejr, der er langt mere kraftigt og uforudsigeligt end noget, hun tidligere har prøvet i sin tiårige karriere som kansler.

»Jeg tror, hun måske har forregnet sig i den forstand, at hun ikke forventede, at visse lande i Central- og Østeuropa ville gå imod hende på så direkte en facon,« siger Jan-Werner Müller: »Når alt kommer til alt, strakte hun sig langt sidste år for at tage deres frygt for Rusland alvorligt og leverede et Tyskland, der var villig til at indføre sanktioner til trods for modstanden fra tysk erhvervsliv og dele af den tyske befolkning. Hun har muligvis forventet en vis kompromisvilje til gengæld. Kun Polen viste sig imidlertid at være en pålidelig allieret, mens de andre Visegrad-lande (Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, red.) prioriterede kortsigtede sejre på den indenrigspolitiske­ bane.«

Efter søndagens valg i Polen har Angela Merkel mistet endnu en allieret, da det national­konservative parti Lov og Retfærdighed besejrede den siddende centrum-højreregering og opnåede absolut flertal i det polske parlament. Partiets stifter og formand, Jaroslaw Kaczynski, har ved flere lejligheder udtrykt åben beundring for Orbán og agter som sin ungarske kollega at gennemføre ­forfatningsændringer, der kan samle yderligere magt i nationalkonservative hænder.

Smadrede illusioner

Det polske valgresultat er blevet begrædt af Europas venstreliberale presse, der ser sejren til Lov og Retfærdighed som udtryk for en generel højredrejning, der truer selve kernen af det europæiske projekt. I det hele taget er flygtningekrisen i færd med at knuse en serie af sejlivede vaneforestillinger om egen kontrol, der i en årrække har præget det selvtilfredse Europa og ikke mindst Den Europæiske Union, mener Müller.

»Mit indtryk er, at Europa tidligere har lidt under to illusioner: At man generelt har kontrol over tingene, når man håndterer de umiddelbare naboregioner – at EU kan bestemme, hvornår man åbner forhandlinger om medlemskab (med potentielle medlemslande som eksempelvis Ukraine, red.), og at det er EU, der stiller betingelserne for medlemskab«.

»For det andet, at det, man ender med at nå frem til, i sidste ende er apolitisk i den forstand, at ingen kan være imod adgang til det frie marked, visumfrie rejser og så videre. Eksempelvis har der været en implicit arbejdsdeling i øst, hvor NATO blev set som politisk, mens EU ikke var det,« siger Müller med henvisning til Putins modstand mod eksempelvis EU-medlemskab til Ukraine: »Begge illusioner er blevet smadret«

Ifølge Müller er det derfor på tide, at EU indser, at ambitionen om at sprede demokratiske værdier til de umiddelbare nabo­regioner er forbundet med en politisk pris.

»I øjeblikket er EU afhængig af et stadig mere autoritært Tyrkiet. Merkel – der aldrig har været stor fan af Erdogan – er nødt til at rejse til Istanbul for at forhandle om en løsning på flygtningekrisen med den tyrkiske regering. Og så snart Putin sagde, at EUs aktiviteter i Ukraine var politiske, blev de automatisk politiske og krævede et politisk svar fra unionen. Det betyder ikke, at EU bør stoppe med at betragte sig selv som en normativ magt, men man er nødt til at indse, at det ikke er omkostnings- eller konfliktfrit at promovere værdier.«

Tysk højrepopulisme

Heller ikke i Tyskland er det helt omkostningsfrit at promovere demokratiske værdier. For nylig blev en borgmester­kandidat i Köln udsat for et knivattentat fra en højre­ekstremist. I den østtyske by Dresden vokser opbakningen til de radikale islam­modstandere i Pegida. Antallet af overfald på asylansøgere og brandattentater på asylcentre er på sit højeste i Tyskland siden begyndelsen af 90erne. Det officielle Tyskland er rystet over udviklingen.

Samtidig klager tysk politi og udlændinge­myndigheder over overbelastning og manglende ressourcer til at håndtere de mange nytilkomne flygtninge, hvoraf mange overnatter i telte i de tyske byer. Det er måske ikke overraskende, at Merkels regering i øjeblikket kæmper med de dårligste menings­målinger i tre år. Det kan også få konsekvenser­ for Europa.

Indtil for ganske nylig afsvor kendere af tysk politik, at det oprindeligt eurokritiske parti Alternative für Deutschland, der blev stiftet for få år siden, skulle have en fremtid. I dag regner mange med, at Alternative für Deutschland kan blive en del af den politiske hverdag i Tyskland efter forbundsdags­valget i 2017 og muligvis få held til at forstyrre den store koalition mellem de tyske social­demokrater og Merkels kristendemokrater, der har bestemt Europas politiske kurs under de senere års kriser. Ifølge Müller bør CDU tage truslen fra det højrepopulistiske parti alvorligt.

»Merkels hårde standpunkt over for Grækenland svækkede AFD yderligere, men hendes beslutning om at invitere flygtninge ændrede situationen igen. Skuffede CDU-vælgere har en grund til at gå til AFD. Det er en farlig situation for kristendemokraterne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.