Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Da Obama glemte Charlie

Obama har begået en brøler – og indrømmer det – i udenrigspolitikken. Problemet er bare, at fejltagelserne­ hober sig op.

Så kom der en amerikansk topfigur til Paris i form af udenrigsminister John Kerry, der her hilser på den franske præsident, Hollande. Foto: Patrick Kovarik
Så kom der en amerikansk topfigur til Paris i form af udenrigsminister John Kerry, der her hilser på den franske præsident, Hollande. Foto: Patrick Kovarik

WASHINGTON: For de fleste amerikanere var det endnu et tegn på præsident Barack Obamas store svaghed – udenrigs- og sikkerhedspolitikken­.

Det faktum, at USA ikke var repræsenteret på højeste niveau ved marchen i Paris mod terror efter angrebet på det franske magasin Charlie Hebdo, vakte forundring. Og da talsmanden for Obama i ugens løb gentagne gange stillede sig op og undskyldte, at man ikke havde tænkt så langt som til at overveje at sende præsidenten eller vicepræsident Joe Biden til Paris, hvor over 40 stats- og regeringschefer marcherede arm i arm mod angrebet på ytringsfriheden, vakte det virkelig­ opsigt.

»Det er uden tvivl den største fadæse for Obama nogensinde. Det kan godt være, at hele marchen »bare« var et symbol, og at Obama i øvrigt var den første til at rykke ud med støtteerklæringer til Frankrig og i øvrigt skrev i en kondolencebog på den franske ambassade. Men at han eller Biden manglede ved marchen er et tegn på, at noget er ravruskende galt i Det Hvide Hus«, siger en af de journalister, der har fulgt Obama siden 2008.

Og amerikanerne er urolige. For det er ikke første gang, at Obamas sikkerhedspolitiske team fejlvurderer situationen og tillader, at USA uforvarende sover i timen. Obamas håndtering af Syrien og Irak og hans politiske handlingslammelse i Rusland og Ukraine har i forvejen skabt debat og stor ­kritik. For i næsten hver eneste udenrigspolitiske krise har amerikansk lederskab manglet. Og det er ikke engang længere hans politiske modstandere i Det Republikanske Parti, der siger det. Det er også demokraterne.

Den amerikanske kommentator, Leslie Gelb, som både har siddet i offentlige embeder under den demokratiske præsident Jimmy Carter og har været medlem af diverse tænketanke i Washington ud over, at han har været på The New York Times i mange år, skrev forleden i The Daily Beast:

»Den her sag har om nogen bevist, at Obamas hold mangler de mest basale instinkter og fornemmelser for amerikansk sikkerhedspolitik. Det er simpelthen for farligt at lade Obama fortsætte, som om intet er hændt – med den nuværende stab – de sidste to år af hans embede«.

Hårde ord i januar. Og de kom ellers oven på nogle jubeluger, hvor Obamas adminstrationen for første gang i et år kunne fejre, at præsidentens popularitetsmålinger var på vej op fra et katastrofalt lavt niveau i efteråret før under og lige efter midtvejs­valget i november. Valget, hvor demokraterne led et ydmygende nederlag både lands­politisk og lokalt.

Vælgerne – især de der erklærer sig som uafhængige – var begyndt at belønne Obama for den økonomiske fremgang og det faktum, at han på en række områder var begyndt at handle uden om Kongressen gennem såkaldte præsidentielle ordrer for at vise handlekraft og skære igennem den kongres, som alligevel ikke kunne blive enige om ret meget. Men så kom terroraktionen mod Charlie Hebdo. Og om søndagen blev en march med næsten en million personer gennemført. Og hvor var de amerikanske hovedaktører?

Obama så denne søndag fodbold i TV. Mens Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, gik igennem Paris´ gader arm i arm med Frankrigs præsident, Francois Hollande, og en lang række andre europæiske ledere, var præsidenten angiveligt bænket i Det Hvide Hus for at se sine yndlingskampe i NFL-turneringen. Selv Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, var i Paris sammen med den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas.

Biden var i Delaware

Men hvad med Biden? Kunne man ikke have sendt ham? Det kunne man tilsyne­ladende ikke, for han havde forladt sin vicepræsidentielle fæstning i forbunds­hovedstanden Washington D. C. og var taget på weekend i sit hus i nabostaten Delaware. Som CNNs mest erfarne udenrigspolitiske kommentator Fareed Zakari sagde tirsdag. »Hvorfor sendte man ikke Biden, hvis Obama var forhindret? Det er trods alt derfor, at Gud har skabt vicepræsidenter«.

Panikken var stor i Det Hvide Hus, da det langsomt gik op for Obama og hans råd­givere, at de lige havde misset en begivenhed, der måske var lige så stor som Murens fald. Præsidenten havde ikke vist solidaritet med sine allierede på et kritisk tidspunkt. Obamas sikkerhedspolitiske topprioritet – krigen mod terror – krævede hans tilstede­værelse i Paris. Men man havde i stedet sendt den amerikanske ambassadør, hvilket var det samme som at sige, at det ikke var en begivenhed, som USA prioriterede særligt højt. Heldigvis havde man en anden person i Paris: USAs justitsminister, Eric Holder. Men han deltog ikke i marchen. Han deltog i en konference om sikkerhed i en anden ende af byen.

Stemningen var på nulpunktet, da katastrofen gik op for alle. At ikke engang Holder var til stede. Og udenrigsminiseter John Kerry sad og spiste middag i Indien. Ingen i udenrigsministeriet havde tænkt på at omdirigere ham til Paris, selv om han taler fransk og har en stor stjerne hos den franske regering.

»Vi skulle nok have sendt en person på et højere niveau af sted til marchen end vores ambassadør«, som talsmanden for Det Hvide Hus, Josh Earnest, sagde. Og tilføjede: »Der var selvfølgelig også et sikkerhedsspørgsmål, om man kunne nå at få sikkerheden på plads med så kort varsel,« sagde talsmanden.

Problemet med den sidste udtalelse var, at ingen havde ulejliget sig med at spørge Secret Service, om det kunne lade sig gøre. For ingen havde tænkt over, at USA skulle være repræsenteret ved marchen.

Så kom der en amerikansk topfigur til Paris i form af udenrigsminister  John Kerry, der her hilser på den franske præsident, Hollande.  Foto: Patrick Kovarik
Så kom der en amerikansk topfigur til Paris i form af udenrigsminister John Kerry, der her hilser på den franske præsident, Hollande. Foto: Patrick Kovarik

Præsidenten får skylden

Og det store spørgsmål, der bliver stillet, er, hvem har skylden? Obamas sikkerhedspolitiske stab med Susan Rice i spidsen. Eller Obama selv. Svaret er – ifølge den amerikanske forsker og forfatter til bogen »National Insecurity. American Leadership in the Age of Fear«, David Rothkopf – Obama. For ingen sikkerhedspolitisk stab er bedre end præsidenten selv, og Obama omgiver sig med en række rådgivere, der ikke modsiger ham.

»Under præsident Obama og Susan Rice befinder vi os i en meget dysfunktionel periode for det nationale sikkerhedsråd«, siger Rothkopf.

»Susan Rice er bare ikke god nok til jobbet som sikkerhedspolitisk rådgiver i Det Hvide Hus. Hun har et stort hul i sin udenrigs­politiske ekspertise og forståelse. Hun er stridbar og har lagt sig ud med nøgle­personer i Det Hvide Hus. Og så mangler hun ligesom sin chef strategisk tænkning og er reaktiv i stedet for proaktiv i sine tænkemåde«, siger Rothkopf, som i dag er direktør for Foreign Policy i et interview med The Atlantic.

Ikke nogen god karakteristik fra en person, som i den grad har forsket i sikkerheds­rådets historie og de stærke og svage udenrigspolitiske rådgivere, som skiftende præsidenter har omgivet sig med, og har siddet i ledelsen af Kissinger Associates.

Og det er den meget fremherskende stemning i Washington. At Obama fejler alt for ofte, når det kommer til udenrigs- og sikkerheds­politikken, og overlader initiativet til andre. Hvilket selvklart er skidt, når kriserne vælter ind, som de gør i øjeblikket.

Som The Atlantic konstaterer det, så var den tidligere præsident George W. Bushs periode præget af »overreaktion«, mens Obamas udenrigspolitik bliver et eksempel på de farer, der lurer, hvis man »underreagerer«. Og lige så positivt som Obama nu bliver vurderet på den økonomiske front, lige så negativt bliver han vurderet, når talen falder på hans evner som øverstbefalende for de væbnede styrker.

»Obama er faktisk doven i forhold til Bush på et område. Traditionen har altid været, at præsidenter bliver briefet på dagens aktuelle internationale situation klokken 07.30 i Det Hvide Hus af sikkerhedsrådet, af udenrigsministeriet og af CIA og NSA. Bush aflyste meget sjældent disse møder. Kun når han var ude at rejse. Obama har især i det sidste års tid aflyst møderne ofte og får i stedet et skriftligt dossier. Og det er langtfra så godt som den direkte dialog med de folk, der ved, hvad der foregår,« siger en kilde i Det Hvide Hus. »Det har længe været det, der har spøgt i kulissen og falder godt i tråd med, at Obama mildest talt er tilbagelænet, når det drejer sig om kriserne i Ukraine og i Mellemøsten«.

Og listen med fejltagelser er lang lige fra Syrien og Islamisk Stat til Krim, hvor den amerikanske præsident iføgle Rothkopf også var alt for fraværende.

Men der har også i præsidentembedet været en række udenrigspolitiske initiativer, som er gået godt. En række udenrigspolitiske forskere peger på, at han især i den første præsidentperiode fik sammensat et team, der arbejdede ret godt sammen og fik skabt en række resultater i forhold til Europa, Afghanistan og i øvrigt også senere i samarbejde med russerne fik de kemiske lagre i Syrien fjernet. For ikke at nævne Osama Bin Laden – terrorlederen der stod bag 11. september – som blev fundet og dræbt i en aktion i Pakistan.

»Men der har også været mange fejltagelser, og det, der kommer til at ramme amerikansk sikkerhedspolitik på langt sigt efter Obama, er nok, at Mellemøsten er helt ude af kontrol, og at Rusland har fået alt for meget magt, og at vi ignorerede i alt for lang tid den ekstremisme, der vandt udbredelse i store dele af Mellemøsten,« siger Rothkopf.

Men amerikanerne belønner delvis Obama lige nu for økonomien, som går fremragende, og ifølge nogle målinger ligger han 11 procentpoint højere end for blot nogle måneder siden hos uafhængige vælgere.

Det er næppe sandsynligt, at Obama vil kunne nå op i nærheden af den popularitet, som hans demokratiske forgænger Bill Clinton havde i sin sidste periode. Men Obama er allerede lidt mere populær, end præsident Ronald Reagan var på samme tid i 1987 – to år før hans sidste embedsperiode løb ud. Reagan havde dengang 42 procent af amerikanerne bag sig, mens Obama i dag ligger lidt højere.

Men hvis kriserne fortsætter, og der sker flere terroraktioner enten i Europa eller i USA, så frygter amerikanerne, at de har en præsident, der er alt for tøvende med at handle og i øvrigt omgiver sig med rådgivere, der enten ikke tør give ham de rigtige råd eller ikke kan fortælle ham, hvad han skal koncentrere sig om.

Og analytikere står i kø med at give præsidenten gode råd. I hvert fald de, der befinder sig på lang afstand fra Det Hvide Hus. Rådene er næsten entydige. Skift rådgiverne ud med Susan Rice i spidsen. Skift ud i udenrigsministeriet. Og lyt til, hvad politiske modstandere hos republikanerne også siger. For en del af dem kender ifølge de samme analytikere udenrigspolitikken bedre end Obama. Og med to år tilbage kan USA tabe meget, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.