Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alle præsidentens taleskrivere

Man kender kun få af dem. Men internt i Det Hvide Hus udgør de en magtelite, som alle forsøger at påvirke.

WASHINGTON: Den amerikanske ­forfatter Kurt Vonnegut sagde det hudløst ærligt.

Hvis man vil skrive og leve af det, så skal man blive politisk taleskriver. Det tjener man godt på.

Han vidste, hvad han talte om, for han underviste enkelte talentfulde elever, der senere blev taleskrivere for amerikanske politikere.

Det var under Vietnam-krigen i 1965 på University of Iowas forfatterskole. Nogle af eleverne tog springet til det politiske liv. Og der var brug for dem. For der var et stigende behov for, at Vietnam-krigens egent­lige formål blev forklaret til en befolkning, der var mindre og mindre tilbøjelig til at sluge alt, hvad politikerne sagde, råt. Rent ud sagt var krigen ved at blive upopulær. Kun litterære talenter kunne vende stemningen og gøre krigen til en national pligt.

Mange af forfatterspirerne var bestemt talentfulde, men også kyniske på den måde, de skrev talerne på.

De havde præsident John F. Kennedys flammende taler som forbillede. Det kunne betale sig at bruge patos og amerikanernes længsel efter storhed i talerne.

»Ask not what your country can do for you«-generationen stillede store krav til talernes udødelighed. Og alle amerikanske politikere lige fra præsidenten til kongresmanden fra Michigan hyrede taleskrivere ind i bundter.

Eneste problem var – som den amerikanske vicepræsident Al Gores taleskriver Robert Lehrman siger til The New York Times – at amerikanerne læser som en elev i syvende klasse og fatter endnu mindre.

Han, som netop var en af Vonneguts disciple, henviser til en stor undersøgelse, der viste et ringe forståelsesniveau hos flere tusinde patienter på hospitalerne. En sætning som »denne pille må ikke tages på tom mave«, blev kun forstået af 60 procent. Resten fattede ikke meningen. Og så begynder det at blive svært både at udtrykke politiske visioner og samtidig at fastholde folks interesse.

»Heldigvis er vores sprog utroligt nuanceret, så du kan skrive dig uden om det meste«.

Men de færreste vil i dag forstå hele meningen med nogle af Kennedys bedste taler, for ikke at tale om præsident Abraham Lincolns, siger Robert Lehrman, der dermed må konstatere, at livet som taleskriver i dag har mere til fælles med en forfatter, der skriver knaldromaner end en skønlitterær en af slagsen. Hvilket der nu heller ikke helt passer.

»Yes we can«

For hvis man kigger på præsidenters taler siden Kennedy, er der ganske vist mange, der bruger elementer fra billige spændingsromaner. Men de bedste af dem hæver sig op til også at tale om visioner. Konkret ganske vist, så folk forstår det. Men det er jo sådan set også formålet.

Præsident Barack Obamas taleskrivere har været geniale til det. Især den første, Jon Favreau, som i en alder af 27 år blev Obamas cheftaleskriver og var det frem til marts 2013, hvor han forlod Det Hvide Hus for at forfølge sin egen karriere.

Hans taler havde elementet af nærhed til vælgerne krydret med visioner om »forandring«. »Yes we can« blev et slagord for en generation, der var godt trætte af gamle politikere og især af præsident George W. Bush.

Og når Obama stod på talerstolen i 2008 før præsidentvalget og skiftevis gentog »yes we can« krydsblandet med historien om kvinden, han havde mødt nogle dage forinden, og som kæmpede for det USA, hun drømte om, ville blive til virkelighed, formåede Obama med enkle optimistiske sætninger at sætte tilhørerne i ekstase. Kvindens længsel efter både et nyt USA, men også et land, hvor den amerikanske drøm kunne løfte hendes melankolske hverdag op i nye højder, bar Obama ind i Det Hvide Hus.

»Du skal helt og aldeles leve dig ind i din arbejdsgivers tankegang. Du skriver ikke for dig selv, men for præsidenten,« som Favreau sagde det i et afskedsinterview.

Hans efterfølger som Obamas taleskriver, Cody Keenan, er en helt anderledes type. Hvor Favreau ofte kunne bevæge sig i helikopter­højde med præsidentens visioner uden at gøre det for abstrakt, benytter Keenan sig af mere direkte metoder, når han laver de første udkast til f.eks. Obamas årlige tale til nationen.

Lige som sine forgængere begynder arbejdet med talen måneder i forvejen med at finde ud af, hvilke politiske prioriteringer der skal med i talen. Derefter indhenter Keenan eksempler fra den rige brevbunke, som hver eneste dag sendes til Det Hvide Hus med almindelige amerikaneres problemer.

Her vælger han en række eksempler fra brevene, som han så sætter ind i talen. Og de sidste tre uger isolerer Keenan sig og taler kun med meget få betroede medarbejdere. For hvis ikke han gjorde det, så ville hans telefon ringe konstant med politikere og med ministre, der ville have lige deres politiske om­råder med i talen.

»Og når du arbejder med en person som Obama, som selv er en fantastisk skribent og forfatter til den berømmede bog »Dreams from My Father«, så er du ydmyg, også når præsidenten foreslår ændringer,« som Keenan siger.

»Cody deler ikke bare min vision. Han fortæller også den amerikanske historie,« siger Obama.

Lange som et ondt år

Det er ikke unormalt, at en taleskriver må skrive taler om mere end 50 gange. Den tidligere præsident Bill Clinton havde en helt anden tilgang til talerne end f.eks. Obama. De var prioriteret. Første punkt var det vigtigste, så det næstvigtigste.

»De var lange som et ondt år. De blev længere og længere, og man troede sammen med kritikerne hver eneste gang, at de var et flop. Men folk elskede dem, fordi de blev leveret af en person med karisma. De havde ikke noget imod lange taler,« fortæller Clintons taleskriver, Michael Waldman, til The Daily Beast.

Den mest berømte tale nogensinde – Lincolns Gettysburg-tale, som han holdt få måneder efter et af borger­krigens mest afgørende slag i 1863, varede knap tre minutter og indeholdt 272 ord. Præsidenten holdt talen foran flere hundrede tilhørere og var selv overbevist om, at talen aldrig ville blive husket for noget som helst.

Der var nemlig spredte klapsalver. Folk var simpelthen udmattede, fordi Gettysburgs borgmester havde talt i næsten to timer forinden. I dag står talen mejslet i sten i Lincolns store monument i Washington.

Det er derfor ligegyldigt, hvor lange talerne er, men om de kan stå i eftertiden og rykker noget i nutiden. Det har en del af talerne kunnet. Men de fleste går trods alt tabt, fordi de ikke rummer det historiske vingesus. De fleste taler forberedes hurtigt og handler om økonomi. Og det sælger ikke ret mange billetter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.