Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pernille Skipper vil også være statsminister

Nu melder også Enhedslisten sig klar til at række ud efter statsministerposten efter folketingsvalget.

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.
Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.

Enhedslisten bringer nu sig selv i spil som statsministerparti.

Men partiet afviser at følge Alternativet og trække sine mandater ud af den politiske ligning, hvilket er en væsentlig forskel.

Det skriver Jyllands-Posten.

»Vores førsteprioritet er klart at danne en grøn, socialt progressiv regering til venstre for Socialdemokratiet. Det er det, vi går efter,« siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) til avisen.

Forudsætningen er, at vælgerne giver partierne til venstre for Socialdemokratiet et markant rygstød.

»Hvis for eksempel Enhedslisten, SF og Alternativet tilsammen bliver større end Socialdemokraterne, så går vi efter at kunne danne regering – også gerne med Enhedslisten i spidsen.«

»Derefter vil det være op til en konkret diskussion med partierne, hvordan det skal foregå,« siger Skipper til avisen.

Ifølge meningsmålinger halter de tre partier tilsammen dog en del efter Socialdemokratiet, der ligger på 26 procent af stemmerne.

»Jeg kan jo godt læse meningsmålinger. Men så langt er der heller ikke,« siger Skipper og fortsætter:

»Hvis det bliver som målingerne står nu, så er det ikke perspektivet. Så vil vi være nødt til at gå efter den statsministerkandidat, der giver Enhedslisten mest mulig indflydelse for vores mandater, og det vil formentligt være Mette Frederiksen.«

Lykkes det ikke at skabe den nødvendige fremgang for partierne, slår Pernille Skipper fast med syvtommersøm, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister.

Hun afviser at gøre som Alternativet, der helt vil trække sine mandater ud af spillet om regeringsdannelse efter et valg, hvis ikke Uffe Elbæk (AL) kan blive statsminister.

I så fald risikerer man indirekte at støtte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), er forklaringen.

Men støtte til en S-ledet regering bliver ikke uden »politiske betingelser«, understreger Skipper.

På det sociale medie Twitter kalder Uffe Elbæk det spændende:

»Spændende udmelding fra Pernille Skipper, der nu også melder sig som statsministerkandidat. Dansk politik skal være så meget mere end et 'præsidentvalg' mellem statsministerkandidater fra Venstre og Socialdemokratiet.«

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.