Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Overvældet »Hjerne-Madsen« vil alligevel ikke være politiker: Trækker sit kandidatur

Peter Lund Madsen ønsker ikke at stå til regnskab for konservativ politik på landsplan og trækker kandidatur.

København. Hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen vil alligevel ikke være kandidat ved kommunalvalget for De Konservative på Frederiksberg.

Opmærksomheden fra medierne har været for overvældende, siden han offentliggjorde sine politiske ambitioner for få dage siden, fortæller Peter Lund Madsen.

- Jeg havde aldrig, aldrig nogensinde forestillet mig det postyr, det ville medføre.

- Jeg havde forestillet mig at være menigt medlem af et byråd i min hjemby, men det her er så voldsomt, at det vil give mig meget stress på længere sigt, siger han.

Peter Lund Madsen afviser, at han har fået egentlige negative reaktioner på sit kandidatur - i hvert ikke fald ikke direkte.

Men han har skullet stå til regnskab for den politik, som De Konservative fører på landsplan. Og det ønsker han ikke.

- Det kom bag på mig, at jeg skulle til at forholde mig til landspolitiske emner, siger Peter Lund Madsen, som nævner et konkret eksempel:

- Jeg synes, det er svært at forsvare, at forholdene i vores fængsler skal gøres dårligere, fordi jeg ved fra mit arbejde og alle mulige andre steder, at det ikke har nogen god effekt.

- Men lokalpolitisk støtter jeg op om De Konservative. De gør det enormt godt, siger han.

Hårdere afsoningsforhold for indsatte i de danske fængsler er en mærkesag for justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Om hvorvidt Peter Lund Madsen har fået kritik af forskerkolleger for sit kandidatur for netop De Konservative, siger han:

- Det kunne jeg garanteret godt være blevet drillet med mange gange, fordi det netop i forskerkredse er en anerkendt sandhed, at hårde straffeforhold gør folk vrede og ikke nytter noget.

Om hvilke tanker, han gør sig om en fremtidig politikerkarriere, siger forskeren:

- Nu synes jeg, at jeg over for mig selv og omverdenen har bevist, at det nok ikke er der, min kompetence ligger.

Peter Lund Madsen offentliggjorde sit kandidatur tirsdag, hvor De Konservatives kandidater til kommunalvalget på Frederiksberg blev offentliggjort.

Forskeren er en af få landskendte på sit felt. Det er han blandt andet, fordi han via tv, radio, foredrag og teater har formidlet hjernevidenskab til danskerne.

Peter Lund Madsen er foredragsholder og vært på radioprogrammet Hjernekassen på DR's P1.

Der er kommunalvalg 21. november i år.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.