Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Overblik: Når ministre og regeringer får næser

Regeringen har i dag fået en næse for at tilbageholde vigtige oplysninger for Folketinget i sagen om landbrugspakken. Men hvad er en næse? Hvem har tidligere fået en? Og hvorfor hedder det en næse? Få svarene her.

Det er ikke første gang, at en minister eller en regering får kritik og dermed en næse. Langt fra.

Men der er ofte tvivl om, hvad det egentlig betyder. Det kan du heldigvis blive klogere på her.

Hvad er en næse - og hvad får den af betydning?

Det er en skriftlig udtalelse, der irettesætter eller kritiserer en ministers handling.

Det er ordvalget og graden af kritik i den skriftlige beretning, der afgør, hvor stor eller lille næsen skal være.

Hvis der er tale om en stor næse, så kan ordlyden være »skarp påtale« eller »stærk kritik«. I Danmark kan en minister få tildelt en næse af enten Folketingets Ombudsmand, Statsrevisorerne, Rigsrevisionen eller Folketingets medlemmer.

En næse får sjældent politiske eller juridiske konsekvenser for den kritiserede. Hvis et flertal i Folketinget mener, en minister har handlet forkert, kan de i stedet for en næse »udtrykke mistillid til ministeren« – et såkaldt mistillidsvotum. Denne grad af kritik kan tvinge en minister til at forlade sin post.

Det er ikke kun politikere, der kan få en næse, men også embedsmænd

Hvorfor hedder det en næse?

Rent historisk kan betegnelsen formentlig spores tilbage til antikken. På oldgræsk findes der udtryk, som beskriver folk, der latterliggøres ved at blive trukket rundt ved næsen eller forsynet med en kunstig næse.

Hvis vi slår op i »Ordbog over det danske Sprog« betyder »nesæ« på gammeldansk skam eller vanære. På oldnordisk - før middelalderen - kan »hneisa« betyde både at bebrejde eller bebrejdelse.

Hvem har tidligere fået en næse?

Troels Lund Poulsen har fået (V) en næse for sin rolle i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Han blev ellers frikendt af Skattesagskommissionen for mistanken om at have lækket Thornings fortrolige skatteoplysninger til pressen. Dengang var han skatteminister.

I 2013 forsikrede SFs daværende formand og socialminister Annette Vilhelmsen, at hun ikke havde ydet særbehandling til Huset Zornig. Det kom dog frem, at Socialministeriet bevilgede huset en million kroner fra en pulje til projekter for socialt udsatte. Det resulterede i en næse.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er rekordholder og fik tildelt ikke mindre end 80 næser, størstedelen pga. af fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejde.

I 2016 var det Kristian Jensen (V), der blev irettesat med en næse. Og det var heller ikke første gang, det overgik Venstre-politikeren.

Som daværende skatteminister fik han i juni 2010 sin anden næse på grund af, at han ikke havde nedbragt borgernes og virksomheders gæld til det offentlige efter fusionen mellem de statslige og kommunale inddrivelsesmyndigheder i 2005.

Den første blev tildelt i 2009, da han i strid med grundloven havde igangsat dele af skattereformen, allerede inden de var vedtaget i Folketinget.

30 års udvalgte politiske næser

Berlingske research har tidligere samlet til bunke, og vi giver dig derfor herunder en buket af de seneste mange års næser uddelt i Folketinget.

Annette Vilhelmsen (SF):
Socialminister Annette Vilhelmsen fik lov at fortsætte som minister på trods af, at hun på direkte tv lovede huset Zornigs kampagne 'Stemmer på kanten' en million kroner. Enhedslisten havde den afgørende stemme i at give Vilhelmsen alvorlig kritik - og dermed en næse.

Martin Lidegaard (R):
Det var en »rigtig stor næse«, som et enigt Klima- og Energiudvalg i maj 2013 gav klima- og energiminister Martin Lidegaard efter et samråd om solcellesagen. Sagen drejede sig blandt andet om, hvorvidt Martin Lidegaard vidste, at der var et hul i solcelleloven, inden han vedtog den.

Lars Løkke Rasmussen (V):
Statsrevisorerne tildelte i juni 2009 daværende statsminister og tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen en stor næse for at have overbetalt de private sygehuse.

Rikke Hvilshøj (V):
I maj 2007 fik integrationsminister Rikke Hvilshøj en næse af samtlige partier i Folketinget, fordi en ny lov om afviste asylansøgere var blevet hastet igennem på to uger.

Søren Gade (V):
Forsvarsminister Søren Gade fik i juli 2006 en næse for at have givet en kritisk chef mundkurv på. Gade blev så utilfreds med, at Beredskabsstyrelsens skolechef, Bjarne Kjems, kritiserede regeringens planer for et terrorberedskab, at han krævede, at skolechefen skulle afgive en loyalitetserklæring.

Flemming Hansen (K):
I april 2006 fik den konservative trafikminister Flemming Hansen en næse på grund af ledelsesmæssige problemer og manglende tilsyn i Banedanmark samt mangelfulde oplysninger til Folketingets Finansudvalg.

Lars Barfoed (K):
Forbrugerminister og tidligere konservativ formand Lars Barfoed blev i april 2006 tildelt en næse for gentagne svigt i fødevarekontrollen og misinformation af Folketingets Fødevareudvalg. Også i august 2005 fik Barfoed en næse for sin håndtering af sagen om Aldi-kædens markedsføring af den såkaldte multivitaminjuice.

Hans Christian Schmidt (V):
Miljøminister Hans Christian Schmidt fik i december 2003 en næse af Folketingets Ombudsmand for at tildele Sommersted Skole penge fra en pulje under Miljøministeriet, da han selv tidligere havde været viceskoleinspektør på skolen.

Thor Pedersen (V):
I januar 2003 fik finansminister Thor Pedersen en næse af et flertal i Folketinget, fordi han stik imod lovgivningen ikke havde overholdt bopælspligten på sin gård i Rørvig.

Poul Nyrup Rasmussen (S):
I marts 2000 fik daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen en næse, fordi han ikke havde rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn, før han på Danmarks vegne sagde ja til at gå med i sanktionerne mod Østrigs højre-nationalistiske regering.

Uffe Ellemann-Jensen (V):
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fik tildelt en lang række næser, størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i NATO-samarbejdet. Det brød Uffe Ellemann-Jensen sig mildest talt ikke om, og han valgte at kalde sine næser for »hædersnæser«.

Hans Engell (K):
Som forsvarsminister fik Hans Engell en næse af Ligestillingsrådet. Den Kongelige Livgarde skulle have en ny musikdirigent. Engell valgte en mand til posten, men Ligestillingsrådet mente, at ministeren havde overtrådt spillereglerne, fordi der var en kvinde, som var mere kvalificeret.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.