Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Opråb fra Christiansborg: Politisk hastværk skader demokratiet

R-formand Morten Østergaard og V-gruppeformand Søren Gade går sammen i umage makkerpar for at bekæmpe hastværk i Folketinget. Det er et demokratisk problem, lyder det. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er åben overfor deres forslag.

»Det giver anledningen til at overveje, hvordan vi i virkeligheden sikrer ordentlige demokratiske procedurer,« siger de Radikales leder Morten Østergaard om det faktum, at politikerne i forbindelse med flere end hver tredje af de 190 fremsatte lovforslag, der har været sendt i høring i det forgangne folketingsår, har fraveget de gængse tidsfrister og retningslinjer for høringer på fire uger. (Foto: Kristoffer Juel/Scanpix)
»Det giver anledningen til at overveje, hvordan vi i virkeligheden sikrer ordentlige demokratiske procedurer,« siger de Radikales leder Morten Østergaard om det faktum, at politikerne i forbindelse med flere end hver tredje af de 190 fremsatte lovforslag, der har været sendt i høring i det forgangne folketingsår, har fraveget de gængse tidsfrister og retningslinjer for høringer på fire uger. (Foto: Kristoffer Juel/Scanpix)

I de politiske skåltaler er alle enige om, at en korrekt tilblivelse af landets love med ordentlig tid og inddragelse af offentligheden er en hjørnesten i det danske demokrati.

Men én ting er skåltaler, noget andet er virkelighed, og når den melder sig, så må de høje idealer ofte vige til side.
I forbindelse med flere end hver tredje af de 190 fremsatte lovforslag, der har været sendt i høring i det forgangne folketingsår, har politikerne således fraveget de gængse tidsfrister og retningslinjer for høringer på fire uger, viser tal fra Advokatsamfundet. I enkelte tilfælde har foreninger og organisationer sågar blot haft få dage.

Derfor vil et umage makkerpar bestående af gruppeformand for regeringspartiet Venstre, Søren Gade, og de Radikales leder, Morten Østergaard, nu have ændret reglerne.

Det politiske hastværk er en direkte trussel mod selve det danske demokrati, for retssikkerheden og for den offentlige debat, lyder deres opråb til regeringen og Folketinget.

»Vi har set i det år, der er gået, at regeringen har følt sig kaldet til at fravige de normale lovgivningsprocedurer i op mod en tredjedel af de lovforslag, som den lagde frem. Det giver anledningen til at overveje, hvordan vi i virkeligheden sikrer ordentlige demokratiske procedurer,« siger Morten Østergaard.

Søren Gade tilføjer: »Det er med til at undergrave tilliden til lovgivningen. Hvis flere og flere oplever det som et problem, så bliver det et problem. Det er en kritik, som gør os politikere sårbare,« siger han.

Nyt forslag: Om igen

For at gøre op med de korte høringsfrister foreslår Søren Gade og Morten Østergaard konkret en ændring til Folketingets forretningsorden, som sikrer, at love, der er vedtaget ved hastebehandling, inden for kortest mulige tid skal gennem en helt almindelig lovbehandling.

»Det kan aldrig blive et demokratisk problem at lade folk blive hørt, men det kan være et demokratisk problem, at folk ikke bliver hørt,« siger Søren Gade.

Forslaget om at genbehandle hastelove bliver taget godt imod af Advokatsamfundet, der blandt andet arbejder for borgernes retssikkerhed.

»Det er med til at undergrave tilliden til lovgivningen,« siger Venstres gruppeformand Søren Gade om de mange hastebehandlinger af lovforslag i Folketinget. Sammen med den radikale leder, Morten Østergaard, vil han nu det polistiske hastværk til livs. Foto: Henning Bagger/Scanpix
»Det er med til at undergrave tilliden til lovgivningen,« siger Venstres gruppeformand Søren Gade om de mange hastebehandlinger af lovforslag i Folketinget. Sammen med den radikale leder, Morten Østergaard, vil han nu det polistiske hastværk til livs. Foto: Henning Bagger/Scanpix

»Det siger sig selv, at når man laver hastelovgivning, som vi har set i det seneste folketingsår, hvor man fremsætter et lovforslag onsdag og vedtager det fredag, så er der en ret betydelig risiko for, at der er noget, man overser,« siger Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet.

»Det er dybt utilfredsstillende, og det er helt grundlæggende et demokratisk problem. Derfor er der ingen tvivl om, at man skal forsøge at undgå de her hastebehandlinger,« siger han.

Dansk Flygtningehjælp: Risikerer makværk

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, har tidligere kritiseret de korte høringsfrister. Derfor glæder han sig også over forslaget fra Morten Østergaard og Søren Gade.

»Det er et problem, hvis der ikke kan være den fornødne tid til at belyse tingene. Man risikerer, at det er noget makværk, man ender op med,« siger han.

Pia K.: Langt fra godt nok

Ifølge Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, er hastelovgivning »bredere og mere dybt« end bare for korte høringsfrister.

»Den offentlige debat får for svære vilkår, fordi det hele går så hurtig, at de politiske aspekter ikke bliver ordentligt belyst. Så kan det godt være, at lovforslaget teknisk set er godt nok, men debatten får vi aldrig for alvor. Det er dér, skoen for alvor trykker,« siger han.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er »åben« over for forslaget fra Østergaard og Gade og oplyser, at hun vil tage det op på det næste møde i Folketingets Præsidium.

»Høringsfristerne er for korte alt for ofte, og selvom det er blevet en lille smule bedre, er det langt fra godt nok. Det er regeringen, der har det problem,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.