Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Omstridt DFer forlader partiet: Vi bliver brugt som »nyttige idioter«

Den tidligere lokalformand i Nyborg Jens Hald er fortid i Dansk Folkeparti. Han langer nu kraftigt ud efter partitoppen og pressen.

Jens Hald, var indtil søndag Dansk Folkepartis lokalformand i Nyborg.
Jens Hald, var indtil søndag Dansk Folkepartis lokalformand i Nyborg.

Han havde truet med at forlade Dansk Folkeparti.

Nu gør han alvor af truslen.

Tirsdag har DFs tidligere lokalformand i Nyborg Jens Hald smækket med døren og sagt endegyldigt farvel.

Det fortæller han til Politiko.dk, hvor han understreger, at han først og fremmest siger farvel som følge af skuffelse over partitoppen.

»Jeg synes, at toppen i DF er kommet så højt op, at fødderne ikke når jorden mere. De er blevet meget selvtilstrækkelige. De lytter ikke til, hvad der sker nede på jorden. De ved det meget bedre selv. Og så bliver vi brugt som nyttige idioter, og det synes jeg ikke, jeg skal bruges til,« siger Jens Hald.

Udmeldingen af partiet kommer i kølvandet på en turbulent uge, hvor lokalpolitikeren kom i både mediernes og partitoppens søgelys som følge af et omstridt opslag på sin Facebook den 5. januar.

Her skrev han bl.a., at »venligboere«, der hjælper flygtninge, bør kronrages som tyskertøserne:

»Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skallede, som tyskerpigerne blev i sin tid.«

Beskeden på Facebook førte i første omgang til en skriftlig advarsel fra partitoppen.

Men da Jens Hald ifølge partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Nielsen, »ikke overholdt aftalen om at beklage sine udtalelser og så ikke udtale sig yderligere«, blev Hald og partiet enige om, at han skulle trække sig fra stillingen som lokalformand.

Det fik ham til at overveje, hvorvidt han skulle trække sig helt fra DF. En beslutning han nu har truffet.

Ifølge Jens Hald lavede han to fejl i forbindelse med sin omstridte Facebook-opdatering. Det var således ikke hans mening at opfordre til selvtægt.

Beskeden manglede således både et »så« og et spørgsmålstegn. Der skulle ifølge Jens Hald have stået:

»Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi SÅ klippe disse venligboere helt skallede, som tyskerpigerne blev i sin tid?«

Den detalje beskylder han medierne for at være »skide ligeglade med.«

»Det er ikke interessant. De kører hårdt på, at jeg har den mening, og det er langt fra sandheden. Så har journalisterne ikke det, man kalder »en god sag«. Det trætter mig temmelig meget,« siger han til Politiko.dk og uddyber:

»Jeg synes ikke, at partitoppen støtter mig i det synspunkt. De siger ikke noget om, at jeg har trukket det tilbage, og at det var en fejl.«

»Vi knokler for nul kroner og kører landet rundt. Og så kunne jeg godt forvente en lille smule opbakning og loyalitet fra Christiansborg. Men det gør man ikke. Loyalitet går begge veje i et system efter min opfattelse,« siger han.

Selvom pressen altså ifølge den nu tidligere DF'er har ignoreret hans forklaring, så er det partitoppen, som fik bægeret til at flyde over:

»Selvom jeg synes, at pressen er slem, så kan jeg bedre håndtere den, men hvis jeg bliver hugget ned bagfra af mit bagland og er helt og alene, så skal jeg kæmpe til alle sider. Jeg synes ikke, jeg har fået den support, jeg burde have.«

I forbindelse med sine overvejelser om at forlade partiet sagde Jens Hald til Berlingske søndag:

»Søren Espersen i folketingsgruppen kan sige helt uden konsekvenser, at det er ok at bombe kvinder og børn for at få ram på IS. Han må også gerne sige, at vi kan flytte flygtningene til Grønland. Det er også helt fint, når Mogens Camre ytrer sig. Hvad må jeg? Ledelsen har oplyst til mig, at jeg også som menigt medlem har en pligt til at lægge bånd på mig selv. Jeg skal lige have fundet ud af, hvad det er for bånd. Det bliver svært at sidde og måle og veje hver eneste ytring. Som privatmand er jeg derimod en fri fugl.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.