Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Og så gik de i flyverskjul...

Ugens voldsomt eskalerede konflikt mellem regeringen og de Konservative er blevet afløst af lukkede forsoningsmøder på Marienborg. Her er der rigeligt at tale om.

I en pause under forhandlingerne på Marienborg, hvor ledende medlemmer af blå blok er samlet for at få genskabt tilliden til hinanden og forhandlet en tillægsaftale til landbrugspakken, trak de frisk luft i parken. ?Fra venstre er det Søren Pape Poulsen (K), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Mette Abildgaard (K), Rasmus Jarlov (K) og Lars Løkke Rasmussen (V).
I en pause under forhandlingerne på Marienborg, hvor ledende medlemmer af blå blok er samlet for at få genskabt tilliden til hinanden og forhandlet en tillægsaftale til landbrugspakken, trak de frisk luft i parken. ?Fra venstre er det Søren Pape Poulsen (K), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Mette Abildgaard (K), Rasmus Jarlov (K) og Lars Løkke Rasmussen (V).

De seneste dages åbne konfrontation mellem regeringen og de Konservative er med ét blevet stille.

De fire partier i blå blok har forskanset sig på Marienborg, hvor de bag lukkede døre har taget fat på den række af møder, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkaldte til, da konflikten om regeringens omstridte landbrugspakke var på sit højeste og fronterne skarpest trukket op.

Dørene er mere lukkede end normalt, vinduerne i de taxaer, partilederne ankommer i, er rullet op, og tæt ved intet slipper ud af statsministerens embedsbolig.

Ifølge Berlingskes oplysninger har møderne indtil videre haft karakter af en slags gruppeterapi.

Statsministeren har forklaret, at møderne dels skal genskabe tilliden i det, han har kaldt »den blå familie«, dels skal handle om en tillægsaftale til landbrugspakken. Men torsdagens møde – som først sluttede kort før midnat – og i hvert fald en stor del af fredagens møde gik med at diskutere samarbejdsklimaet og de mange skænderier, der har præget blå blok.

Og måske hjælper det. I hvert fald er Lars Løkke og K-formand Søren Pape Poulsen blevet set spadsere sammen i Marienborgs park, der skråner ned til Lyngby Sø.

Husspektaklerne i blå blok begyndte straks efter folketingsvalget i juni, hvor Liberal Alliance krævede, at Løkke skrev topskattelettelser ind i regeringsgrundlaget. Siden har LA-leder Anders Samuelsen flere gange truet regeringen på livet, hvis ikke skattelettelserne også gennemføres.

Også forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti har til tider været betændt, f.eks. under efterårets EU-folkeafstemning, hvor DF-formand Kristian Thulesen Dahl beskyldte Lars Løkke Rasmussen for at føre en forkastelig kampagne.

De Konservative har været mere fredsommelige, men det ændrede sig, da det mindste borgerlige parti denne uge udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) for regnemetoderne bag den landbrugspakke, som en samlet blå blok står bag.

Og så fik Løkke nok. Han understregede på et pressemøde onsdag, at han ikke kan leve med en praksis, hvor et støtteparti vil vælte en minister af den ene, anden eller tredje grund.

»Det handler dybest set om, hvorvidt det borgerlige projekt er levedygtigt. Om der er tillid mellem partierne. En tillid der gør, at vi sammen kan lede landet. Det har vi brug for at finde ud af,« sagde statsministeren.

Ligner en vindersag

Det lignede ikke umiddelbart en vindersag for den parlamentarisk uprøvede eksborgmester Søren Pape Poulsen, da han indledte konfrontationen med regeringen og den garvede Lars Løkke Rasmussen, der om nogen mestrer det politiske magtspil på Christiansborg.

Der blev med det samme lagt pres på den konservative formand, da han udtrykte mistillid til en af Løkkes ministre. Pape så trykket ud, stemmen var spag og panden svedt.

Men det konservative opgør med miljø- og fødevareministeren er i løbet af de seneste døgn begyndt at skifte karakter og ligner nu netop det, ingen troede, det var. En vindersag.

Det kan bl.a. aflæses i to meningsmålinger, der er tikket ind, mens partierne er samlet på Marienborg. En Gallup-måling foretaget for Berlingske viser f.eks. markant konservativ fremgang, og partiet står nu til 5,1 pct. af stemmerne mod 3,1 pct. i den seneste måling, der blev foretaget for blot to uger siden. Imens er der status quo hos Venstre, der ifølge målingen står til 17,1 pct.

Samtidig kan Pape notere sig opbakning fra det konservative bagland. Forleden viste en rundspørge blandt 127 lokale K-politikere foretaget af Berlingske Research, at ni ud af ti bakker op om folketingsgruppens beslutning om at indlede kampen mod Eva Kjer Hansen.

Ifølge Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, giver de opløftende meningsmålinger de Konservative en tiltrængt selvtillid til at fortsætte den linje, som indtil nu har bragt partiet på kollisionskurs med statsministeren.

»De Konservative vil udlægge målingerne som et klap på ryggen fra vælgerne, der viser, at de er på rette vej. Målingerne viser bestemt ikke, at vælgerne løber skrigende væk, så partiet er nu i en situation, hvor det vil forsøge at virke så standhaftigt, som det overhovedet kan,« siger han.

De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, læser målingerne som et udtryk for, at vælgerne belønner et parti, der står fast på »ordentligheden«.

Netop ordentligheden er en værdi, de Konservative traditionelt har forsøgt at markere sig på, forklarer Christian Egander Skov, som er historiker og redaktør på det konservative tidsskrift Critique. Og med en historisk lav tilslutning giver det mening, at partiet søger tilbage til netop den værdi, påpeger han.

»De Konservative har fundet en sag, hvor man kan gøre sig gældende på en måde, der spiller fint ind i forhold til en af de værdier, partiet har gravet frem af sit ideologiske tankegods,« siger Christian Egander Skov og tilføjer:

»Det er jo nærmest demonstrativt, hvordan Søren Pape bruger begrebet ordentlighed.«

Ved redaktionens deadline var mødet på Marienborg endnu ikke afsluttet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.