Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Özlem Cekic: »Hold op med at dæmonisere! Og det er ikke kun højrefløjen«

SF-profilen Özlem Cekic genopstiller ikke til Folketinget, selv om hun er blevet tilbudt Holger K. Nielsens tidligere kreds. I stedet vil hun bruge sin energi på at bryde mønstre og bygge broer.

SF-politiker Özlem Cekic har været udsat for ekstrem chikane ifm. sit politiske virke. En tendens, der opleves af en række kvindelige politikere. Her sidder Özlem Cekic foran Herman Vedels grundlovsmaleri, der skildrer dagen, hvor kvinderne fik stemmeret.
SF-politiker Özlem Cekic har været udsat for ekstrem chikane ifm. sit politiske virke. En tendens, der opleves af en række kvindelige politikere. Her sidder Özlem Cekic foran Herman Vedels grundlovsmaleri, der skildrer dagen, hvor kvinderne fik stemmeret.

Hendes egenrådighed er hendes kvalitet og hendes udfordring. Og blev hendes politiske undergang.

Det tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic besluttede torsdag, at hun ikke genopstiller til Folketinget.

Men i virkeligheden faldt hun aldrig for alvor ind i Christiansborgs rytme. Det mener hun selv, og det vidner en stor del af hendes beslutninger i det danske parlament også om.

»Jeg er skuffet over Christiansborg,« skrev hun torsdag på sin Facebook-profil.

Her begrunder hun blandt andet sit exit med, at »Christiansborg graver grøfterne dybere mellem befolkningsgrupper«. Derfor siger hun farvel til dansk politik, selv om, fortæller hun, at der var god mulighed for at genopstille.

Helt konkret har flere lokalforeninger opfordret hende til at stille op i stedet for tidligere minister og SF-formand Holger K. Nielsen, som ikke genopstiller i Københavns Omegns kreds. Men Cekic siger nu farvel til politik – i denne omgang.

En kilde til udbredt irritation i sit eget parti

Som der står i Grundloven, er folketingsmedlemmer »ene bundet ved deres overbevisning«. Og selv om man i det moderne folkestyre stemmer med sit parti stort set hver gang, udlevede Özlem Cekic så ofte paragraffen om selvstændighed, at hun fik problemer med både partitop og regeringspartnere.

Når man går imod sine partifællers stemmemønster, kan man hurtigt komme til at fremstå som en oprører, og det var netop det prædikat, som Özlem Cekic fik på sig. Hvis hun ikke blev decideret til fare for sit eget parti, blev hun i hvert fald ofte en kilde til udbredt irritation.

Det skete blandt andet, da hun stemte imod den forrige regerings skattereform og blev frataget alle sine ordførerskaber.

Det skete også, da hun som selverklæret brobygger insisterede på, at LAeren Joachim B. Olsen skulle med hende på besøg hos en »rigtig kontanthjælpsmodtager«. Et kneb, der gjorde Fattig-Carina til et politisk begreb og ifølge Ugebrevet A4 ændrede danskernes syn på kontanthjælpsmodtagere. Et håb om at skabe forståelse for en svag gruppe endte i brobygningssjusk.

Men fortællingen om Özlem Cekic er også fortællingen om pigen fra Vestegnen med de tyrkiske rødder, der i 2007 blev en af de første kvinder med anden etnisk baggrund end dansk valgt ind i Folketinget.

Hun er født i en provinsby uden for den tyrkiske hovedstad, Ankara, og ad forskellige omveje, som inkluderede et ophold i Finland og en tur tilbage til Tyrkiet, kom hun til at bo i Danmark, fra hun var ti år gammel. Hun blev placeret i et arrangeret ægteskab som 20-årig, men kom som 26-årig ud af det igen.

Hun blev uddannet sygeplejerske og hurtigt valgt som tillidsrepræsentant for 70 kollegaer på Bispebjerg Børne- og ungdomspsykiatriske afdeling i København. Omkring samtidig meldte hun sig ind i SF.

Tabte til Pia Olsen Dyhr

Det politiske engagement førte hende til opstilling, og ved SFs kanonvalg i 2007 blev hun valgt ind i Folketinget. I 2011 blev hun genvalgt, og i 2015 forøgede hun igen sit stemmetal.

Men da hun stillede op i samme kreds som partiformand Pia Olsen Dyhr, blev det ikke til genvalg på trods af 6.542 personlige stemmer.

Hun fravælger nu den politiske arena på Christiansborg, men hun vil fortsat gøre opmærksom på sig selv – og sine sager. Özlem Cekic fortæller, at arbejdet bliver som selvstændig rådgiver og foredragsholder, og emnerne er fortsat centreret omkring hendes mærkesager: mønsterbrydere, integration og brobyggeri.

»Jeg vil bidrage med min energi til at få flere mønsterbrydere gennem uddannelsessystemet,« siger hun om sit fremtidige arbejde.

»Hold op med at dæmonisere«

Energien rakte dog hverken til et folketingsmandat i 2015 eller til at gøre den forskel, som hun havde håbet på, inden hun blev valgt til Folketinget.

Hun har imidlertid tænkt sig at fortsætte med sit brobyggerprojekt, for hun mener, at politikerne på Christiansborg alt for ofte graver grøfter med både politik og retorik.

Og hun har en klar opfordring til de 179 folketingspolitikere.

»Hold op med at dæmonisere! Og det er ikke kun højrefløjen. Venstrefløjen dæmoniserer lige så meget, når de kalder DF-vælgere landsbytosser og uintelligente, som når højrefløjen kalder danske muslimer kriminelle og terrorister,« siger Özlem Cekic.

Hun er gået fra socialklasse 5 til Socialistisk Folkeparti og fra »Føtex til Folketinget«, som hun kaldte sin selvbiografi, der udkom i 2009. Men den indignerede sygeplejerske er ikke færdig med at råbe op.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.