Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Østergaard: Ingen ønsker en græsk tragedie

Danmarks økonomiminister Morten Østergaard (R) mener, at det er vigtigt at sikre fremgang i Grækenland, men understreger, at Grækenland er nødt til at fortsætte hestekuren. En eftergivelse af græsk gæld kalder han »yderst usandsynlig«.

BRUXELLES: Det er i alles interesse, at det kommer til at gå bedre i Grækenland, men den gældseftergivelse, som den nye græske premierminister Alexis Tsipras har krævet, er ifølge økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ikke realistisk.

»Det betragter jeg som yderst usandsynligt, men i sidste ende er det en diskussion, som grækerne skal have med de andre eurolande, der har lånt dem pengene. Men jeg har svært ved at forestille mig, at nogen af dem har lyst til - efter at have hjulpet Grækenland i en svær tid - ligefrem at forære dem pengene,« siger Morten Østergaard ved ankomsten til tirsdagens møde for EUs økonomi- og finansministre i Bruxelles.

Han mener, at Grækenland har de samme udfordringer og forpligtelser i dag, som de havde før valget, og dermed også, at grækerne fortsat bliver nødt til at spænde livremmen ind.

»Jeg tror, at man må sige, at græske samfund har brug for at løse sine grundlæggende problemer, og her er de reformer, som har ledsaget de store økonomiske hjælpepakker, jo helt centrale. Det er forkert, når man forsøger at skabe en modsætning mellem det at få de grundlæggende strukturer på plads og det at få fremgang. Grækenland har brug for at holde næsen i sporet, fordi det er de samme udfordringer, der er i dag, som før deres valg,« siger Morten Østergaard.

Alexis Tsipras mener, at den hestekur, som EU har krævet, har været alt for hård og er den direkte årsag til, at Grækenland har været gennem seks års recession, der samlet har barberet 25 procent af landets økonomi og dermed forringet levestandarden voldsomt i Grækenland. Men det argument køber den danske økonomiminister ikke:

»Udfordringerne i Grækenland var store, og var en del af forklaringen på, at man blev ramt så hårdt af krisen. Derfor tror jeg, at man må sige, at kuren har været den, som var nødvendig for Grækenland. Men det er klart, at alle har en interesse i, at det kommer til at gå bedre, ikke bare i Grækenland, men i hele Sydeuropa, ja i hele eurozonen og EU. Men det ændrer ikke på de strukturelle udfordringer i Grækenland, at man har fået en ny regering. Opgaven er den samme.«

Den nye græske regering lægger op til en hård konfrontation med EU om den videre vej for Grækenland, men Morten Østergaard regner med, at man kan finde en løsning, så Grækenland kan blive i euroen.

»Det er i alles interesse, at Grækenland bliver i eurozonen. Jeg tror, at man får en diskussion om, hvordan man vil håndtere Grækenlands udfordringer, og det tror jeg egentligt, at man havde fået, uanset hvordan valget var faldet ud.«

Han tilføjer:

»Vi glæder os alle sammen til at møde vores nye kolleger fra Grækenland. Der er ikke nogen, som ønsker en græsk tragedie, hvor det ikke går fremad, men omvendt er det græske samfund udfordret og har fået meget hjælp fra det internationale samfund, så jeg tror, at forventningen vil være, at man svarer enhver sit.«

Alexis Tsipras er i gang med at sætte navne på ministrene i den nye regering, og ifølge flere lokale græske medier kan Yiannis Dragasakis bliver vicepremierminister med særligt ansvar for forhandlingerne med EU, mens Yanis Varoufakis ventes at blive finansminister.

Begge er kendt for en hård anti-sparekurs, og der er dermed lagt op til meget hårde forhandlinger med EU.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.