Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Østergaard i flygtningekrisens epicenter: Man er nødt til at se det med egne øjne

Den radikale leder, Morten Østergaard, besøger den græske ø Lesbos for med egne øje at se, hvordan EUs omstridte aftale med Tyrkiet om tilbagesendelse af flygtninge og migranter virker i praksis.

Morten Østergaard taler med en syrisk flygning, der er kommet til Lesbos med sine fire børn for fire dage siden.
Morten Østergaard taler med en syrisk flygning, der er kommet til Lesbos med sine fire børn for fire dage siden.

MOLIVOS: Den radikale leder, Morten Østergaard, er taget på felttur på den græske ø Lesbos – flygtningekrisens epicenter, fordi det er her, at størstedelen af de flere hundrede tusinde flygtninge og migranter er gået i land efter turen i gummibåde fra Tyrkiet.

Efter Lesbos tager Morten Østergaard med færgen til den tyrkiske vestkyst, hvor flygtningene og migranterne nu kan sendes tilbage til i henhold til den aftale, som EU har indgået med regeringen i Tyrkiet.

Aftalen kritiseres af flere humanitære organisationer og menneskerettighedsgrupper, men de Radikale bakker aftalen op, understreger Morten Østergaard.

Så hvorfor er den radikale leder så taget til Lesbos?

»Det er jeg, fordi vi endelig har set de første skridt i retning af det, vi hele tiden har arbejdet for – nemlig at de europæiske lande i fællesskab tager hånd om den krise og ikke bare overlader den til de enkelte lande. Men en ting er det politiske fremskridt på EU-plan, noget andet er, hvordan det konkret tager sig ud i flygtningenes perspektiv ved Europas ydre grænser. Det tror jge ikke, at man kan læse sig til. Der er man nødt til at se med egne øjne, og vi har hørt kritikken fra en række humanitære organisationer, der er bekymret for, om flygtningenes rettigheder holdes i hævd, når EU og Tyrkiet konkret fører den her aftale ud i livet,« siger Morten Østergaard.

»Forudsætningen for, at aftalen med Tyrkiet er et holdbart fælles skridt fra EUs side, er jo, at ingen af flygtningenes rettigheder trædes under fode i bestræbelserne på at standse strømmen til de græske øer,« fastslår den radikale leder.

Men hvorfor er det dig som partiformand, der tager af sted – og ikke en af de relevante ordførere?

»Jamen, jeg tager af sted på eget initiativ, fordi det her er en sag, der betyder utrolig meget for hele den politiske diskussion, men selvfølgelig i særlig grad for Det Radikale Venstre. Vi arbejder på den ene side for fælles europæiske løsning, men er på den anden side samtidig stærkt optaget af flygtningenes rettigheder, og derfor har jeg valgt at prioritere at gøre det selv,« lyder svaret fra Morten Østergaard.

Hvad regner du med at få ud af turen?

»Jeg forventer at få et førstehånds-kendskab til, hvordan den her aftale tager sig ud set med flygtningenes øjne og for så vidt også med grækernes og tyrkernes øjne.«

Regner du med, at turen kan styrke de Radikales stilling i det danske politiske slagsmål om måden, vi behandler flygtninge på?

»Det eneste, der sådan set optager mig, er, hvordan et første skridt i retning af en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen tager sig ud i praksis. Og der synes jeg som leder af Folketingets mest EU-positive parti at have en særlig forpligtelse til at komme helt tæt på for at se, hvordan aftalen fungerer i praksis. Det er det, der interesserer mig. Der er hverken taktik eller politisk fnidder i det her,« siger Morten Østergaard, der besøger Lesbos på et tidspunkt, hvor der stadig kommer flere flygtninge/migranter til øen, end der bliver sejlet tilbage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.