Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Østergaard beskylder magtpartier for at føre frygtpolitik

S, V og DF fører en populistisk symbolpolitik baseret på befolkningens frygt, siger den radikale leder.

Partiformand for Radikale Venstre Morten Østergaard holder tale på Folkemødet 2016 lørdag den 18. juni 2016. Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
Partiformand for Radikale Venstre Morten Østergaard holder tale på Folkemødet 2016 lørdag den 18. juni 2016. Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen

Socialdemokraternes, Venstres og Dansk Folkepartis udlændingepolitik er ren symbolpolitik uden værdi, den er populistisk, og den spiller på befolkningens frygt.

Sådan lyder kritikken fra De Radikales leder, Morten Østergaard, efter hans tale til Folkemødet på Bornholm.

- De er optaget af sig selv og hinanden. Af taktiske grunde sørger de for ikke at være uenige om udlændingepolitikken, for det kan koste stemmer ved næste valg.

- Så glemmer de at vise deres reelle holdninger frem. Venstre og Socialdemokraterne er to vidt forskellige partier. Men i mange diskussioner kan man have svært ved at se forskellen, siger Morten Østergaard.

Han efterlyser, at magtpartierne på Christiansborg stopper med at drive det, han kalder "frygtens politik" i forsøget på at få flere stemmer.

- Jeg ser i befolkningen en frygt for nogle af de forandringer, der sker.

- Men jeg advarer mod den politiske udnyttelse af den frygt. I stedet for at anvise vej til håb for en bedre fremtid, så driver de politik på frygten og laver symbolpolitik i håb om, at det giver flere stemmer ved næste valg, siger han og fortsætter:

- Min pointe er, at det, befolkningen egentlig efterspørger, og grunden til at tilliden til politikerne er så lav, er, at vi holder op med at ville have magt for magtens skyld, men at vi viser, hvad vi selv tror på.

Morten Østergaard lagde i sin tale vægt på De Radikales internationale profil. Han fortalte om fordelene ved EU, hvor vigtigt det er med fælles løsninger og anbefalede at "ærmerne skulle smøges op, og bommene sænkes ned".

Den holdning er svær at finde opbakning til både på Christiansborg og blandt befolkningen i øjeblikket. Men Morten Østergaard står fast på partiets værdier trods den ringe opbakning.

- Så må det være op til folk at vælge, hvem der har de bedste svar. Men hvis politik bare bliver reduceret til taktik, så bliver tilliden svækket og politikerleden stiger, siger Morten Østergaard.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.