Nye EU-forslag skal bane vej for et mere socialt Europa

EU-Kommissionen og Sverige er værter for et socialt EU-topmøde, der skal afholdes i Gøteborg 17. november.

EU skal være med til at bygge et mere socialt Europa med en fælles vision om social retfærdighed.

Det siger EU's social- og beskæftigelseskommissær, Marianne Thyssen, mandag i en tale på en stor socialkonference i Bruxelles.

- Økonomisk politik er socialpolitik. Og socialpolitik er økonomisk politik, siger Marianne Thyssen.

- Man kan ikke skille de to ting fra hinanden. Og vi har brug for begge dele på samme tid, siger hun.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger, at han hele tiden har ønsket "et mere socialt Europa".

- Dette år vil blive afgørende, siger Juncker.

- Efter en bred offentlig konsultation er tiden inde til at bygge en europæisk søjle for sociale rettigheder, siger han.

EU-Kommissionen og Sverige inviterer samtidig til et socialt EU-topmøde for fair job og vækst i Gøteborg 17. november.

Det sociale EU-topmøde skal samle stats- og regeringschefer, arbejdsmarkedets parter og andre aktører for at diskutere, hvordan sociale prioriteter kan komme på toppen af den europæiske dagsorden.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, siger, at EU må levere resultater i folks hverdag.

- Et mere socialt Europa med rimelige arbejdsbetingelser, et effektivt arbejdsmarked og en stærk social dialog bør være en prioritet for os alle, siger Löfven.

Marianne Thyssen siger, at fra nu af bør sociale emner være i centrum af diskussionen om, hvilken union de europæiske borgere ønsker.

Hun understreger dog samtidig, at det ikke er planen at opbygge en overnational europæisk socialunion.

Planen er derimod at bygge videre på de sociale regler, der allerede findes.

- Tyngdepunktet i social- og beskæftigelsespolitik er og vil fortsætte med at være hos de nationale og lokale myndigheder, siger Marianne Thyssen.

- Vi har alle et fælles ansvar her. Det primære ansvar for at gøre de sociale rettigheder til virkelighed ligger hos de nationale regeringer og arbejdsmarkedets parter, siger hun.

EU-Kommissionen ventes 14. marts blandt andet at fremlægge forslag, der skal sikre en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

Marianne Thyssen ventes ugen efter at følge op med flere forslag på den sociale søjle, formentlig om bedre social beskyttelse for alle.

På konferencen mandag siger EU-kommissæren, at det også er et mål at skabe bedre livsmuligheder for unge.

Hun vil desuden sikre, at europæernes færdigheder holder trit med forandringerne, og at ingen sakker bagud.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.