Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nye Borgerlige-medlem smidt ud af partiet for at forsvare Ry-drenge

ARKIVFOTO 2016 af formand for de de Nye Borgerlige Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen.
ARKIVFOTO 2016 af formand for de de Nye Borgerlige Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen.

Man kan ikke forsvare et brandattentat udført på en klassekammerat og samtidig være medlem af partiet Nye Borgerlige.

Derfor bliver Chang Claus Lembirk, der sidder i partiets bestyrelse i Roskilde, nu ekskluderet fra partiet.

Det siger Peter Seier Christensen, politisk næstformand i Nye Borgerlige, til BT.

Den kontante reaktion kommer, efter at Chang Claus Lembirk i en kommentar på Facebook har forsvaret de fire drenge fra Ry, der er sigtet i sagen om et brandattentat mod deres klassekammerat, en 16-årig dreng med afghanske rødder.

»Deres handlinger er i juridisk forstand ulovlige, men moralsk er et andet spørgsmål. Havde det nu været voksne mennesker, som tævede en indvandrerbande, ville de blive hædret for deres indsats,« skrev Chang Claus Lembirk i en gruppe kaldet ’Støttegruppe for de 4 danske drenge fra Ry’.

Men det er ikke foreneligt med Nye Borgerliges politik.

»Vi har besluttet at ekskludere ham. Det giver sig selv. Et brandattentat udført på en klassekammerat kan ikke på nogen måde forsvares,« siger Peter Seier Christensen.

Chang Claus Lembirk, hvad mener du med, at hvis det havde været voksne mennesker, som tævede en indvandrerbande, så ville de blive hædret for deres indsats?

»Vi diskuterede forholdet mellem jura og moral. Hvis man forestillede sig en anden situation, eksempelvis et boligbyggeri der var plaget af uro og vold, for eksempel Vollsmose. Hvis nu en gruppe mennesker derovre gik ud og greb fat i banditterne, gav dem nogle bank og smed dem ud af bebyggelsen, så ville de have begået en i juridisk forstand ulovlig handling. Men i en moralsk forstand ville vi alle sammen forstå det og synes, at de pågældende ville være nogle helte,« siger Chang Claus Lembirk.

Ville du synes det?

»Ja, det ville jeg.«

Så går du vel også ind for selvtægt?

»Ja og nej. Når myndighederne svigter, og der ikke er nogen, der løser de opgaver, og folks tilværelse bliver værre og værre – så er der nogle, der reagerer. Jeg kan ikke blive sur på de mennesker – nu er det så fiktion, vi taler om her. Det andet er en konkret handling, med en dreng, som er kommet alvorlig til skade, det er noget andet. Jeg tager selvfølgelig afstand fra at begå sådan en forfærdelig handling mod sådan en dreng,« siger Chang Claus Lembirk.

Hvad er din kommentar til, at Nye Borgerlige nu ekskluderer dig fra partiet?

»Sådan er det,« siger Chang Claus Lembirk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.