Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Nogle er ligeglade, hvis de bliver hængt ud - men det var jeg altså ikke«

Som Danmarks første integrationsminister var Bertel Haarder klemt mellem nødvendigheden af at føre en strammere udlændingepolitik og benhårde angreb på hans person.

Bertel Haarder.
Bertel Haarder.

Det sluttede med en telefonsamtale med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Venstres erfarne minister Bertel Haarder meddelte, at han efter det forestående folketingsvalg i februar 2005 ikke længere ville være integrationsminister. Han var skuffet over, at Fogh Rasmussen ikke ville udnævne ham til EU-kommissær, og slagvekslingerne i udlændingedebattens frontlinjer havde slidt sig gennem Haarders harnisk.

Bertel Haarder stod i et dilemma mellem det, han så som nødvendigheden af en stram udlændingepolitik, og ubehaget over at blive stemplet som »ond«, fordi han stod i spidsen for den. Især Dagbladet Politiken og senere Det Radikale Venstres valgkampsvideo fra 2005, som var direkte rettet mod hans person, ramte ham hårdt.

»Det kan godt være, at nogle vil påstå, at de er ligeglade, hvis de bliver hængt ud i en stor avis og alle biografer, men det var jeg altså ikke. Også fordi jeg så mig selv som et meget humant menneske,« siger Bertel Haarder.

Sin exit fra Integrationsministeriet skriver Bertel Haarder selv om i antologien »Opgøret med 30 års udlændingepolitik«, der udkommer 10. juni. Og beslutningen uddyber han over for Berlingske.

Samtidig understreger Bertel Haarder, at han er stolt af den politik, som brød afgørende med tidligere dansk udlændingelovgivning.

Og han ville være gået længere for at styrke trangen til selvforsørgelse hos indvandrere i Danmark, hvis han ikke havde løbet hovedet ind i velfærdsdanmarks »bløde kynisme«.

Men historien om Bertel Haarders tid som integrationsminister starter i 2001 med et andet telefonopkald. Anders Fogh Rasmussen ringede til Haarder, som sad hjemme på Østerbro og spillede kortspillet Oh hell med sin familie, sådan som de har tradition for på de nervepirrende aftener, hvor der uddeles ministerposter. Fogh og Venstre havde netop vundet valget og tilbød nu Bertel Haarder posten som Europa- og integrationsminister. Den første post lå til Haarder i kraft af erfaringen fra Europa-Parlamentet. Hvad angår den anden post havde Fogh brug for en af sine mest respekterede folk til det nye, følsomme ministerområde.

Da Bertel Haarder vendte tilbage til familien og kortspillet efter den korte telefonsamtale, var det til blandede følelser rundt om bordet. Europaministeriet vakte glæde. Integration gav bange anelser.

»Du får øretævernes holdeplads,« bemærkede hans hustru om den kommende opgave.

Allerede ved præsentationen af den ny VK-regering var Bertel Haarder i mediernes fokus. Det var en udbredt opfattelse, at Haarder nok skulle stramme udlændingepolitikken, men at han ikke ville danse efter Dansk Folkepartis – det parlamentariske grundlags – melodi. Nogle mente endda, at han måtte være en udstrakt hånd til de Radikale. Selv havde Haarder den opfattelse, at virkeligheden dikterede kursskiftet: Antallet af indvandrere førte til en giftig kombination af social udstødning og etnisk isolation. Samtidig klarede børn af indvandrere sig foruroligende dårligt i skolerne, mens indvandrere toppede kriminalitetsstatistikken.

På et proppet pressemøde præsenterede Haarder 17. februar 2002 regeringens nye udlændingepolitik, der satte brand i den debat, der i dag står som værdikampens blodigste front. Det skete efter en heftig debat i medierne, hvor DF-præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe pressede på for stramninger, mens menneskerettighedseksperter afviste, at der var juridisk mulighed for samme.

Hovedpunkterne i udlændingeaftalen var 24-årsreglen og tilknytningskravet. Tiltag, som Haarders partifælle Birthe Rønn Hornbech havde udtænkt sammen med den konservative Helge Adam Møller. Punkter, som den liberale Haarder selv kalder »uliberale«:

»Det er uliberalt, fordi det liberale jo må være at give den enkelte lov til at bo, hvor han vil med sin familie. Men man kan bare ikke kombinere åbne grænser med åbne kasser, og derfor var jeg nødt til at være uliberal. Grænsen er jo i det hele taget uliberal, ligesom ægteskabet og børneopdragelsen. Alle de vigtigste ting i livet er uliberalt.«

Hvorfor førte den liberale højskolemand uliberal udlændingepolitik?

Måske skal det ses som et forsøg på at svare hverken-eller til et dilemma mellem integration og velfærd. For på den ene side er Haarder medlem af en V-ledet regering, der havde brugt masser af energi på at overbevise vælgerne om, at man var for velfærd, ikke minimalstat, og som siden profilerede sig på stort anlagte annoncer, hvor man dokumenterede, hvor stor man havde gjort den offentlige sektor. Men på den anden side er det centralt i Bertel Haarders analyse af integrationsproblemet, at det netop skyldes velfærdsstaten og dens bløde kynisme, som han kalder det. Dårlig integration er ifølge Haarder ikke, som aftalepartnerne i DF mener, et slag i civilisationernes sammenstød. Det er derimod et slående eksempel på det, som liberale altid har sagt: Velfærdsstaten lammer individet; tæmmer den enkeltes handlekraft og gør ham til en social klient.

»De værdier, muslimske familier besidder, er særdeles borgerlige, man forsørger familien, man vil gerne svare enhver sit, og man vil gerne være selvstændig erhvervsdrivende. Kort sagt alt det, Danmark har brug for. Og så – i løbet af nul komma fem – bliver det nedbrudt i det danske behandlersystem,« siger Haarder. Med den analyse i hånden kan man så sige, at reformer af velfærden er en præmis for, at man kan integrere udlændinge ordentligt?

»Ja. Desværre. Det er så fristende at leve af andres penge i Danmark, at man næsten ikke kan fortænke nogen i det. Jeg ønskede, at integrationsprogrammet skulle bestå i, at man trak skuffen ud med ledige job frem for at trække skuffen ud med sociale ydelser.«Hvordan ville en liberal udlændingepolitik se ud?

»Den ville ligne noget af det, som Liberal Alliance har været inde på. De siger, at vi skal have åbne grænser og lukkede kasser, Men de vil få meget store problemer med Grundloven, for i Grundloven er der en forsørgelsespligt til mennesker, der er her.«Følte du dig splittet mellem liberale hensyn og praktiske hensyn, da udlændingepolitikken skulle laves om?»Nej, for det stod lysende klart, hvad problemet var, og jeg havde ingen skrupler. For det var jo regeringens politik, at vi var tilhængere af velfærdsstaten, og vi ville ikke have, at danske arbejdere skulle undgælde for, at vi ikke kunne finde ud af at føre en ordentlig udlændingepolitik.« Lykkedes det at gøre op med den bløde kynisme?

»Nej, det lykkedes at sætte grænser for galskaben. Men det lykkedes ikke at få behandlerapparatet til at gøre, hvad de skulle.«

Havde Bertel Haarder kunnet gå videre, havde han gjort det: Han påpeger det ødelæggende i, at indvandrere placeres oven på hinanden i landets ghettoer som passive modtagere af kontanthjælp. Og det bør i hans øjne være et krav, at indvandrere tager ledigt arbejde frem for at blive tilbudt kontanthjælp:

»Problemet er, at de ansatte i misforstået godhed ikke stiller krav. Det er den bløde kynisme. Det ideelle sprogcenter skulle slet ikke acceptere at undervise nogen, som ikke også arbejder. Man burde fra dag et opleve, at Danmark er et sted, hvor alle arbejder, inklusiv moren. Men det er mildest talt ikke det, man lærer i det danske integrationsprogram.«

Bertel Haarder understreger, at hans førte politik som integrationsminister både var anstændig og nødvendig for at holde sammen på landet. Og at den til eksempel blev præmieret af den norske organisation Human Rights Service med årets bjældeko.

»Jeg glemmer ikke taxachaufførerne, som rullede vinduerne ned og råbte »det er godt, Bertel, det er godt, Bertel.« Jeg blev på mange måder hyldet i den tid. Og jeg blev hurtigt den næstmest populære minister i regeringen, nogle gange tredjemest i konkurrence med Per Stig Møller,« siger han.

Men det er også herfra, oven på den nye udlændingelov og på meningsmålingernes medaljeskammel over landets mest populære ministre, at modstanderne i værdikampen slår tilbage, og de bange anelser rundt om stuebordet og kortspillet Oh hell bliver til virkelighed.

»Så var der de karaktermordere, der sneg sig rundt i busken. Alle trick blev brugt, og det var jo fordi, de syntes, det gik for godt. Det Radikale Venstre og Politiken kunne ikke sidde og se på at en integrationsminister, der indførte en stram udlændingepolitik, blev populær,« mener Bertel Haarder.

Blandt de værste karaktermord-forsøg fremhæver han de Radikales video, der blev vist i biograferne under valgkampen i 2005. Den viser skarpe billeder af indvandrere i forskellige situationer og til et sløvt arabisk-klingende musik. På skærmen kommer citater fra Bertel Haarder, der isoleret set fremstiller ham som alt andet end et meget humant menneske.

Et klip viser eksempelvis en dansk mand lege med indvandrerbørn i et trist boligområde: »Vi kan ikke forhindre dem i at få børn, og vi vil heller ikke slå dem ihjel,« supplerer citatet fra Bertel Haarder.

I en anden scene sidder en familie i et venteværelse. Moren stryger sin lille datters hår, indtil mørke mænd brutalt fører dem væk. »Vi giver dem oven i købet et pengebeløb for at rejse,« lyder citatet fra Bertel Haarder.

I et tredje klip ser man fem indvandrerbørn stirre ind i kameraet, mens de står bag gitterporten til et asylcenter. Bertel Haarder-citatet supplerer: »Vi skulle ikke have været så tossegode at lukke dem ind i landet... og nu hænger vi på dem.«

Afslutningsvist konkluderes det om Bertel Haarder: »Han sku’ ha’ vasket sin mund med sæbe, sku’ han.«

I Politiken udnævnte debattøren Carsten Jensen ham til »udstødelses- og hadminister.«Men du blev bakket op af de borgerlige aviser – Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Berlingske – hvorfor betød det så meget, hvad Politiken skrev, og hvad de Radikale mente?»Jeg lå heller ikke og græd over det. Jeg var ikke fortvivlet over det. Jeg synes bare, det gik for vidt. Det var heller ikke mine kone, som sagde, at jeg ikke skulle fortsætte. Det var også i en situation, hvor jeg ikke blev EU-kommissær, at jeg sagde, jeg ikke ville mere.«

Han ønsker ikke at uddybe det yderligere.

I dag må man konstatere, at Haarders udlændingepolitik flyttede midten i dansk politik til højre, når det kommer til integration, flygtninge og asyl. På den måde vandt han et afgørende slag i værdikampen.

Titlen på Haarders indlæg i den kommende antologi er Uriasposten. Dermed sammenligner han ministerposten med den gammeltestamentlige historie, hvor jødernes kong David for at kunne gifte sig med den smukke Batseba sendte hendes mand, soldaten Urias, på selvmordsaktion i en af israelitternes utallige krige. David fik Batseba, men deres første barn døde som Guds straf for Davids synd.

Hvem der er kongen, der ofrer Urias for egen vindings skyld i historien om Haarders tid som integrationsminister, er uvis. Vist er det, at Fogh et halvt år efter telefonsamtalen i 2005, flyttede den hårdt ramte Haarder til Kirke- og Undervisningsministerierne:

»Jeg var lyksalig for at blive Undervisnings- og kirkeminister. Det var heller ikke, fordi Fogh havde en hulkende minister i telefonen, der ikke kunne sove om natten,« siger Bertel Haarder:

»Men jeg tror, at han ville belønne mig for tro tjeneste.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.