Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nekrolog: Da Lange Svend gav op

Med Svend Aukens død er en af dansk politiks mest farverige og markante skikkelser væk. Han kæmpede gennem et helt liv i politik, og han fik flere prygl, end de fleste ville kunne tåle. Auken forstod spillet som få, og han fandt altid vej til indflydelsen. Men i kampen mod kræften måtte han til sidst give op.

Udover at være Folketingets længst siddende politiker med 38 år på Christiansborg var Svend Auken også en mester i uforglemmelige citater.
Udover at være Folketingets længst siddende politiker med 38 år på Christiansborg var Svend Auken også en mester i uforglemmelige citater.

Nekrolog

Håbløsheden kunne tage modet fra de fleste, hvis de som en anden Sisyfos måtte leve et trælsomt liv skubbende en tung sten op ad et bjerg for blot at nå toppen og se den trille ned igen på den anden side. Sådan levede Svend Auken. Og sådan kunne han lide det.

Tidligt i går morges måtte Socialdemokratiets nestor i en seng på Bispebjerg Hospital slippe taget i det liv, han igennem 66 år levede med stor intensitet og entusiasme. I flere år havde Svend Auken kæmpet med prostatakræften, som til sidst fik ham til at sove stille ind tirsdag morgen kl. 5.

Det var Auken selv, der under en følelsesladet tale på Socialdemokraternes kongres sidste efterår, hvor han reelt tog afsked med sine partifæller og sit elskede parti, fremdrog sammenligningen mellem myten om Sisyfos og den politiske kamp. Men for Auken var det kampen, der gav mening i tilværelsen, lod han forstå.

»Der er altid et nyt bjerg, der skal bestiges, en dal der skal passeres, nye resultater og skuffelser, sejre og nederlag. Det er en lang rejse, men rejsen giver mening. Vi har alle vores at slås med. Jeg har mit. Men det betyder meget at være med på rejsen sammen med jer,« sagde Svend Auken. Og kun socialdemokrater af sten kunne holde tørre øjne.

Foran dem stod den tidligere formand, og i hans to meter høje skikkelse kunne de spejle 50 års socialdemokratisk historie. De kunne ane, hvordan prostatakræften efterhånden begyndte at sætte sine spor. De kunne se enden på »Lange Svend«.

Svend Gunnarsen Auken var søn af lægerne Gunnar og Kirsten Auken. Han blev født i Århus den 24. maj 1943 og fik en tryg opvækst i en meget moderne intellektuel familie med en ukonventionel mor, som Svend var tæt knyttet til. Der var stille omkring aftensbordet, når far Gunnar bad bordbøn, men han gik ind for, at børn har lige så stor ret til at blive hørt som voksne, og han nåede knap at sige »amen«, før familien med de fem børn brød løs i et inferno af snak, skænderier, diskussioner og latter.

Den lille Svend var oplslugt af bøger. I det åbne hjem med den livlige familie søgte han tilflugt under sofaen med en lommelygte og læste i gennemsnit to bøger om dagen. En Jan-bog kunne pløjes igennem på 40 minutter og »Gøngehøvdingen« og »Dronningens Vagtmester« blev klaret på en enkelt dag. Som ni-årig læste han B.S. Ingemanns romaner.

Alligevel fik Svend en hård start i skolen. I første klasse fik han reprimande efter reprimande med hjem fra skolen: Svend kommer for sent, Svend mangler blyanter, Svend har mistet sin skoletaske, og gymnastiklæreren meddelte på et tidspunkt hjemmet, at drengen »intet positivt har udrettet«. Måneden efter skrev han kun: »Det er blevet værre.«

Det kan godt være, at Svend Auken ikke kunne springe over buk, men han kunne tale, læse, diskutere og begejstre. Han var et intellektuelt naturtalent, og han trivedes i sit eget kaos med skjorten halvvejs uden på bukserne og uglet hår. I 1971 kom han i Folketinget for Socialdemokratiet, og herfra skubbede han stenen op ad bakken. Ganske vist var billedet af Auken, at han var en Aladdin, for hvem alting kom let. Hans naturtalent, hans charme og veltalenhed, hans gunstige intellektuelle baggrund med den stærke Kennedy-agtige familie stod i skærende kontrast til smedene og arbejdsmændene, der bankede rust på havnen. Alligevel var det her, Svend Auken fik sin base. Han kunne tale til manden på gulvet som ingen anden, han havde hjertet i venstre side og var tæt knyttet til fagbevægelsen – hvor han ironisk nok senere blev bekæmpet med næb og kløer af LO-formand Finn Thorgrimson.

Som 34-årig blev Svend Auken i 1977 arbejdsminister i Anker Jørgensens regering, og kort tid efter stod han fadder til efterlønnen. Ti år senere blev Auken formand for partiet og den eneste formand i Socialdemokratiets historie hidtil, der aldrig oplevede tilbagegang ved et folketingsvalg. Svend Auken var en del af den berømmede generation af stærke S-politikere med »de fantastiske fire« i spidsen: Ud over Auken var det Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, som i over 30 år kæmpede med og mod hinanden, tegnede Socialdemokratiet på godt og ondt og gennemlevede dramaer, der gav et indblik i, hvor nådesløst hårdt magtspillet kan være i toppolitik. Og ofte var det hårdere, end den evigt optimistiske Auken kunne forestille sig.

»Det er let nok at finde venner i politik. Bare ikke i sit eget parti,« lød et af de klassiske Svend Auken-citater.

Samtidig måtte han kæmpe mod sit eget image. Det omdiskuterede »atomvalg« i 1988 blev udløst af, at Svend Auken ifølge statsminister Poul Schlüter (K) løb fra en aftale i folketingssalen, og Schlüter gik på talerstolen og tordnede usædvanligt personligt mod Auken, der fastholdt, at statsministeren var fuld af løgn. Schlüter udskrev valget, og de to fik aldrig et tillidsfuldt forhold.

Bedre blev det ikke af, at Auken i valgkampen på direkte TV refererede den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg for i en telefonsamtale at have bedt Svend Auken om at »lukke kæften på ham Uffe« (daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, red.). Problemet var blot, at samtalen aldrig havde fundet sted, og Auken måtte erkende, at udtalelsen ikke var sand.

Men ved valget i 1990 anlagde Auken og Socialdemokraterne en rundere og mere samarbejdende stil. Det tirrede regeringen, der beskyldte Svend Auken for at være et kunstprodukt, en ulv i fåreklæder og fra VK-lejren blev det påstået, at Auken både var på valium og fik psykologhjælp for at klare valgkampen. Men vælgerne belønnede Auken.

På valgaftenen var han sammen med familien, og han fulgte koncentreret med på TV, mens resultaterne rullede ind. Pludselig så han op og sagde: »Er I klar over, at hvis det her bliver ved, er jeres Svend statsminister!«

Det var den 12. december 1990, og billederne brændte sig fast i danmarkshistorien, da en lykkeligt smilende formand for Socialdemokratiet triumferende gik op ad Christiansborgs store trappe med sin 11-årige datter Jessica i hånden. Den nærmest amerikanske entré var Svend Aukens absolutte stjernestund. For i den anden hånd holdt han den største valgsejr for sit parti i nyere tid. 37,4 procent – mere end hver tredje vælger havde stemt socialdemokratisk i det håb, at »Lange Svend« kunne overtage statsministerstolen fra Schlüter. Men de Radikale ønskede ikke Auken som statsminister. På trods af de 69 mandater – 14 mandaters fremgang – manglede han fire for at danne flertal med den øvrige venstrefløj. Schlüter fortsatte som statsminister. Den socialdemokratiske skuffelse var monumental, og der var mere i vente for Auken:

I sommeren ’91 brød sagen om gruppeformand Ritt Bjerregaards lejlighed på Vesterbro løs. Ritt beskyldtes for at have fået lejligheden på falske forudsætninger, fordi hun ikke havde folkeregisteradresse i København. Men hun nægtede at bøje sig. Intet var foregået imod reglerne, fastholdt hun – hvilket hun senere fik ret i – og pludselig stod Svend Auken med et problem, han umuligt kunne løse. Hvor Auken havde en tendens til at være blød og tro på det bedste i alle, så var Ritt kølig og brutal og en ekspert i at gennemskue magtspillet og rænkesmederiet. Presset af blandt andet Poul Nyrup Rasmussen blev Svend Auken nødt til at handle, men Ritt havde gennemskuet spillet:

»Denne gang er det mig, næste gang er det dig,« sagde hun profetisk til Auken, der slog det hen.

Men den 11. april 1992 blev Svend Auken udfordret – for første gang i partihistorien for en S-formand. Næstformand Nyrup ville være kalif i stedet for kaliffen og det lykkedes ham at slå Auken, som dermed måtte se sin livsdrøm om statsministerposten synke i grus. Men Svend Auken fandt meningen i kampen, og symptomatisk var det ham, der trøstede sin grædende løjtnant, Frank Jensen. Om aftenen smilede han træt og sagde:

»Det er stadig dejligt at være socialdemokrat.«

Nederlaget var »traumatisk«, erkendte Svend Auken nogle år senere.

»Men så var det heller ikke værre,« tilføjede han med sin sædvanlige optimisme.

Poul Nyrup Rasmussen leverede den vare, Auken ikke kunne, da de Radikale i ly af en kritisk tamilrapport et år senere skiftede side og gjorde Svend Aukens banemand til statsminister. Poul Nyrup Rasmussen gjorde dog samtidig en jublende glad Auken til miljøminister, og fra 1993 til 2001 byggede Auken et kraftfuldt Miljøministerium op og var ikke mindst bannerfører for en øget satsning på vedvarende energi med vindmøller. Den vel nok største symbolske sejr på miljøområdet fik Svend Auken præcis syv år efter, at han forlod sit elskede ministerium. På Venstres landsmøde i efteråret indrømmede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at det var en »fejl«, at Venstre havde været »fodslæbende« på miljøområdet. Den borgerlige regering skulle have fortsat i Aukens grønne fodspor, lød den indirekte erkendelse. Kampen mod Aukens miljøimperium var ellers et af VK-regeringens store slagnumre i de første år af dens levetid.

Men selv om Auken havde det som en fisk i vandet i Miljøministeriet og satte pris på sin nyvundne indflydelse, var sårene efter formandsopgøret ikke helet. Tværtimod. Partiet var martret af fløjkrige, intern ballade, kaffeklubber og magtkampe. Auken havde sin egen venstreorienterede fløj, hvor han trak i trådene, og så sent som i valgkampen 2005 gik han åbent ud og undsagde Lykketoft ved at kritisere hele strategien i valgkampen.

Lykketoft faldt, og Aukens protegé, Frank Jensen, var den oplagte arvtager. Socialdemokraterne ville det imidlertid anderledes. De havde set fløjkampe nok og valgte den uerfarne Helle Thorning-Schmidt.

Stenen rullede igen ned ad bakken for Auken, men med Thornings magtovertagelse begyndte de opslidende magtkampe i partiet langsomt at ebbe ud. Og siden arbejdede Svend Auken loyalt og bakkede Thorning op. Senest kom han Socialdemokraternes udskældte politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til undsætning. Efter, at tre tidligere S-ministre havde krævet Sass Larsens afgang, skrev Svend Auken et indlæg i Information, hvor han »roste« sine tidligere ministerkolleger for at have slået »banerekord i idioti« med deres kritik. De skulle hellere gå efter den borgerlige regering, mente Auken, som med hans ord har ansvaret for en »totalt manglende indsats mod arbejdsløshed og nedslidning af velfærdssamfundet«.

I sine sidste måneder skiltede han måske lidt ekstra med sine venstreorienterede mærkesager. Stik imod hvad partiets strateger anså for at være taktisk klogt, kunne man se Svend Auken i aktion til fordel for de afviste irakere i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Og sådan var Svend Auken. Han gik sine egne veje. Han fyldte meget både fysisk, åndeligt og politisk. Han bar som få følelserne udenpå – som da han lod tårerne få frit løb foran de snurrende kameraer, da partiets EU-parlamentsmedlem Dan Jørgensen takkede ham på valgaftenen. Han satte sit præg på debatten med sin skarpe elegante polemik og ofte underfundige formuleringer. Som da han udtalte, at det at føre politik med de Radikale er »som at sømme budding op på en væg«.

Han delte vandene. Fik tårnhøje personlige stemmetal og temperamenterne i kog hos både partifæller og modstandere. Men som Uffe Ellemann-Jensen sagde efter en af deres mange politiske debatter, der i årevis var et sandt tilløbsstykke på Aarhus Universitet: »Der er format over idioten.«

I går gav Svend Auken op for første gang i sit liv. Hans rejse er slut. Som han sagde til sine elskede kammerater på kongressen i Aalborg sidste år:

»Socialdemokratiets kamp er en lang sejlads. Men hvis ikke denne rejse – hvilken da? Jeg valgte at gå om bord for 50 år siden, og jeg har aldrig fortrudt det.«

Svend Auken efterlader sig hustruen Anne Wivel, som han blev gift med i 2007 og de fire voksne børn fra ægteskabet med journalisten Bettina Heltberg: David, Adam, Louise og Jessica.

Kilder: Bettina Heltberg »Hvor der handles«, Gyldendal 1996, Mikael Børsting og Andreas Karker »Svend«, Lindhardt og Ringhof 2006, samt en lang række avisartikler.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.