Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nedrivning, dobbeltstraf og udvisning af forældre: Her er regeringens 22 markante ghetto-tiltag

Fra Mjølnerparken præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen sin stort anlagte ghettoplan sammen med hele syv ministre. Regeringen vil bl.a. indføre fængselsstraf på op til fire år og udvisning til forældre, der sender børn afsted på genopdragelseslejre.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af regeringen præsenterer torsdag et fornyet opgør mod ghettoer. Her ses han sammen med udlændingeminister Inger Støjberg (V).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af regeringen præsenterer torsdag et fornyet opgør mod ghettoer. Her ses han sammen med udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Flankeret af intet mindre end syv ministre fra sin regering lancerer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag sin storstilede ghettoplan.

Fra Mjølnerparkens beboerlokale fremlægger Løkke strategien »Ét Danmark uden parallelsamfund - Ingen ghettoer i 2030«. En strategi, der altså efter planen skal gøre op med parallelsamfund i Danmark.

»På bare én generation er vores land blevet forandret. Det udfordrer sammenhængskraften,« siger statsministeren:

»Regeringen er klar tilt at gå nye veje. Og regeringen er klar til at gå langt.«

Ghettoplanen indeholder ialt 22 punkter. Blandt de elementer, som ikke allerede har været omtalt, er, at regeringen vil indføre fængselsstraf på op til fire år og udvisning til forældre, der sender børn afsted på genopdragelseslejre.

Samtidig kan ingen personer på integrationsydelse fremover flytte ind i de hårdeste ghettoområder, ligesom regeringen foreslår, at det skal være muligt at lukke skoler, som ikke lever op til nogle minimumsresultater.

Regeringen vil desuden nedrive for 12 milliarder i ghettoerne. De 12 mia. kr. til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder i 2019-2026 kommer fra en kommende boligaftale på samlet 21 mia. kr.

Tre såkaldte ghetto-repræsentanter skal udpeges til at følge udviklingen. Repræsentanterne vil kunne fremsætte forslag, som kommunalbestyrelsen for det pågældende område ifølge udspillet skal behandle efter et »følg-eller-forklar-princip«.

Og i fremtiden skal der indføres såkaldte stopprøver for elever i 0. klasse i udvalgte områder. Det skal ske steder, hvor mere end 30 pct. af børnene er bosat i boligområder, der inden for de seneste tre år har været på listen over udsatte boligområder.

Første sprogprøve afholdes ved skolestart, anden sprogprøve i februar og tredje prøve inden skoleårets afslutning. Den enkelte elev får flere forsøg til at bestå prøven, men risikerer at skulle gå et år om.

Kritikere har anført, at regeringens initiativer retter sig mod bestemte religioner. Det afviser Løkke.

»De forhold, jeg har nævnt, handler hverken om hudfarve elle religion. Det handler om, at man har valgt Danmark fra. Det skal vi ikke acceptere,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen har ved flere lejligheder påpeget, at der er »slået huller i danmarkskortet«.

Forklaringen finder vi efter statsministerens mening i udviklingen i antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark. I begyndelsen af 1980erne havde én procent af den danske befolkning ikke-vestlig baggrund.

I dag er andelen otte procent.

Det har ifølge Løkke betydet, at grundlæggende værdier i det danske samfund er kommet under pres, fordi for mange tilsyneladende ikke ser på disse værdier, såsom ligestilling, ytringsfrihed og retten til selv at vælge sin partner, som de fleste i det danske samfund gør.

»Dét Danmark, vi kender i dag, hviler på en fælles forståelse for, hvad der binder os sammen,« siger statsministeren:

»En forståelse eller en slags ikke-nedskrevet samfundskontrakt. På bare én generation har noget ændret sig.«

 

Udover statsministerens fremlægger syv fagministre deres respektive bud på, hvad der skal gøres i bestræbelserne på at komme ghettoproblemerne til livs.

Eksempelsvis skal straffen for at begå hærværk, indbrud og hashsalg i fremtiden være dobbelt så hård, hvis forbrydelsen er begået i udvalgte bydele.

Med såkaldt »skærpede strafzoner« vil regeringen gøre op med princippet om, at den samme forbrydelse straffes på samme måde, uanset om man begår den i Tingbjerg eller Tønder.

Dobbeltstraf skal indføres i områder præget af »utryghedsskabende kriminalitet«. Det bliver så op til den enkelte politimester at vurdere, hvornår og hvor de skal oprettes.

Hvilke forbrydelser, der skal give dobbelt straf, vil blive nærmere defineret i det lovgivende arbejde.

Opgør med ghettogymnasier

Fremover skal kontanthjælpsmodtagere også kunne straffes økonomisk, hvis de flytter ind i en række udvalgte ghettoområder.

Forslaget betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal kunne trækkes i deres ydelse, hvis de finder en bolig i et af de hårdest belastede ghettoområder i Danmark.

Samtidig må kommunerne i fremtiden ikke henvise hverken kontanthjælpsmodtagere eller personer, der modtager integrationsydelse, til en bolig i de områder.

Af andre ting fra regeringens strategi kan nævnes, at regeringen nu også er klar til at give gymnasierne mere frihed og større selvbestemmelse for at forhindre den etniske opsplitning af eleverne på uddannelsesinstitutionerne. Det skal gøre op med de såkaldte ghettogymnasier.

Af forslaget fremgår, at gymnasierektorerne i langt højere grad end i dag selv vil kunne få indflydelse på, hvilke elever de ønsker på deres skole.

Derudover skal børn af forældre, der bor i ghettoområder, gå i daginstitution, fra de er et år. Sker det ikke, skal kommunen afgøre, om børneydelser kan standses.

Ligeledes vil regeringen give boligselskaber i udsatte boligområder øget mulighed for at afvise at udleje en bolig, hvis personen eller medlemmerne af personens husstand inden for de seneste fem år er straffet for »utryghedsskabende kriminalitet«.

Omvendt skal det i højere grad være muligt at afvise familier fra at flytte ind i ghettoer. Det skal også være lettere for boligselskaberne at smide kriminelle og deres familier ud.

Samtidig agter regeringen fremover at lade staten skride ind og opløse boligforeninger i udsatte områder, hvor der ikke skabes en tilstrækkelig god beboerbalance.

Regeringen vil desuden lade kommunerne indhente følsomme oplysninger om familier i ghettoområder, så lærere og andre fagpersoner i højere grad kan indberette om mistrivsel i sager om udsatte børn, ligesom man vil øremærke en milliard kroner om året på de kommunale budgetter til kommuner, der får indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund i uddannelse og arbejde.

I særlige tilfælde risikerer pædagoger og lærere fængselsstraf, hvis de ikke den særlige underretningspligt i sager om overgreb mod børn.

Politiindsatsen i de udsatte boligområder bliver også styrket markant.

Overordnet vil udfordringerne for visse gheetoområder i regeringens øjne være så omfattende, at det ska gøres lttere at afvikle dem fuldstændigt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.