Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Næsten 4000 har søgt asyl i Danmark i år

Det ugentlige antal asylansøgere er igen krøbet over 100, viser de reviderede tal.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) følger udviklingen i antallet af asylansøgninger tæt. Arkivfoto. Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) følger udviklingen i antallet af asylansøgninger tæt. Arkivfoto. Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen

København. Fra politisk side er der stor opmærksomhed om, hvor mange asylansøgere der kommer til Danmark.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i sin tale ved folketingsårets afslutning, at antallet af asylansøgere i maj var det laveste for en enkelt måned siden 2012. 350 personer søgte asyl i maj.

Men efter at det ugentlige antal af asylansøgere i en periode har ligget under 100, viser de reviderede tal nu igen flere end 100 asylansøgninger per uge.

For tre uger siden søgte 125 personer asyl og for to uger siden var det 114 på en uge, viser de opdaterede tal. Tallene for sidste uge vidner om 68 asylansøgninger, men det har også været tilfældet ved de første opgørelser for ugerne forinden.

Antallet af asylansøgninger ligger dog fortsat lavere end på samme tidspunkt sidste år.

- Jeg vil sige, at lige nu og her er tingene under kontrol. Det er ingen garanti for, at det forbliver sådan, og derfor holder vi også skarpt opsyn, sagde Lars Løkke Rasmussen i et interview med Ritzau i sidste uge.

En del af forklaringen skal formentlig findes i, at en meget brugt flygtningerute over det vestlige Balkan er lukket. Samtidig har EU indgået en stærkt omdiskuteret aftale med Tyrkiet om at sende flygtninge retur.

Og i sidste uge kunne forskere fra Rockwoolfondens Forskningsenhed dokumentere, at enkeltlandes stramninger af udlændingepolitikken også har betydning for, hvor mange der søger beskyttelse i landet.

En stramning mindsker i gennemsnit antallet af asylansøgere med seks procent, mens en lempelse øger antallet med nogenlunde det samme, lød en af konklusionerne.

- Vi kan altså se, at stramninger virker. Det er ikke tilfældigt, at et land som Sverige sidste år modtog rekordmange flygtninge. Omvendt kan vi ikke forvente den effekt, hvis alle lande i Europa strammer asylpolitikken, forklarede seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen.

Af de 68 personer, der søgte asyl i sidste uge, var otte fra Syrien, 12 fra Afghanistan og to fra Irak, mens resten var "øvrige" nationaliteter.

Med de foreløbigt 68 registrerede asylansøgere fra sidste uge, når det samlede antal ansøgninger i år op på 3937.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.