Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Når vi når topskatten, er den sidste krone bare ikke specielt spændende at få udbetalt«

De tre partnere i Købersmægler.dk udbetaler løn til sig selv lige til topskattegrænsen, selv om de tjener nok til at kunne udbetale væsentligt mere. De ekstra penge er mere værd i virksomheden, så længe topskatten er så høj, lyder begrundelsen.

De tre iværksættere Lennart Christensen (tv.), Jacob Agerbo og John Wulff (th.) er partnere i Købersmægler.dk og sætter deres løn efter topskattegrænsen, så de slipper for at betale topskat. »Hvis en ny topskattegrænse bliver på 500.000 kroner, vil vores løn sandsynligvis følge efter,« siger Lennart Christensen. Fra venstre: Foto: Sophia Juliane Lydolph
De tre iværksættere Lennart Christensen (tv.), Jacob Agerbo og John Wulff (th.) er partnere i Købersmægler.dk og sætter deres løn efter topskattegrænsen, så de slipper for at betale topskat. »Hvis en ny topskattegrænse bliver på 500.000 kroner, vil vores løn sandsynligvis følge efter,« siger Lennart Christensen. Fra venstre: Foto: Sophia Juliane Lydolph

Vandet risler i de indendørs vandløb, der løber på tværs af aulaen i det moderne kontorkompleks i Tuborg Havn i Hellerup, hvor virksomheden Købersmægler.dk har lejet sig ind. Aulaen deler det næsten nyetablerede firma blandt andet med IT-virksomheden Microsoft, og det er ikke kun i bygningen, der er ekstremt højt til loftet – det virker også som om, at der er det i virksomheden.

I hvert fald tager det ikke meget mere end fem minutters interview med de tre partnere, Lennart Christensen, Jacob Agerbo og John Wulff, før man har en fornemmelse af, at de har et samarbejde, der fungerer, og synspunkter, som er overvejende sammenfaldende.

100.000 selvstændige bremser deres løn

Det nystartede firma er en pendant til ejendomsmæglere og hjælper boligkøbere med blandt andet at forhandle en bedre pris på boligen og få styr på købsaftalen.

Siden partnerne etablerede virksomheden i september 2014, har de sparet boligkøbere for mere end 15 millioner kroner, fortæller de tre iværksættere.

Omsætningen i deres første hele år lander på cirka 3,2 millioner kroner, og de forventer, at den vil vokse med 80 procent i 2016. Det giver de tre partnere mulighed for at hæve mere i løn til sig selv, end de gør nu. Men det vil de ikke.

Når deres lønindkomst rammer topskattegrænsen på 459.200 kroner, stopper de. Det er spild af penge, hvis flere kroner skal gå til skattekassen:

»Det er ikke nødvendigt at trække mere ud i løn, og når det samtidig koster os flere penge, fordi vi skal betale mere i topskat, virker det bare fjollet,« siger Jacob Agerbo.

»Ja, når vi når topskatten, er den sidste krone bare ikke specielt spændende at få udbetalt,« tilføjer partneren Lennart Christensen.

Manøvren med at placere sin løn, så man slipper for at betale topskat, er de ikke ene om at benytte sig af. Ifølge et arbejdspapir fra Rockwool Fondens Forskningsenhed ud­arbejdet af tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner er der mere end 100.000 danske selvstændige, der bremser deres lønudbetaling, når de når topskattegrænsen.

På den måde slipper de for at betale topskat og kan i stedet beholde pengene i deres virksomhed.

I Købersmægler.dk er lønnen ikke placeret ved de 459.200 kroner årligt udelukkende for at spare skattekroner. I partnernes tanker er også, at de ikke vil tjene abnormt meget mere end deres tre ansatte, og at de gerne vil opbygge en fornuftig økonomisk bund i virksomheden.

Vil de alligevel trække mere end til topskattegrænsen ud af virksomheden, gør de det i stedet ved at udlodde eksempelvis 100.000 kroner af overskuddet til hvert deres selskab.

På den måde deler de noget af overskuddet, men kan reinvestere pengene, hvis de har lyst og dermed undgå at blive ramt af de høje personskatter.

»Vi har ikke drøftelser om, hvordan vi undgår at betale skat. Det er ikke et ønske, vi har. Vi vil gerne bidrage til fællesskabet inden for en solidarisk og rimelig ramme. Jeg synes ikke, at folk skal plukkes og plyndres for meget, men omvendt ville det være utænkeligt ikke at bidrage,« siger John Wulff:

»Men der er et forbrugsbegrænsende element ved at holde lønnen under topskattegrænsen, og det er vi bevidste om.«

Han støttes af Lennart Christensen:

»Vi kunne lave mere skat til Danmark, hvis vi udbetalte mere løn til os selv. Det ville også forøge vores privatforbrug. Men hvis vi beholder pengene i vores selskab, bruger vi dem sandsynligvis på at skabe vækst, som kan betyde, at vi kan ansætte flere mennesker, som får løn og betaler skat af det.«

Vil lade lønnen følge med opad

Partnerne i Købersmægler.dk er enige om, at de vil tage deres løn op til overvejelse, hvis topskatten bliver ændret.

»Hvis en ny topskattegrænse bliver på 500.000 kroner, vil vores løn sandsynligvis følge efter. Givet at virksomheden kan bære det og fortsat være konkurrencedygtig og bæredygtig. Virksomhedens sundhed og soliditet er det væsentligste for os at sikre,« siger Lennart Christensen og får et indspark fra Jacob Agerbo:

»Men hvis topskattegrænsen var en million kroner, ville vi ikke placere vores løn der.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.