Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister: »Uddannelse skal ikke være én samlet klump før karrieren«

De unge skal ud på arbejdsmarkedet efter deres bacheloreksamen - før de tager kandidatuddannelsen, lyder en anbefaling fra Kvalitetsudvalget. En idé med spændende perspektiver, mener uddannelsesministeren.

Man skal ikke nødvendigvis have både bacheloreksamen og kandidaten bag sig, før man kommer ud på arbejdsmarkedet. Kvalitetsudvalget anbefaler i sin slutrapport, at langt flere unge tager et job efter bacheloren og så eventuelt tager kandidaten efter nogle år i job.

Og det er en interessant idé, mener uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R).

»Vi skal ikke se uddannelse som én samlet klump, der er overstået for resten af livet, før man begynder at forholde sig til det arbejdsmarked, man skal ud i. Vi skal hele tiden blive dygtigere og opkvalificere os,« siger hun.

Kvalitetsudvalget blev nedsat af regeringen for knap halvandet år siden for at granske det danske uddannelsessystem og komme med anbefalinger til, hvordan det kan forbedres.

Formand for udvalget Jørgen Søndergaard understreger, at mange flere vil specialisere sig inden for de emner, der er relevante for deres erhverv, hvis de har arbejdserfaring før kandidaten.

»Det bliver vigtigt i fremtiden, fordi langt hovedparten af de universitetsuddannede - tre fjerdedele - skal finde arbejde på et meget mangfoldigt privat arbejdsmarked. Den automatiske slagne gang fra bachelor til kandidatstudier skal derfor afskaffes,« siger han i en pressemeddelelse.

Idéen møder modstand hos juristernes faglige organisation Djøf, hvor formand Lisa Herold Ferbing er »lodret imod«, at optagelse på en kandidat skal bero på faglige adgangskrav, der betyder, at kun hver tredje bachelor kan gå direkte videre på kandidatuddannelsen, mens de øvrige skal ud på arbejdsmarkedet nogle år, før de kan tage kandidaten.

»Det er at gamble med de unges fremtid, idet vi risikerer, at en stor andel af bachelorerne ikke finder fodfæste på arbejdsmarkedet og dermed heller ikke ad denne vej kvalificerer sig til en kandidatuddannelse. Udvalget skylder svar på, hvad der skal ske med de unge, der således lades i stikken som ledige bachelorer,« siger Lisa Herold Ferbing i en pressemeddelelse.

Adspurgt om man risikerer at tabe nogle af de unge mellem bacheloren og kandidaten, lyder Sofie Carsten Nielsens svar:

»Det kommer an på, hvordan det tilrettelægges. Det kræver, at bacheloruddannelserne er indrettet på en måde, så man kan bruge dem direkte og så komme tilbage senere og få sin kandidatuddannelse. Der skal formodentlig en del omlægning til. Men der er masser af studerende i dag, der varetager studiejob efter deres bachelor.«

Ministeren frygter heller ikke en dårligere uddannet arbejdsstyrke som konsekvens af, at de unge bliver vant til en god løn og derfor aldrig kommer tilbage til kandidaten.

»Det frygter jeg egentlig ikke. Der er så stor søgning til de videregående uddannelser. Og en universitetsuddannelse er ikke det rigtige for alle,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Et andet af de ti punkter i Kvalitetsudvalgets slutrapport er en kritik af, at de fleste uddannelser reelt kan klares på deltid - og det er uddannelsesministeren heller ikke tilfreds med:

»Nu har vi krævet af de studerende, at de studerer på fuld tid. Så skal uddannelserne også tilrettelægges, så man reelt kan være fuldtidsstuderende. Det skal vi have kigget på,« siger hun.

De ti anbefalinger fra udvalget skal danne grundlag for en politisk diskussion.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.