Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister tager danske jøders bekymring »meget alvorligt«

Justitsminister Mette Frederiksen har bedt PET om at revurdere danske jøders sikkerhedssituation. Det er vigtigt, at det ikke bliver et spørgsmål om ressourcer, betoner hun.

Det er nu op til Politiets Efterretningstjeneste (PET) at se på danske jøders sikkerhedssituation.

Det er resultatet af et møde mellem justitsminister Mette Frederiksen (S) og repræsentanter for Det Jødiske Samfund onsdag morgen.

Jøderne har nemlig udtrykt fornyet bekymring for sikkerheden ved jødiske institutioner i Danmark efter terrorangrebet mod et jødisk supermarked i Paris i sidste uge, og det tager justitsministeren »meget alvorligt«, betoner hun efter mødet.

»Vi har haft et godt og konstruktivt møde her til morgen. Det er vigtigt, at vi har en god dialog omkring dette vigtige emne, og jeg tager bekymringerne fra Mosaisk Trossamfund (Det Jødiske Samfund, red.) meget alvorligt,« siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Frygten for angreb på danske jøder er steget efter eskalationen af konflikten i Gaza i sommer, og senest da den ene af terroristerne i Paris dræbte fire jøder i et supermarked fredag i sidste uge. Det har fået Det Jødiske Samfund til at stille krav om bedre beskyttelse af synagogen, den jødiske skole og andre institutioner.

»Historien og desværre også sidste uges frygtelige begivenheder i Frankrig gør os smerteligt bevidste om vigtigheden af, at vores jødiske medborgere kan være trygge,« siger Mette Frederiksen.

Hun har erklæret sig parat til at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) flere ressourcer i kampen mod terror, og justitsministeren understreger da også, at spørgsmålet om ressourcer ikke må blive et problem, når det handler om at sikre danske jøders tryghed og sikkerhed.

»PETs faglige vurdering af sikkerheden er afgørende, men jeg har også gjort klart, at vurderingen af, hvad der skal til, ikke må blive et spørgsmål om ressourcer. Vi vil bringe de konkrete forslag fra Mosaisk Trossamfund (Det Jødiske Samfund, red.) videre til PET, som vil lade dem indgå i deres fornyede overvejelser omkring sikkerheden ved de jødiske institutioner,« siger Mette Frederiksen.

Formand for Det Jødiske Samfund Dan Rosenberg Asmussen har da også fået det indtryk, at justitsministeren tager sikkerhedssituationen alvorligt.

»Der er blevet lyttet, og det virker helt klart som om, justitsministeren tager vores bekymringer alvorligt. Og de bekymringer er store og meget reelle,« siger han.

»Det er en ny form for terrorisme, der udføres af ekstremister, som bor iblandt os i Vesten. Ekstremister som har adgang til træning i Mellemøsten og har adgang til våben, og de opfatter jødiske institutioner som legitime mål,« påpeger Dan Rosenberg Asmussen.

Det Jødiske Samfund har aftalt at have en tæt dialog med Justitsministeriet omkring sikkerhedssituationen fremadrettet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.