Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister nægter at svare på uheldig grønlænderkommentar

En uheldig kommentar om den grønlandske politiker Aleqa Hammond forfølger skatteminister Karsten Lauritzen.

Se mere

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) nægter at møde op til onsdagens spørgetime for ministrene i Folketinget, hvor han er blevet stillet et spørgsmål af socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen (S).

Det skriver eb.dk.

Ministeren skulle forholde sig til sine kontroversielle udtalelser om det grønlandske medlem af Folketinget Aleqa Hammond.

Men Lauritzen har meddelt Folketinget, at han bliver væk. Lars Aslan Rasmussen ville vide, om regeringen havde planer om "at købe flere grønlændere i denne valgperiode".

Lauritzen har ved en nytårskur udtalt, at Venstre har "købt en grønlænder" med henvisning til en aftale med Hammond om, at hun blev udnævnt som formand for Grønlandsudvalget i Folketinget.

Ifølge eb.dk skriver ministeren følgende i et brev til Folketinget om sit afbud:

- Jeg finder ikke, at det stillede spørgsmål, jf. Forretningsorden for Folketinget paragraf 20, stik 1 og stk. 4, er i overensstemmelse med intentionerne og rammerne for besvarelse af spørgsmål i spørgetiden, idet spørgsmålet ikke ligger inden for mit ansvarsområde.

Lars Aslan Rasmussen kalder ministeren for en "tøsedreng" over for eb.dk. Tidligere onsdag udtalte socialdemokraten til Ritzau, at der ikke var tale om politiske drillerier.

- Regeringen har købt Hammond, og jeg vil gerne vide, om regeringen har planer om at gøre det igen. Det må ministeren forholde sig til, sagde Lars Aslan Rasmussen.

Lauritzen selv har allerede undskyldt sin bemærkning.

Løsgængeren Hammond er en omstridt politiker. En sag om misbrug af Folketingets kreditkort har hun blandt andet på cv'et.

Tidligere har hun også trukket sig som landsstyreformand i Grønland, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

Hammond har helt specifikt lavet en aftale med Venstre, som betyder, at hun i sager om kabinetsspørgsmål ikke kommer til at vælte regeringen.

Et kabinetsspørgsmål er et forslag, som en regering sætter til afstemning i Folketinget, og hvor regeringen på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.

De fire nordatlantiske mandater i Folketinget tilhører rød blok, men Hammond vil altså ikke være med til at vælte en dansk statsminister, hvis det skulle komme så vidt.

Lars Aslan Rasmussen vil klage til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.