Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister får 445 ideer til at luge ud i beskæftigelseslov

Aktivering skal være en ret, ikke et krav, og der skal skrues ned for faste samtaler på jobcentre, lyder det.

København. Et regeltyranni og en bureaukratisk jungle.

Det var nogle af de ord, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) brugte, da han i april bebudede et omfattende opgør med beskæftigelseslovgivningen.

Siden har kommuner, borgere og organisationer kunnet melde idéer ind til ministeriet, og det har de gjort i så stor stil, at et konsulentfirma har kunnet samle 445 konkrete forslag sammen til ministeren.

En stor del af forslagene bør blive til virkelighed, mener Troels Lund Poulsen.

- Vi har fået udviklet alt for mange regler, der går på kryds og tværs og er med til at gøre det besværligt for de ansatte på kommunernes jobcentre, som for nogles vedkommende bruger for meget tid på bureaukratiske øvelser.

Blandt forslagene er, at der ikke længere skal være krav om aktivering. Det skal i stedet være op til kommunerne at vurdere, hvad der bedst hjælper borgeren videre.

Og det bliver også foreslået at sløjfe de detaljerede krav for, hvilke samtaler der skal holdes hvornår med bestemte grupper af ledige.

Ministeren vil dog ikke kommentere, hvilke af forslagene han vil arbejde for at gennemføre. Det vil han komme med et udspil til inden for to uger, siger han.

- Der vil være rigtig mange af de forslag, der kommer ud og arbejde i virkeligheden. Så det er ikke bare en papirøvelse. Det er noget, der kommer til at gøre en forskel, forsikrer ministeren.

- Mit succeskriterium er, at vi sort på hvidt kan dokumentere, at der bliver mere tid til dem, der har brug for hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Spørgsmål: En rød tråd i mange af forslagene er, at man skal droppe de detaljerede krav og give mere frihed til kommunerne og sagsbehandlerne. Men risikerer man ikke at slække på reglerne, så det bliver mere attraktivt at gå og holde fri?

- Jeg bekender mig ikke til den dagsorden, at der er nogle, der gerne vil gå og holde fri, siger ministeren.

- Men det er klart, at når jeg på den ene side gerne vil give større frihed til kommunerne og dermed også til medarbejderne i den offentlige sektor, så skal man på den anden side også sikre sig, at det bliver fulgt op med politisk opmærksomhed fra mig, hvis nogle ikke er i stand til at honorere den frihed.

Spørgsmål: Hvornår vil kommunerne kunne mærke en forskel?

- Min ambition er, at de allerede i løbet af 2018 kan begynde at mærke, at reglerne bliver mindre bureaukratiske, så der bliver frigjort mere tid.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.