Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister er parat til at fjerne internet ved flere eksaminer

Snyd ved de skriftlige eksaminer i gymnasiet er et voksende problem, og derfor åbner undervisningsminister Merete Riisager nu for at begrænse internetadgangen og overvåge mere. Dansk Folkeparti bakker op, mens gymnasierektorerne og -lærerne ikke vil have mindre internet til eksamen.

Se mere
Gymnasierne udklækker årets studenter i disse dage. Desværre melder både lærere, rektorer og undervisningsministeren om et voksende omfang af snyd ved de skriftlige eksaminer. Arkivfoto.
Gymnasierne udklækker årets studenter i disse dage. Desværre melder både lærere, rektorer og undervisningsministeren om et voksende omfang af snyd ved de skriftlige eksaminer. Arkivfoto.

Undervisningsminister Merete Riis­ager (LA) lægger nu op til at tage nye metoder i brug for at sætte ind over for eksamenssnyd i gymnasiet.

Snyd ved skriftlige eksaminer på landets gymnasier er »et eskalerende problem«, understreger ministeren, der blandt andet peger på, at det skyldes, at der er mulighed for internetadgang ved flere eksaminer.

»Man har givet eleverne direkte adgang til nettet i forhåbning om, at de ville benytte det til at indhente informationer. Udfordringen er, at unge er så vant til at begå sig på nettet, at de i løbet af få sekunder kan downloade en hel besvarelse på en eksamen eller tage kontakt til en kammerat eller en tutor uden for eksamenslokalet, der kan hjælpe med at løse opgaven,« siger Merete Riisager og fortsætter:

»På den måde nedbrydes eksamen i sin oprindelige form – at det er en afprøvning af, hvad eleven kan på egen hånd.«

Derfor åbner ministeren nu for at fjerne internetadgangen ved flere skriftlige eksaminer. I 2011 fik alle gymnasier mulighed for at give elever netadgang ved skriftlige eksaminer i udvalgte fag – argumentet var, at eksamenssituationen skulle afspejle elevernes daglige arbejdsvilkår. I dag gør 148 ud af landets 167 almene gymnasier brug af muligheden.

Merete Riisager understreger, at der ikke er tale om et generelt forbud mod internet til eksamen, men at det fremover kan komme på tale at fjerne adgangen ved nogle eksaminer og begrænse den ved andre.

»Vi kommer til at ændre det på den måde, at man til eksamen skal have mindre direkte adgang til internettet. Vi må lave en større begrænsning af det,« siger ministeren og fortsætter:

»Det handler om at lave en ædruelig afvejning af, hvordan vi anvender teknologien. Vi har nok været lidt for forgabte i de tekniske muligheder, der er opstået, at vi har bragt dem i anvendelse i alle uddannelsernes facetter i stedet for at foretage en afvejning af, hvor det giver mening, og hvor det ikke gør.«

Ministerens udmeldinger er udtryk for hendes overordnede sigtelinjer forud for udarbejdelsen af en ny eksamensbekendtgørelse til efteråret.

Elevernes computere kan overvåges

Det er vanskeligt at kortlægge omfanget af snyd ved eksaminer såvel som i det daglige, fordi snyd ofte ikke opdages. Flere rundspørger blandt gymnasieelever i år har dog vist, at mellem seks og ti procent har snydt med en opgave eller en eksamen.

Der er i dag vidt forskellige praksisser for, hvordan de enkelte gymnasier forsøger at begrænse omfanget af snyd. På nogle gymnasier foregår der en central overvågning af, hvilken trafik der er i eksamenslokalet, når elever er på skolens netværk. På den måde kan gymnasiet se, om elever logger på eksempelvis Facebook eller sender e-mail for at tage kontakt til andre uden for lokalet.

På andre gymnasier foretages der stikprøver, hvor elever efter endt eksamen bliver bedt om at fremvise deres browserhistorik.

Merete Riisager understreger, at det for hende er afgørende, at der fremover er ens regler.

»Det er ikke rimeligt over for eleverne, at der er forskellige muligheder, afhængig af om man går på gymnasium A eller B,« siger hun.

Sidste år anbefalede en rapport fra konsulenthuset Devoteam, at gymnasieelevers computere skal overvåges med et særligt overvågningsprogram til eksamen. Rapporten, som blev udarbejdet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet, fremhævede programmet Exam Monitor, hvor internetaktiviteten på den enkelte computer overvåges.

Daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) var positivt indstillet over for muligheden for at overvåge elevernes computere. Også Merete Riisager erklærer sig i dag åben over for idéen, men hun vil endnu ikke lægge sig fast på, hvordan en eventuel overvågning skal fungere.

Gymnasierektorerne og -lærerne er enige med ministeren i, at snyd er et voksende problem, men de mener ikke, at internetadgangen skal begrænses ved flere eksaminer.

»Jeg er virkelig bekymret for den udmelding fra ministeren. Det digitale er så stor en del af vores samtid, at vi ikke kan lukke for det. Eksamen skal understøtte den bedste læring for eleverne, og jeg mener, at vi får et fald i fagligheden, hvis vi begrænser den måde at lære på, som er så udbredt i gymnasiet i dag,« siger Anne-Birgitte Rasmussen, der er formand for rektorernes forening, Danske Gymnasier.

Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, mener, at det vil være »ærgerligt«, hvis eleverne ved flere eksaminer mister adgang til internet.

»Eksamen skal afspejle den daglige undervisning, hvor eleverne kan gå på nettet, for de kommer jo til at bruge nettet senere i livet. Det har fungeret rigtig godt i mange år i dansk og samfundsfag, at man kan orientere sig om et emne på nettet og bruge det, man finder. Men der kan godt være fag – eksempelvis sprogfag og matematik – hvor det kan være fornuftigt med en delprøve uden netadgang for at afprøve bestemte færdigheder,« siger hun.

Både rektorerne og lærere støtter til gengæld overvågning af elevernes computere under eksamen.

»Det er noget vrøvl, at eksamen skal afspejle det daglige arbejde«

Dansk Folkeparti er positivt stemt over for både overvågning og begrænsning af netadgangen.

»Det lyder fornuftigt. Jeg tror, vi ville forbedre eksamen ved at fjerne netadgangen. Det er noget vrøvl, at en eksamen skal afspejle det daglige arbejde. En eksamen er en test,« siger gymnasieordfører Marie Krarup.

Også Venstre er parat til at se på begrænsninger i adgangen til internet ved eksaminer.

»Vi må erkende, at snyd er et voksende problem. Vi er parat til at tage en drøftelse af internetadgangen til eksaminerne og se på, hvor man eventuelt kan stramme,« siger undervisningsordfører Anni Matthiesen.

Socialdemokratet vil ikke indskrænke adgangen til internettet, men undervisningsordfører Annette Lind bakker til gengæld op om at gøre brug af overvågning, Det bør dog være op til det enkelte gymnasium at bestemme, hvordan det skal gøres.

»Nogle skoler har købt logningssystemer, så de kan spore, hvilke sider eleverne tilgår, men det er tit meget dyrt. Derfor synes jeg ikke, vi skal tvinge det ned over alle skoler, før vi har fundet et billigt og effektivt system,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.