Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Argument

Mindre X Factor i dansk politik, tak!

Mads Dagnis Jensen og Peter Nedergaard: Politisk cirkus. Folk, der ikke behersker mådehold, skal ikke være ledere. Og da slet ikke for et land.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Politikerne synes at have glemt de klassiske dyder, der i årtusinder har udgjort grundlaget for den vestlige civilisation. De klassiske kardinaldyder, som stammer tilbage fra antikkens Grækenland, er i de seneste årtier blevet skubbet i baggrunden. Ind er kommet et sæt politiske uvaner, der mest af alt ligner spillereglerne fra X Factor. Disse spilleregler går ud på at synes mere end at være. At form betyder mere end indhold. Føleriet er blevet ekstremt, og rationalitet ses der ned på. Hysteriet og kortsigtetheden driver ned ad væggene i X Factor-demokratiet.

Hvis ikke politikerne ændrer kurs, kan demokratiet ende med at blive en dårlig parodi på et talentshow. Forlader man de klassiske dyder, ender man let med et sæt falske værdier, som leder til uretfærdighed og korruption. Vi er ikke nået dertil endnu, men vi kan nemt ende der. Derfor er der behov for at ændre retning og genopfriske de gode gamle dyder, som fremmer både den individuelle og kollektive adfærd. Dyderne er pejlemærker for det gode liv og fundamentet for det harmoniske samfund. Der findes fire klassiske vestlige dyder, som det er værd at diskutere i forhold til den politiske situation i dagens Danmark.

Den første klassiske dyd er mådehold, som dækker over, at man skal holde igen, når det drejer sig om penge og magt. Man kan se den nuværende økonomiske krise som et resultat af manglende mådehold, både på det personlige og samfundsmæssige plan. Da det gik godt fra slutningen af 90erne til slutningen af 00erne, var der ikke grænser for, hvor mange penge, vi kunne bruge. Det gjaldt om at komme med på boligmarkedet, for det steg jo med 20 procent om året! Med de stigende boligpriser følte folk sig rige, og de købte ind som aldrig før: Ny bil, nyt samtalekøkken, nyt fladskærms-tv, mærkevaretøj og ferierejser til stadigt mere eksotiske rejsemål. På det samfundsmæssige plan gik det også i fuld firspring. De offentlige udgifter steg eksplosivt.

Som bekendt brast boblen endnu en gang, og mange private samt det offentlige stod tilbage med et kæmpe hul i kassen. Vi danskere havde ikke i samme omfang som tyskere og svenskere udvist mådehold i opgangstiderne. Vi forbrugte i stedet for at investere i fremtiden. Derfor står vi over for enorme økonomiske tømmermænd. Der vil i de næste mange år være behov for benhårde prioriteringer. Mådehold handler dog ikke kun om at gemme til dårlige tider. Det handler også om at være afbalanceret som menneske. Når politikerne flejner ud for åben skærm eller kommer med flabede kommentarer til journalister, er det også et udtryk for manglende mådehold. Det er et udryk for, at man ikke formår at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når situationen spidser til. Folk, der ikke behersker mådehold, skal ikke være ledere. Og da slet ikke for et land.

Den anden klassiske dyd er forsigtighed, hvor man er i stand til at afveje forskellige hensyn og træffe den rigtige beslutning. For at kunne handle forsigtigt, skal man besidde visdom og viden. Disse to egenskaber er på tilbagetog. I dagens Danmark gælder det om at netværke sig frem i tilværelsen eller håbe på at blive kendt ved at medvirke i Paradise Hotel. Visdom og viden tager mange år at erhverve og bygger på meritter.

Manglende respekt for dyden forsigtighed er udbredt i det politiske liv. Den ses i det fokusskift, der er sket de sidste 20 år, fra det politiske indhold til de politiske processer.

Tidligere diskuterede vi store samfundsmæssige spørgsmål og løsninger. I dag bliver politik formidlet igennem et filter af kommunikatorer. De har fokus på det politiske spil frem for indholdet, som de intet begreb har om.

Samtidig er der sket et karaktermord på eksperter, der faktisk ved noget om den politiske substans. Eksperter fremstilles som verdensfjerne Erasmus Montanus-typer, man ikke skal lytte til. Det har gjort det let at affeje dem, som det senest er sket i debatten om den økonomiske krise. Her blev ekspertanalyser skudt ned med udtalelser som »sådan noget økonompis« eller »(akademikere) der i øvrigt aldrig har foretaget sig andet end at aflevere et speciale (), skal nu sidde og bedømme, om folk, der har knoklet et helt liv, er i stand til arbejde.«

Visdom og viden er også blevet mindre vigtigt, når det gælder om at blive politikere. Før skulle man have erhvervet sig disse egenskaber, inden man nåede til tops i det politiske. I dag kan man gå direkte ind fra det grønne eksamensbord på universitet til en politisk toppost. Vi taler ikke om, at man skal være en midaldrende professor i statskundskab for at blive toppolitiker. Derimod handler det om, at man skal have vist sit værd uden for Christiansborgs tykke mure inden for sit felt. Men i dag synes det tilstrækkeligt, at man kan gøre sig godt i tv og kulørte blade ved at levere korte, letfordøjelige budskaber. Konsekvensen er, at den type mennesker, der kan levere det, nok er velegnet som velfærdsstatens villige kustoder, men ikke evner at styre og reformere det store maskineri. Kravene kan eller vil ikke honoreres af mere introverte analytiske typer, som har noget at byde på.

Mod er den tredje klassiske dyd i vestlig filosofi og handler om evnen til at gøre det nødvendige på trods af modstand. En dyd, der i den grad er gået fløjten, i en tid hvor politikerne er bange for deres egen skygge og frygter vælgerne. Og hvor tillidsbåndet mellem vælgerne og politikerne er erstattet af kontrakter, løfter, opinionsundersøgelser og fokusgrupper. Problemet med politikernes manglende mod går tilbage til diskussionen om åbne eller lukkede mandater. I alle fornuftige demokratier er politikernes mandater åbne.

I Grundlovens § 56 hedder det, at »folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere«. Det er, fordi de skal kunne tilpasse sig en omskiftelig verden. Idéen med åbne mandater er, at man vælgere politikere, som man er enig med holdningsmæssigt, til at træffe beslutninger på vegne af en. Vedkommende står så på valgdagen til ansvar for, hvordan hun eller han har forvaltet sit mandat. Anvender man derimod lukkede mandater, er politikerne konstant bundet af vælgernes ønsker.

Tidligere betragtede de fleste politikere deres mandater som åbne. I dag er de blevet bange for vælgerne og forsøger at indrette sig efter forskellige folkestemninger. Politikerne overser i den forbindelse, at vi vælgere netop har valgt dem til at træffe beslutninger på vegne af os. Vi har valgt dem til sætte sig grundigt ind i politiske emner og træffe kvalificerede beslutninger. Undersøgelser viser, at inden for langt de fleste politiske områder har vi borgere ikke en kvalificeret holdning. Vi stoler nemlig på, at de politikere, vi har valgt, har en gennemtænkt holdning og træffer de rigtige beslutninger på vegne af os. Men vi er på den, når politikerne ikke har mod til at træffe deres egne beslutninger uden først at have konsulteret os borgere, som ikke har sat os grundigt ind i sagerne, ud fra den formodning, at det er politikernes job.

Den fjerde og sidste dyd er retfærdighed. Med retfærdighed menes der, at det enkelte individ nok skal gøre noget godt for sig selv, men når det bliver politiker, bør vedkommende først og fremmest have helhedens interesser for øje. For nogle årtier tilbage så dette også ud til at være tilfældet i dansk politik. H.C. Hansen og Poul Schlüter tog begge store, upopulære, men nødvendige beslutninger med hele det danske samfunds interesser i baghovedet. Det gav voldsom modstand. Men de gjorde det, fordi det var retfærdige beslutninger for landet. Den slags overvejelser ser ikke ud til at betyde noget i dansk politik i dag. I stedet har magtstræberiet fået nærmest altomfavnende karakter, hvor selv afgørende danske fællesinteresser ofres for den kortsigtede vælgergevinst. Det gavner måske den enkelte politiker og dennes parti. Men vi andre venter på retfærdigheden i de vigtige beslutninger, som sikrer helheden og sammenholdskraften i det danske samfund.

Vi må gøre noget for at bevæge os væk fra X Factor-demokratiet og komme frem til de gamle græske dyder i dansk politik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.