Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Min bror Anders er jo et drama i sig selv«

Kend din folketingspolitiker: For Danmarks kulturminister er en god dag en blanding af politik og familie. Og den afsluttes bedst i et forsamlingshus. Mette Bock føler sig mest magtfuld, når hun sidder derhjemme for bordenden med sin store familie samlet til middag.

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Liberal Alliances nyudnævnte kultur- og kirkeminister, Mette Bock.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»Tidligt op. Herefter en god dag med spændende debatter i folketinget og tid til at se familien. Dagen afsluttes perfekt med en aften ude i et forsamlingshus for at holde foredrag og diskutere med Foreningsdanmark. Efter en lang dag lægger jeg hovedet på puden, tænker på min familie og siger godnat til min elskede.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Når jeg sidder for bordenden til en middag i mit hjem med min store familie. Jeg har serveret tusindvis af måltider, og jeg elsker det.«

3. Hvem ser du op til?
»Egentlig mest til min mand, der er en god gammeldags polyhistor. Han ved alt om alt. Som i ALT.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Når man dømmer mennesker kollektivt og fordomsfuldt. Man skal se det enkelte menneske. Uanset, hvem det er.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Jeg har det meste af mit liv lavet alt muligt andet end politik og været leder i flere meget forskellige brancher. Når jeg forlader politik, vil jeg formentlig komme til at beskæftige mig med bestyrelsesarbejde.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»En overgang under den foregående regering tænkte jeg, at man dårligt kunne gå på toilettet på Christiansborg. For når man kom ud havde der igen været et ministerskifte. Jeg tror, det blev til 36 i alt. Men ellers har jeg været tæt på adskillige dramaer. Min bror Anders er jo et drama i sig selv. Og partidannelser er ikke for sarte sjæle.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Min opvækst, min familie, mit arbejde, både det lønnede og det frivillige. Og så har mine mange, mange timer som foredragsholder i alle mulige forskellige forsamlinger sat spor. Gode spor.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Det kan jeg umuligt sige. Der er mange bøger, der gør indtryk på forskellige stadier i livet.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Det lyder muligvis plat, men jeg mener det. Skattenedsættelse i både top og bund. Vækstkrisens betydning for velfærdssamfundets overlevelsesmuligheder er fuldstændig undervurderet. Roret skal drejes. Christiansborg skal ikke overstyre men understøtte. Fjerne snubletråde i stedet for at finde på nye regler og love.«

Mette Bock, Liberal Alliance fotograferet i Samtaleværelset på Christiansborg.
Mette Bock, Liberal Alliance fotograferet i Samtaleværelset på Christiansborg.

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Min familie, som heldigvis har det godt. Og på, om jeg har gjort mig umage nok og prioriteret min tid rigtigt.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg kan ikke pege på konkrete ting. Men jeg håber, mit bidrag til samfundsdebatten og min tid, både på Christiansborg og udenfor, i det små kan bidrage til, at vi får øje på de mange muligheder vi har. Griber vi dem, magter vi også at håndtere truslerne. Menneskets dybeste bekymringer, angst  og udfordringer har ikke ændret sig gennem historien.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Bertel Haarder. Han er et dannet menneske, der bringer ånd ind og vid ind i samtalerne. Det er der brug for.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»At vi drejer pendulet. Noget kan blive så gammeldags, at det bliver moderne igen. F.eks. vores tradition for frihed, foreningsdannelse og ansvar. Ikke blot for os selv, men også for hinanden. Vi skal genfinde vore liberale tilgang til livet og droppe den fejlagtige opfattelse af, at lovgivning løser alt.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Uha - heldigvis har vi den aftale i Liberal Alliance, at man ikke skal i salen og stemme, hvis der er en lov, som partiet har valgt at stemme for, men som man selv er imod. Vi erkender åbent, at vi er en alliance af meget forskellige mennesker. Vi går i flok, men ikke i takt.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Der er mange. Min søsters død. At jeg traf min mand som 17-årig. At jeg har haft det privilegium at stå i spidsen for en række meget forskellige organisationer. Og at vi bor fire generationer i samme sogn. Min familie er vild. Men dejlig.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Taktik, spin og magtkampe. Det er ikke til at holde ud. Jeg har derfor valgt at være bagsædepolitiker og mest arbejde under radaren. Der findes skønne og kloge mennesker i alle partier. Men der er en tendens til at gå amok, når kameraerne er tændt.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Jeg er faktisk et meget lidt bange menneske. Er der skræmmende sten på vejen tænker jeg først og fremmest på, hvad jeg kan gøre. Som de gamle rødstrømper sagde: Handling giver forvandling.«

Mette Bock har svaret på spørgsmålene, inden hun i slutningen af november blev udnævnt til ny kultur- og kirkeminister.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Politisk Morgenpost
  • Analyser & Perspektiv
  • Den Politiske Puls
  • Indeks