Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Min bedste ven var tyrker, og dengang var racisme meget almindeligt. Det var den indignation, der fik mig til at blive aktiv i politik«

Kend din folketingspolitiker: Det mest skelsættende øjeblik i hans liv var, da han fandt ud af, han stod med ansvaret for et andet menneskes liv efter at være blevet far. Og så hader han, når folk »bliver rasende over, at man siger kvinder og mænd i stedet for at nævne andre alternativer«. Kom tættere på Socialdemokratiets boligordfører Kaare Dybvad.

Se mere
Kaare Dybvad, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
Kaare Dybvad, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»Det er en dag, hvor jeg har været ude og holde foredrag eller har været til en debat, der gav mig nogle nye perspektiver, som man ikke får i dagligdagen på Christiansborg. Jeg runder snart mit foredrag nummer 100 med min bog ”Udkantsmyten”, og jeg nyder stadig at komme rundt i landet.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Hvis jeg skal bruge et eller andet til mit arbejde herinde, kan man hurtigt føle sig magtfuld. Der er IT-folk og sekretariater, der hele tiden servicerer dig herinde, og du får mange ting nemmere. Jeg skulle bruge nogle tal fra en forsker, og da jeg skrev fra min folketingsmail, sendte han det dagen efter. Før jeg blev valgt, kunne der nemt gå et par uger og en rykker, før man fik det.«

3. Hvem ser du op til?
»Dem, der skaber de store sociale fremskridt i et samfund, har jeg altid haft stor respekt for. Herhjemme kunne det være Jeppe Aakjær, og ude i verden er det folk som Nelson Mandela eller Franklin D. Roosevelt.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Når jeg læser om de sager, hvor børn bliver misbrugt af deres forældre, og vi ikke gør noget fra samfundets side. Det er så vanvittigt, det der foregår nogle steder.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Det jeg lavede i mit gamle job – arbejde for at skabe arbejdspladser og udvikling i Region Sjælland.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Vi havde en meget tæt optælling af de personlige stemmer efter sidste valg. De første par kredse, der kom ind, gik det ret skidt med, og så begyndte folk at skrive SMSer, hvor de beklagede og nærmest kondolerede. Folk skrev på twitter, at jeg ikke havde en chance for at komme ind. Og så kom der et par kredse mere, og så vendte det og folk skrev tillykke. Det var en rutschebanetur op og ned den eftermiddag, men det endte heldigvis med at gå.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»De kommer fra det vestsjællandske miljø, hvor jeg er vokset op. De mennesker, der havde det svært dengang, som arbejdede til en dårlig løn eller var arbejdsløse, og de har præget mig meget. Min bedste ven var tyrker, og dengang var racisme meget almindeligt. Det var den indignation, der fik mig til at blive aktiv i politik.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Scherfigs ”Frydenholm”, som jeg har læst fast med et par års mellemrum, siden jeg faldt over den første gang. Jeg læser en del klassiske, danske forfattere, men Scherfig har en skarp og satirisk stil, som er enestående, og Frydenholm er hans bedste.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Jeg ville bruge dem på vores erhvervsskoler, som desværre er underfinansieret. Uden dem får vi ikke flere unge til at tage en uddannelse.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Hvis jeg er nervøs eller spændt på noget, kan jeg have problemer med at falde i søvn, og så gælder det om ikke at tænke for meget over det. Hvis først man kommer ned i tankerækken, kan det være svært at slippe ud igen.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg skrev en bog om udkantsdiskussionen for et par år siden, og jeg bilder mig ind, at den har været med til at rykke på nogle opfattelser. At vi ikke ser provinsborgerne som nogen, vi skal have ondt af, men derimod respekterer deres betydning for vores samfund. Og at det bliver prioriteret politisk, fx med udflytningen af statslige arbejdspladser.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Jeg synes, Henrik Dahl fra Liberal Alliance er rigtig skarp, både i hans debatindlæg og ordførertalerne, som han gør meget ud af. Vi er jo uenige om mange ting, men det er altid interessant at læse og lytte til hans argumentation.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»Samfundets største problem er, at hver femte af vores unge ikke får en uddannelse, og løsningen er, at vi skal investere i de ting, der får det til at lykkes. Den amerikanske stjerne-sociolog Robert Putnam skrev i sin seneste bog, hvad der skulle til for at skabe et samfund, hvor flere kunne bryde den sociale arv. Hans bud var sundhedsplejersker, ordentlige pasningstilbud, fordomsfri seksualoplysning, gode erhvervsskoler, høje mindstelønninger og blandede boligområder. Det er jo nærmest præcist vores model i Danmark, men desværre er det også nogle af de områder, der er under pres i dag.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Jeg har stemt for noget følgelovgivning i forbindelse med salget af DONG. Det salg synes jeg var helt forkert.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Da jeg var på forældreorlov og opdagede, at jeg stod med ansvaret for et andet menneskes liv. Hvis jeg bliver en dårlig far, så kan det jo gå helt galt med ham. Det var meget skelsættende at blive klar over det.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Mange af de værdipolitiske emner, hvor man holder debatten i gang, uden at det egentlig betyder noget for, hvad der bliver vedtaget. Folk bliver rasende over, at man siger »kvinder og mænd« i stedet for at nævne andre alternativer, eller de siger, at det er racistisk, at Justin Bieber har dreadlocks. Der er alt for meget af den slags, og det er kommet de senere år.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Jeg er højdeskræk, så det at stå et sted, hvor det føles usikkert, og hvor der er langt ned, kan gøre mig bange. Samtidig elsker jeg at se landskaber og byer oppefra, så det er tit et dilemma for mig. Hvis jeg er kommet op et højt sted, skal jeg altid bruge et par minutter på at turde bevæge mig helt ud til kanten, men så er jeg som regel også glad for at have gjort det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.