Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mette F. langer ud efter Kristian Jensen: Skandalerne i Skat er din skyld

Venstre har ikke meget til overs for kritikken af Kristian Jensen for at være hovedansvarlig for problemerne i Skat, som Mette Frederiksen turnerer rundt med i sin 1. maj-tale. Vær voksen og erkend, at vi har et fælles ansvar, lyder det. Ingen af partierne vil dog iværksætte en tilbundsgående undersøgelse og få placeret et ansvar.

Foto: Henning Bagger og Liselotte Sabroe.
Foto: Henning Bagger og Liselotte Sabroe.

Venstres finansminister Kristian Jensen bærer hovedansvaret for de skandaler, der de seneste år er haglet ned over Skat.

Sådan lyder det i den tale, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i dag har turneret rundt i landet med i anledning af arbejdernes internationale kampdag.

»Da Kristian Jensen var skatteminister blev vores skattesystem år for år en skygge af sig selv,« lyder det i talen, hvorefter Socialdemokratiets formand fortsætter:

»Skal man efterhånden grine eller græde? Så er der udbytteskatten. Så er der inddrivelsen. Så er der restancerne.«

Problemerne i Skat begyndte i 2005, hvor opgaven med at kradse gæld ind fra borgere og virksomheder blev overført fra kommunerne til staten.

Samtidig skulle et nyt og revolutionerende IT-system, EFI, over tid erstatte skatteopkrævere af kød og blod.

Siden dengang har problemerne i Skat stået i kø:

  • Udenlandske kriminelle har lænset Skat for 12,3 mia. kroner i sagen om svindel med udbytteskat. Langt størstedelen er tabt for altid.
  • Systemet for ejendomsvurderinger er brudt sammen – og tre ud af fire boligejere har betalt for meget eller for lidt i boligskat i adskillige år.
  • Inddrivelsen af danskernes gæld til staten er gået i stå, og det stort anlagt EFI-system har vist sig ubrugeligt. I dag er det kasseret.

Og mens gælden til Skat er eksploderet er danskernes tillid gået den stik modsatte vej.

»Det var under Kristian Jensen, at man iværksatte den plan for Skat«

I 2005, dengang problemerne i Skat begyndte, hed skatteministeren Kristian Jensen. Han blev udnævnt i 2004 og sad frem til 2010.

Og selvom der siden dengang har siddet otte forskellige ministre på taburetten i Skatteministeriet – deriblandt fem, der tjente Helle Thorning-Schmidts røde regering fra 2011 til 2015 – fastholder Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen, at Kristian Jensen er ham, der skal peges fingre ad.

»Det var under Kristian Jensen, at man iværksatte den plan for Skat, der er slået så katastrofalt fejl. Med en kraftig centralisering og en markant spareplan. Og så var det Kristian Jensen, der fostrede ideen om det fuldautomatiske inddrivelsessystem, som er en af de primære årsager til de mange problemer i skattevæsenet,« siger Jesper Petersen om EFI-systemet.

»Der blev givet mange advarsler om at lave den kurs for skattevæsenet. Jeg har selv været i debat med ham mange gange, hvor han har afvist, at der skulle være problemer, og hvor han sagde, at det ikke ville gå ud over gælden til kommunerne, og at man ikke behøvede at være bekymret for den stigning i skattegælden, der allerede efter kort tid viste sig,« siger Jesper Petersen.

Beslutningerne dengang byggede blandt andet på en rapport fra McKinsey. Ville I ikke have gjort det samme i en situation, hvor I fra en uvildig konsulentrapport bliver anbefalet at gøre sådan?

»Det var vores folk, der stemte imod centraliseringen af skattevæsenet og advarede mod konsekvenserne af den spareplan, der blev slået ind på. Man er jo ikke forpligtet til at gøre noget, bare fordi McKinsey skriver det i en rapport,« siger Jesper Petersen.

S: Vi gjorde ikke nok

I sidste uge kritiserede flere eksperter i Berlingske, at der aldrig er blevet plantet et egentlig politisk ansvar for skandalerne i Skat.

De mange sager har fået konsekvenser for den tidligere direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen, der blev fyret i august sidste år. Og to skattechefer er blevet suspenderet i sagen om svindlen med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.

Men ingen af de ni ansvarlige ministre – hverken røde eller blå – er blevet stillet til ansvar. Ifølge Jesper Petersen gjorde Thorning-regeringen »nogle« ting, da man i 2011 »arvede massive problemer i skattevæsenet«.

Men den socialdemokratiske skatteordfører erkender også, at de initiativer, SRSF-regeringen tog, ikke var »nok«.

»Dengang satte man besparelsesplanen i bero med den første finanslov (der blev vedtaget efter regeringsskiftet, red.) og lavede væsentlige tiltag mod social dumping og skattely, der virkede. Men det var ikke tilstrækkeligt.«

Under jeres ledelse blev der jo vedtaget yderligere nedskæringer i Skat. Og det er ikke jer, der får sat en stopper for hverken EFI eller besparelserne på medarbejdere i Skat. Forklar lige, hvorfor I kan pege fingre ad andre?

»Vi prøver ikke at løbe fra at ansvaret for problemerne i Skat har mange fædre. Men skal man udpege én, der skal have forældremyndigheden og være primæransvarlig, så er det Kristian Jensen.«

I anklager Kristian Jensen for at have svigtet, og du indrømmer også, at I ikke selv gjorde nok, da I havde regeringsmagten. Hvorfor vil I ikke have en tilbundsgående undersøgelse, der placerer et politisk ansvar i den her periode, hvor der har været ni forskellige skatteministre?

»Når en undersøgelseskommission om fem eller otte år endelig er færdig med at rapportere, så kan dem, der har det politiske ansvar for, at det er sket og som i dag har muligheden for at rette op, jo være over alle bjerge. Der er lavet et hav af rapporter, der siger, hvor kritisk situationen er i Skat. Dem må alle ansvarlige politikere så stå til regnskab for.«

Er det også, fordi I er bange for, at noget af ansvaret også de facto kan blive placeret hos jer?

»Det er det jo allerede delvist i kraft af, at vi var en del af regeringen fra 2011 til 2015. Og vi har selv støttet, at der blev lavet en advokatundersøgelse af udbyttesagen. Og det er meget muligt, at den må følges op af en undersøgelseskommission. Men jeg synes egentlig kun, det ville være en syltekrukke, der ville få tiden til at gå, hvis man skulle lave en undersøgelseskommission af alt, hvad der er foregået,« siger Jesper Petersen.

»Det ville klæde Mette Frederiksen at være voksen«

I august sidste år lancerede den nuværende skatteminister, Venstres Karsten Lauritzen, en redningsplan til syv milliarder kroner og en total omstrukturering af Skat oven på de mange skandalesager knap et år efter, at han havde trukket stikket til EFI.

1.000 nye medarbejdere skulle ansættes og 1.000 planlagte fyringer blev annulleret. Lauritzens partifælle, Venstres politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen, kalder Socialdemokratiets Kristian Jensen-kritik for »useriøs«:

»Hvem er det, der nu gør noget for løse de her udfordringer? Det er os. Og det skal vi også. Men det er noget, vi skal gøre i fællesskab. Også med Socialdemokratiet. Og det ville klæde Mette Frederiksen at være voksen nok til at sige, at vi har et fælles ansvar i stedet for at pege fingre.«

»Vi har et fælles ansvar for at genoprette tilliden til Skat. Der er ikke nogen her på Christiansborg, der kan leve med at danskerne ikke har ordentlig tillid til Skat,« siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

»Det er os, der står i spidsen for det arbejde her og nu, fordi vi har regeringsmagten. Skatteminister Karsten Lauritzen har taget den opgave på sig, og han er i fuld gang. Og jeg synes, man skal bakke op om det i stedet for at lade det gå til i polemik.«

Du siger, I har et fælles ansvar for at genoprette tilliden til Skat. Hvorfor vil I ikke være med til at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse, der kan placere et egentlig ansvar for, hvem der har ansvaret for det, der er sket i Skat?

»Jeg tror ikke, det er så enkelt. Og det handler også om at komme videre. Lad os nu få løst udfordringen og få genoprettet tilliden. Jeg tror ikke, et blame game er den rette måde at gøre det på. Vi har det med herinde at forfalde lidt til undersøgelseskommissioner, hvis vi har en politisk uenighed. Men jeg har svært ved at se, hvor en sådan skal føre hen,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.