Maung og den store jobindsats

Blot en fjerdedel af de mere end 7.000 flygtninge, der kom til Danmark i begyndelsen af 00erne, var i job ti år senere, viser ny analyse. »Skræmmende«, mener regeringen.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Maung Win kunne ikke se andre udveje.

De nærmeste venner blev tæsket af militæret og smidt i fængsel for at udtrykke kritik af det burmesiske regime.Selv har han også været udsat for overgreb, fortæller han, men tør ikke gå i nærmere detaljer – af frygt for at myndighederne stadig holder øje med, hvad han siger.

I 2007 flygtede Maung Win derfor til Danmark, hvor han hurtigt begyndte til danskundervisning og kom på et højskoleophold som en del af kommunens integrationsprogram.

»Jeg gjorde alt for at lægge fortiden bag mig og fokusere på at lære det danske sprog, så jeg kunne begå mig i samfundet,« fortæller han.

I takt med at sproget blev bedre, fik Maung Win mulighed for at tage en fireårig uddannelse som bygningsmaler. Svendebeviset kom i hus i december 2013 – en vigtig milepæl for at udleve drømmen om at leve af at male.

Men det gik ikke, som Maung Win havde håbet. Han søgte job hos en masse malerfirmaer, men fik afslag hver eneste gang. Til stor frustration gik han ledig på arbejdsmarkedet i ti måneder og besluttede sig derfor for at søge bredere. I nærheden af hjemmet i Holbæk søgte han blandt andet job på fabrikken Aluline, hvor han i dag har været fastansat i fem måneder.

»Det betyder meget for mig at have et job i Danmark. Både fordi det giver flere økonomiske muligheder, men også fordi jeg gerne vil bidrage til samfundet. Jeg ville hurtigt blive træt af at gå derhjemme og modtage offentlig forsøgelse,« siger han.

I Danmark har det i mange år været en politisk kerneprioritet på tværs af partiskel, at de flygtninge, der kommer til Danmark, skal komme i arbejde ligesom Maung Win. Det er, lyder argumentet, både godt for økonomien, men så sandelig også for integrationen i bredere forstand, fordi et almindeligt arbejde vil være en nøgle, som flygtninge kan bruge til at blive en del af det danske samfund, og som kan mindske risikoen for, at man ender i belastede boligområder eller krimininalitet.

Men en ny og omfattende analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) tegner et klart billede af, at den politiske målsætning om at få flygtninge i job har slået grueligt fejl. Konkret har DA undersøgt, hvor mange af de 7.700 flygtninge, der kom til Danmark mellem år 2000 og 2003, som er i beskæftigelsen ti år senere, altså fra 2010 til 2013.

Konklusionen er, at det kun er hver fjerde, der ti år efter ankomsten til Danmark har et arbejde. Og de tal er meget alarmerende, mener DAs adm. direktør, Jørn Neergaard Larsen.

»Det er katastrofalt, at vi er så dårlige til at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked. Det er hverken i orden i forhold til vores flygtninge, og som samfund har vi simpelthen ikke råd til at overlade denne gruppe til overførselsindkomster. De danske myndigheder har virkelig svigtet,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Det er uvist, hvor meget indvandrere med flygtningebaggrund specifikt koster den danske statskasse hvert år. Men underskuddet generelt for ikke-vestlige indvandrere, hvoraf mange har flygtningebaggrund, er ifølge en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed på hele 16,6 milliarder kroner. Til sammenligning bidrager de vestlige indvandrere ifølge analysen derimod med 3,8 milliarder kroner.

I regeringen mødes den lave beskæftigelse blandt flygtninge derfor også med stor alvor. Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, kalder det for »en falliterklæring« at så få er i job efter så mange år, mens beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) kalder det for »dybt skræmmende«.

»De her tal vidner i uhyggelig grad om, at vi slet ikke har gjort det godt nok i Danmark, når det gælder integrationen. Det er til stor skade for både flygtningene og samfundet. At forstå det danske samfund udleves først og fremmest ved at være en del af arbejdsmarkedet, og er man ikke til stede, skaber det på alle måder en dårlig spiral,« siger Dam Kristensen.

Det er specielt kommunernes håndtering, der har slået »fuldstændig fejl«, påpeger adm. direktør fra DA, Jørn Neergaard Larsen. Nyankomne flygtninge bliver ifølge ham overladt for meget til sig selv og ender således ofte med at finde sig til rette med offentlig forsøgelse, da ydelsen typisk overstiger, hvad flygtninge har været vant til. Derfor mener han, at der er behov for nye reformer, der skal sikre, at flygtninge bliver bedre stillet ved at forlade offentlig forsøgelse og få et arbejde.

»Det er dybt bekymrende, at vi har verdens mest lukrative kontanthjælpssystem. Hvis vi skaber en større en større afstand mellem kontanthjælpsydelser og den danske mindsteløn, vil det selvfølgelig være lettere for kommunerne at overbevise flygtninge om, at en tilværelse med et arbejde altså er bedre end at være outsider,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Allerede i 2002 forsøgte den daværende VK-regering at få flere flygtninge i arbejde ved at indføre en lav starthjælp. Beløbet var omkring halvt så stort som den hidtidige kontanthjælp, og den lavere ydelse fik derfor en blandet politisk modtagelse. For på den ene side fik man flere flygtninge i job, men den økonomiske ulighed voksede samtidig. Noget af det første, SRSF-regeringen gjorde efter valget i 2011, var derfor at afskaffe det, de døbte »fattigdomsydelserne«, hvoriblandt starthjælpen blev talt.

Torben Tranæs, forskningschef- og professor ved Rockwoll Fondens Forskningsenhed, deler Jørn Neergaard Larsens opfattelse af, at økonomiske incitamenter har en effekt i forhold til at få flere flygtninge i job. Han understreger dog, at det blot er en del af løsningen på »det store problem«.

»Der er behov for at tænke indsatsen helt forfra og lære af andre lande. Men det er vigtigt at huske på, at mange flygtninge har sparsomme kvalifikationer med sig og ofte traumer i deres psykologiske rygsæk, så der er en grænse for, hvor langt vi kan nå med beskæftigelsen,« siger han.

Anika Liversage, der forsker i etniske minoriteter på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), hæfter sig først og fremmest ved tidligere undersøgelser, der generelt viser, at økonomiske incitamenter ikke har en særlig stor effekt. Årsagen til flygtningenes manglende fodfæste skal i stedet findes på det danske arbejdsmarked.

»Vi kan se, at en stor gruppe af de flygtninge, der kommer hertil, ikke er i nærheden af de kvalifikationer, som de fleste arbejdsgivere efterlyser. De skal både kunne mestre det danske sprog og gøre sig fortjent til en høj mindsteløn. I vidt omfang er det efterspørgslen, der mangler på disse folks arbejdskraft,« siger hun.

Når en flygtning får opholdstilladelse i Danmark, skal han eller hun deltage i et treårigt integrationsprogram, som den enkelte kommune har ansvaret for. Integrationsprogrammet fastsættes individuelt i en kontrakt mellem flygtningen og kommunen, men skal blandt andet indeholde danskundervisning samt en »introduktion til det danske samfund«, ligesom det kan indeholde virksomhedspraktik eller jobtræning. Alt sammen med det klare formål at bringe den enkelte indvandrer tættere på det danske arbejdsmarked.

Integrationsindsatsen kostede alene i 2013 staten 1,15 mia. kr., men noget tyder nu på, at de penge ikke bliver brugt på acceptabel vis. I en næsten dugfrisk analyse fra Rigsrevisionen, som blev offentliggjort i sidste uge, konkluderes det således på baggrund af en stikprøveundersøgelse, at landets kommuner i 65 pct. af tilfældene har brudt loven, når de har tilrettelagt et integrationsforløb for en flygtning. Lovbruddene fra kommunerne består i, at der »hverken var mål for uddannelse eller beskæftigelse«. Rigsrevisionen nåede også frem til, at kommunernes tilsyn med kvaliteten af danskundervisningen er mangelfuld.

»Ekstremt alvorligt«, mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mens beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen synes, at Rigsrevisionens arbejde »beviser«, at integrationsindsatsen har fået lov at sejle for længe. Samme melding lyder fra Venstres næstformand, Kristian Jensen, der også erkender, at VK-regeringen har et medansvar.

»Vi skulle have fulgt bedre op på den integrationsplan, som vi satte i værk. Det viser sig jo, at den ikke bliver brugt, som den var tænkt. Der var ikke et målrettet fokus på uddannelse og arbejde, og det burde vi selvfølgelig have opdaget tidligere,« siger Kristian Jensen, der frygter, at historien gentager sig, hvis ikke man tager nye redskaber i brug.

En enig borgerlig opposition har derfor også bebudet, at de vil indføre et »moderne kontanthjælpsloft«, hvis de vinder regeringsmagten ved næste valg. Det svæver dog stadig i det uvisse, hvordan de konkret ønsker at skrue et eventuelt nyt system sammen.

Ved årets indgang bebudede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin nytårstale, at regeringen ville »undgå fortidens fejl« og ændre vilkårene for flygtninge og indvandrere på kontanthjælp, så de skal arbejde mere for ydelsen på en »rigtig« arbejdsplads eller i form af nyttejob.

»Hvis du kommer til Danmark, skal du selvfølgelig arbejde. Du skal bruge det, du kan. Du skal lære sproget og ud blandt danske kolleger,« sagde Helle Thorning-Schmidt og understregede, at det var særlig vigtigt, da der for tiden kommer mange flygtninge fra især Syrien til Danmark. Alene i 2014 fik 6.110 flygtninge asyl i Danmark.

Regeringen vil derfor komme med et udspil på flygtninge- og integrationsområdet, som blandt andet skal understøtte kommunernes modtagelse og integration af flygtninge og familiesammenførte. Ifølge centrale kilder vil udspillet formentligt allerede blive præsenteret inden for få uger.

Og her vil regeringen ifølge økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard, tage »livtag« med problemet.

»Der er brug for et fundamentalt opgør med den måde, vi modtager flygtninge på, således at vi holder op med at betragte dem som en pestilens, der skal håndteres, og i stedet ser dem som en ressource, som vi fra første dag skal møde med de samme krav, forventninger og muligheder, som vi møder danske medborgere med,« siger han. Tilbage i Holbæk kan Maung Win godt se behovet for politiske reformer, som skal styrke jobmulighederne for flygtninge, selvom han selv er en af dem, der faktisk har fået et arbejde. Men udover politiske ændringer mener han også, at flygtninge selv skal tage et større ansvar.

»Det er kun den enkelte flygtning, der i sidste ende bestemmer, hvor meget han eller hun er indstillet på at lære sproget og komme i arbejde. Man skal undgå at søge for specifikt og sige ja til enhver jobmulighed, for det er bedre end ingenting. Ellers når vi ingen vegne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.