Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Marokko afviser S-forslag om dansk modtagecenter

Tunesien og Marokko siger nej til S-forslag om at placere modtagecenter for spontane asylansøgere hos dem.

Socialdemokratiet har foreslået et stop for spontan asylsøgning i Danmark. I stedet kan asylsøgere sendes til lejre i eksempelvis Nordafrika. Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Socialdemokratiet har foreslået et stop for spontan asylsøgning i Danmark. I stedet kan asylsøgere sendes til lejre i eksempelvis Nordafrika. Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Marokko siger som det andet afrikanske land nej til et socialdemokratisk forslag om at huse et dansk modtagecenter for spontane asylansøgere.

Det skriver den marokkanske ambassade i Danmark i en mail til DR P1.

- Kongeriget Marokko har altid afvist at huse flygtningelejre eller centre på sit område, står der ifølge DR.

Forslaget er en del af Socialdemokratiets udspil til et nyt asylsystem med navnet "Vi skal hjælpe flere og mere", som blev præsenteret mandag.

Her foreslog S et stop for spontan asylsøgning i Danmark.

Det skal altså ikke være muligt at rejse til Danmark og bede om asyl, hvorefter man indkvarteres på dansk jord, mens ansøgningen behandles.

I stedet kan asylsøgere sendes til lejre i eksempelvis Nordafrika.

Her skal de vente på en afgørelse, hvorefter de bliver sendt til en FN-flygtningelejr.

Socialdemokraterne har dog ikke sat navn på de lande, som kunne være oplagte kandidater til at huse modtagecentrene.

Tirsdag takkede Tunesien nej til forslaget. Og dermed indsnævres feltet af mulige lande, skriver DR.

Der er nemlig ikke mange nordafrikanske nationer, som ifølge eksperter lever op til Socialdemokratiets krav om stabilitet og demokratisk valgte ledere.

Det kan dog også være et andet tredjeland, som ikke er beliggende i Nordafrika.

- Vores udgangspunkt er, at der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering, og hvor det i øvrigt er et land, som eksempelvis på flygtningeområdet overholder de internationale aftaler.

- Men det er klart, at en bilateral aftale mellem Danmark og et land - eksempelvis i Nordafrika - kun kan indgås, hvis man sidder i regeringskontorerne, sagde S-formand Mette Frederiksen ifølge DR mandag.

Det bliver dog svært for Socialdemokratiet, selv hvis partiet får regeringsmagten, at gennemføre forslaget.

Sådan lød vurderingen mandag fra adjunkt på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, som forsker i aftaler om flygtninge med lande uden for Europa.

- I modsætning til lande som Frankrig, England og Tyskland har Danmark ikke koloniale relationer at trække på i Afrika, og landet har slet ikke den diplomatiske og politiske magt, som de andre lande måske har.

- Så det er ikke realistisk, at Danmark kan gå enegang, sagde han til Ritzau.

Og det bliver heller ikke let, tilføjede Martin Lemberg-Pedersen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.