Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lykketoft: Det ville hjælpe gevaldigt hvis flere tænkte som os

Socialdemokraternes ideologi er trængt. Det skyldes blandt andet, at man forsømte at forny den, da Socialdemokraterne stod stærkt i Europa i 90erne.

Mogens Lykketoft – foran et maleri af Thorvald Stauning – mener, at finanskrisen har haft stor indflydelse på de politiske partier og ideologier.
Mogens Lykketoft – foran et maleri af Thorvald Stauning – mener, at finanskrisen har haft stor indflydelse på de politiske partier og ideologier.

Mogens Lykketoft gør det klart fra begyndelsen:­ Han vil ikke hvirvles ind i den aktuelle strid om årsagen til den social­demokratiske krise. Formanden for Folke­tinget tager imod på sit store højloftede kontor i hjertet af Christiansborg. Han ved alt for godt, at der ikke skal meget til, før hans ord ligner en direkte eller maskeret kritik af regeringen. Det er fredag den 4. april, og der er kun én time til, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, skal stå ansigt til ansigt med sit kritiske bagland i Svendborg. Der er brand nok i den social­demokratiske bevægelse.

Emnet for interviewet er derfor lidt mere overordnet »socialdemokratismens krise«. Er den ideologi, der lå bag opbygningen af de europæiske velfærdsstater med tilhørende høje skatter og store offentlige budgetter, ved at dø ud eller på slingrekurs?

En ny bog, »Socialdemokratiske tænkere«, redigeret af Anders Dybdal, beskriver Socialdemokraterne og deres ideologiske ophav – fra Karl Marx til Joseph Stiglitz. I bogens eftertanke hedder det blandt andet: »Analysen hos danske politiske iagttagere er enslydende. Socialdemokratiet har en glorværdig fortid, men en usikker fremtid. Der er ikke længere noget politisk projekt eller nogle sammenhængende ideer, der adskiller sig markant fra modpartens.«

Mogens Lykketoft er en af de beskrevne »tænkere«. Som finansminister i 90erne var han med til at forny det danske Social­demokrati med arbejdsmarkedet og reformer som omdrejningspunkt. Senere kom finanskrisen, og Europa blev politisk blåt i de store toneangivende lande. Sparevejen vandt. Socialdemokratismen blev trængt i defensiven som svar på økonomiske kriser og døde efter nogens mening helt. Lykketoft mener, at der er behov for at tænke yderligere.­

»Vi er slet ikke færdig med at se, hvad konklusionerne bliver hos de politiske partier af finanskrisen. Vi er et underligt usikkert sted i forhold til, hvilken retning verden skal tage. Socialdemokrater ud over Europa burde tage en meget mere grundlæggende diskussion af, hvor det er, vi de seneste 35 år ikke har været nok i offensiven. Hele vejen fra Reagan og Thatcher og frem over finanskrisen til nu har vi socialdemokrater ikke har været gode nok til at sætte en anden dagsorden end de nyliberale og konservative kræfters om balancen mellem stat og marked, mellem fælles­skab og kapital,« siger Mogens Lykketoft.­

Men hvad gik der galt? Er det ikke så simpelt, at de europæiske social­demokratier ikke havde svaret på den stadig mere internationale­ økonomi?

»Når vi fik finanskrisen, var det efter min mening, fordi vi havde aflært og afviklet alt det, man satte ind med i 30erne for at undgå en ny finanskrise – afregulering, liberalisering af finansmarkederne og så videre. Jeg har også hørt fremtrædende borgerlige politikere, som mener, at vi skal bruge meget mere kraft på at få styr på de finansielle institutioner, som har kørt os ud over afgrunden.«

Men det lyder som et ret omfattende projekt, hvis den socialdemokratiske ideologi skal gentænkes globalt eller bare europæisk?

»Internationaliseringen på kapitalens side er langt stærkere, end den er på lønmodtagersiden. Almindelige menneskers side. Og det er den ubalance, man skal have forstærket fokus på. Og det betyder også, at man skal tænke på, hvor meget vi overhovedet kan udrette i nationalstaten. Hvordan kan vi få et mere positivt, konstruktivt og progressivt syn på Europa. I dag har vi set, at Europa ikke bare er en fordel, men også en nødvendig forudsætning for at løfte miljøstandard og den sociale standard.«

Men lige nu diskuterer vi voldsomt, hvilke rettigheder europæiske arbejdere skal have i Danmark. Det er vel ikke pokkers solidarisk?

»Det er udtryk for, at der er reelle problemer. Der er mange gode forklaringer på, at det kører op i en spids. Også det forestående valg til Europa-Parlamentet. Men det må ikke overskygge det europæiske projekts nødvendighed for Socialdemokraterne. Hvis ikke vi kan få de samfundsmæssige rammer, som vi brugte en meget stor del af det 20. århundrede på at opbygge i Danmark og i Norden til at være om ikke lige så stærke så rimeligt stærke på europæisk plan, så kan vi aldrig genskabe en form for balance mellem pengemagt og folkemagt.«

Men er du enig i, at der i dag ikke eksisterer et sammenhængende sæt af social­demokratiske ideer, der adskiller sig fra modpartens?

»Der er i hvert fald ikke nogen – det gælder både dansk og europæisk – total afklaring om, hvor vi skal sætte pælene ned. Det er den diskussion vi har brug for.«

Og derfor bliver I pressede?

»Vi har jo en diskussion, som kører hele tiden i undergrunden, som handler om, hvorvidt det danske velfærdssamfunds idé over­hovedet er levedygtig i de nye internationale omgivelser. Et af svarene på det er at sige: Vi har de sidste 50 år ment, at der var en masse job, som var så usselt betalt og havde så dårlige arbejdsvilkår, at vi kunne vælge dem fra. Og vi havde et ambitionsniveau, hvor vi var i stand til at løfte folks kompetencer op til et ordentlig job til en ordentlig løn. Det er velfærdssamfundets kerneidé. Og det holder stadig.«

Men er blevet udfordret?

»Når Claus Hjort Frederiksen taler om tyske lønninger og lavere skatter bliver gjort til den eneste måde, hvorpå vi kan forbedre konkurrenceevnen, så er det at sætte spørgsmålstegn ved, om vi kan opretholde den tanke­gang. Jeg ønsker at opretholde den. Tror jeg, at vi kan? Ja, det gør jeg.«

Men det betyder også, at en fornyelse af en socialdemokratisk ideologi er dybt ­afhængig af, at Socialdemokraterne står stærkt i andre lande?

»Man skal huske, at socialdemokraternes styrke i lande som Danmark og Tyskland ikke kun er afhængig af vores stemmeandel, men også af det, jeg lidt sarkastisk har kaldt vores civiliserende indflydelse på borgerligheden. Den model, vi har udviklet de seneste 50-100 år, er altid under beskydning, men der er fundamentale træk ved den, som Venstre, Konservative og dansk erhvervsliv ikke vil demontere.«

Findes der en nødvendighedens politik, som nogen i regeringen har formuleret det, når nu bindingerne er så udtalte – ikke mindst i forhold til den internationale økonomi?

»En nødvendighedens politik kan jo altid udformes på forskellige måder med forskellige resultater for fordelingen. Og det vil afhænge af forskellige koalitions­muligheder og flertal. Det er jo åbenbart, at det ikke er hele Socialdemokratiets program, der er skrevet ind i det nuværende regerings­grundlag. Der er nogle absolutte grænser for, hvor langt vi kan gå alene i en nedtrykt europæisk økonomi og så nogle politiske begrænsninger.«

Men så er der vel meget lidt plads til ­ideologier?

»Nej, det synes jeg ikke nødvendigvis. Men det er klart, at det ville hjælpe gevaldigt, hvis der var flere, der tænkte på samme måde som os blandt de store toneangivende lande i Europa.«

Den nuværende regering har jo givet skatte­lettelser og barberet velfærds­ordninger og sat stigningen i det offentlige forbrug ned. Mange tænker: Er det så ikke den blå vej – et ræs mod bunden?

»Jo, men jeg vil ikke gå ind i den diskussion. Jeg tror, erkendelsen lige nu – også i regeringen – er, at det ikke er den vej, man skal gå videre af. Det er klart, at man kan føle sig tvunget til at lave nogle defensive skatte­lettelser for at holde på og tiltrække udenlandske investeringer. Men man er jo nødt til hele tiden, før man går videre ad den vej, at gøre sig klart, at man skal vælge i forhold til at bruge pengene på en anden måde – for eksempel på at opkvalificere og uddanne, som vil have en større virkning på menneskers og samfundets konkurrencekraft.«

Grundtesen i bogen er, at et parti skal have en ideologi, men at Socialdemokraterne knap nok har en i dag?

»Jeg tror i høj grad, vi har brug for et sammen­tømret idegrundlag. Man skal aldrig gøre kompromiserne til det erklærede endemål, men man skal være i stand til at forklare, at de ikke stiller sig i vejen for de visioner og tanker og ideologier, man har, kan bringes videre på et tidspunkt. Den dialektik er utrolig svær, men utrolig nødvendig. Også for at alle de mennesker, der skal kæmpe for det, kan sige, at det kompromis var vi ikke så glade for og heller ikke det. Men der er en idé med det, og vi har ikke spærret vejen for os selv videre frem.«

Men er det på grund af kompromiserne, at så mange har svært ved at se, hvad der er det socialdemokratiske projekt?

»Jeg vil ikke gå længere ind i den diskussion, end jeg har været.«

Socialdemokratismen har en glorværdig fortid, men en meget usikker fremtid, påstås det. Eksisterer den overhovedet om 50 år?

»Det tror jeg, men vi kan jo se, hvordan folk bevæger sig meget mere letfodet mellem partier. Partierne er ikke altid så faste som tidligere. Man må have en meget bredere bås af folk, som vil diskutere med hinanden. Om hvordan det her velfærdssamfund er, og om hvordan vi kan bevare en udgave af det, der er lige så sympatisk, som det vi skabte.«

Men er du enig i, at ideologien er i krise.

»Det er da åbenbart, at hvor vi i anden halvdel af 90erne havde et flertal af lande i Europa med socialdemokratisk ledelse, og at vi har været på tilbagetog i en periode. Tyskland, England, Spanien, Italien, Portugal. Selv i Norge og Sverige er der borgerlig regering. I den forstand har bølgebevægelsen været imod os i et årti.«

Men der er dem, der vil sige, at den ikke kan fungere i en global markedsøkonomi, fordi den fælles europæiske socialdemokratiske overbygning netop ikke eksisterer?

»Ja, det er en del af vores udfordring. Vi – min generation – som stod i spidsen og var toneangivende for socialdemokratierne i Vesteuropa i 90erne forsømte at bruge en historisk set ualmindelig stærk platform til at udvikle en fælles holdning til, hvordan vi skulle gå videre. Blair. Schröder, Jospin, Prodi – alle de toneangivende lande havde socialdemokrater i spidsen. Men vi fik ikke forud for finanskrisen formuleret, hvordan man skulle undgå en sådan en. Set i forhold til, hvor stærkt vi stod i de enkelte lande, mener jeg godt, at vi med bagklogskaben kan sige, at det brugte vi ikke godt nok på at svare på de internationale udfordringer af fællesskabet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.