Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkke skal forklare sig efter ny ballade om Løkkefonden

Nye afsløringer om Løkkefonden får oppositionen til på ny at kræve en forklaring af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (arkivfoto)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (arkivfoto)

»Det er meget interessant, at det nu kommer frem, at erhvervsfonde tilsyneladende gennem Løkkefonden kan "bestille" statsministeren. Der er i direkte konflikt med statsministerens hidtidige påstande,« siger socialdemokratiets folketingsmedlem Simon Kollerup.

Enhedslistens demokratiordfører Maria Reumert Gjerding er heller ikke i tvivl om, at de nye oplysninger strider imod, hvad Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt både i Folketinget og i medierne.

»I mine øjne er det stik modsat, hvad han tidligere har sagt. Vi har et demokratisk problem, hvis man på den måde kan købe sig til statsministerens opmærksomhed,« siger Maria Reumert Gjerding.

BT kan nu afdække, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) imødekom et ønske fra en af Løkkefondens donorer om at deltage i en ceremoni.

Hidtil har Lars Løkke Rasmussen ellers forklaret, at man ikke kan købe adgang til ham, og at Løkkefonden ikke har noget at gøre med hans politiske virke.

Efter den erhvervsdrivende fond Lauritzen Fonden havde doneret 1.3 mio. kr. til Løkkefondens projekter om afholde akademier for fagligt udfordrede drenge, skrev Løkkefondens fundraiser i august 2016 en e-mail til statsministereriet om den nye donor.

»Vi håber, de er en fremtidig fast giver,« skrev Løkkefonden og forklarede, at Lauritzen Fonden havde ytret et meget stort ønske om massiv presseomtale - meget gerne med statsministeren. Derfor spurgte Løkkefonden, om statsministeren kunne deltage ved en åbningsceremoni af Løkkefondens akademi i Esbjerg.

Lars Løkke Rasmussen imødekom ønsket. Han dukkede endda op med et tv-hold fra DR, der fulgte i hælene på Løkke for at optage programmet »Indefra med Anders Agger - Statsminister«. Og som håbet blev Lauritzen Fonden også en fast giver. I 2017 donerede fonde, der bl.a. ejer rederiet J. Lauritzen A/S,  2.5 mio. kr. til »Løkkefonden Partnerskab«.

I avisen JydskeVestkysten kunne man efterfølgende læse, at Lauritzen Fonden fik opfyldt sit ønske om presseomtale.

»Lauritzen Fonden har bidraget med økonomisk støtte og samarbejdsvilje til DrengeAkademiet, og formanden for Lauritzen Fonden, Jens Ditlev Lauritzen, deltager i åbningen af campen,« skrev JydskeVestkysten.

Socialdemokratiet har allerede stillet spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen om en lignende sag omhandlende Løkkefonden. 14. marts kunne BT afdække, at Lars Løkke Rasmussen i sin rolle som statsminister sagde ja til at deltage i en ceremoni på Københavns Rådhus, efter den daværende venstreborgmester havde købt konsulentydelser af Løkkefonden til at starte Københavnerakademiet.

De spørgsmål skal Løkke svare på, når der onsdag 28. marts er spørgetid i Folketinget. Men nu kræver partiet igen en ny forklaring.

»De her nye oplysninger er i modstrid med, hvad statsministeren sagde på samrådet i Folketinget, og det er simpelthen meget alvorligt. Derfor bliver Lars Løkke nødt til at komme med en ny forklaring,« siger Simon Kollerup.

Maria Reumert Gjerding hæfter sig især ved den måde, Løkkefondens fundraiser argumenterer på i mailen:

»Der bliver decideret argumenteret med pengegaverne i forhold til at få statsministeren til at møde op. Det er ekstremt problematisk,« siger hun.

Her ses Løkkefondens mail til statsministerens assistent, der sendte mailen videre til statsministerens to ministersekretærer.
Her ses Løkkefondens mail til statsministerens assistent, der sendte mailen videre til statsministerens to ministersekretærer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.