Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkke nægter at forklare sin rolle i kvælstofsag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at dukke op i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og svare på spørgsmål om sin rolle i kvælstofsagen. I stedet vil han besvare enkelte spørgsmål skriftligt til et andet udvalg i Folketinget. DF er ikke tilfreds med Løkke og kalder kvælstofsagen for forkastelig.

De seneste oplysninger i kvælstofsagen trækker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tættere og tættere på det, eksperter vurderer som vildledende oplysninger til Folketinget. Bl.a. deltog hans topembedsmænd i centrale møder om landbrugspakken, ligesom et såkaldt kvælstofcover med kraftige advarsler om pakken findes i Statsministeriet.
De seneste oplysninger i kvælstofsagen trækker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tættere og tættere på det, eksperter vurderer som vildledende oplysninger til Folketinget. Bl.a. deltog hans topembedsmænd i centrale møder om landbrugspakken, ligesom et såkaldt kvælstofcover med kraftige advarsler om pakken findes i Statsministeriet.

De vil så gerne se ham, men han ønsker det virkelig ikke.

Nok engang afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at møde frem i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at forklare sin rolle i kvælstofsagen. Det fremgår af et skriftligt svar fra Lars Løkke Rasmussen til udvalget.

Flere juraprofessorer og eksperter i offentlig forvaltning vurderer ellers, at Folketinget er blevet vildledt og underinformeret om konsekvenserne af landbrugspakken. Kvælstofsagen har allerede ført til ministerfyring på Slotsholmen og EU-Kommissionen har varslet, at der kan komme sagsanlæg mod Danmark.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddeler nu, at han ikke møder op i Folketinget for at svare på spørgsmål. Statsministeren afviser helt at svare på spørgsmål om sin egen og Statsministeriets ageren i sagen med henvisning til, at der er tale om »regeringsinterne forhold«.

I stedet vil statsministeren besvare to generelle spørgsmål om sin tilsynspligt over for ministrene skriftligt og kun til Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget, et udvalg, som bl.a. fastlægger Folketingets arbejde.

»Der er dog min vurdering, at der er tale om et emne, som bør drøftes med Udvalget for Forretningsordenen til skriftlig besvarelse,« skriver Lars Løkke Rasmussen i et brev til Miljø- og Fødevareudvalget.

Statsministeren var indkaldt i såkaldt samråd af rød blok, efter at Berlingske i den forgangne uge fortalte, at regeringstoppen og Statsministeriet vidste betydeligt mere om problemerne med blå bloks landbrugspakke, end Folketinget fik oplyst.

»Dette er under ingen omstændigheder tilfredsstillende,« siger Pia Adelsteen (DF), formand for Miljø- og Fødevareudvalget.

»Da Helle Thorning var statsminister, havde vi en sag om Christiania, hvor Venstre og Dansk Folkeparti indkaldte hende i samråd. I det mindste stillede hun op. Nu har vi en sag, hvor der er forskellige oplysninger, og retorikken er anderledes mellem ministrene og Folketinget. Statsministeren bør komme og svare på spørgsmål. Partierne vil gerne vide, hvad der er foregået.«

Pia Adelsteen mener generelt, at den seneste udvikling i kvælstofsagen er kritisabel:

»Sagen er forkastelig. Vi forsøger som lovgivere at gøre det så godt, vi kan, og så skal vi have så gode oplysninger som muligt. Denne situation er ikke i orden.«

For en uge siden kom det frem, at flere topministre i regeringens Økonomiudvalg og topembedsmænd i Statsministeriet allerede i december 2015 blev orienteret om, at der var en »betydelig risiko« for EU-kritik, når man indregnede tidligere års miljøgevinster i regnskabet for landbrugspakken - det, opgøret på Christiansborg i særligt februar og marts handlede om. Udadtil har regeringen fastholdt og forsvaret denne metode. Men interne regeringspapirer, som Berlingske er kommet i besiddelse af, viser, at regeringen under forhandlingerne om landbrugspakken har kendt til talrige potentielle problemer med landbrugspakken uden at gøre Folketinget tydeligt opmærksom på dem. Eksempelvis kan der også opstå problemer med hele finansieringsmodellen bag landbrugspakken, fremgår det af regeringens egne notater.

Socialdemokraternes fødevare- og miljøordfører, Simon Kollerup, er utilfreds med statsministerens forklaring.

»Lars Løkke Rasmussens forsøg på at kalde dette interne regeringsanliggender holder ikke. Det er et spørgsmål om, at hans regering har vildledt Folketinget på det groveste, og at han har været vidende om det - og dermed formentlig accepteret det,« siger Simon Kollerup.

Kollerup henviser også til, at hans partifælle Helle Thorning-Schmidt i tiden som statsminister dukkede op til samråd i Folketinget i Christiania-sagen om den såkaldte nødløgn.

»Det understreger, at Lars Løkke Rasmussen skjuler noget, som ikke tåler dagens lys, når han har opfundet en så svag undskyldning for ikke at dukke op for Folketinget,« siger Simon Kollerup.

Flere sagkyndige har udtalt, at der er tale om egentlig vildledning af Folketinget. Juraprofessor Michael Gøtze har vurderet, at helt centrale problemer i landbrugspakken er blevet undertrykt og underspillet over for Folketinget. Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen vurderer ligeledes, at det er et helt andet indtryk, regeringen videreformidler til Folketinget. Professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen taler om tilbageholdelse af væsentlige oplysninger, mens lektor i offentlig ret Sten Bønsing vurderer, at væsentlige oplysninger er tilbageholdt. Samtlige partier i Folketinget uden om regeringen - på nær Liberal Alliance - oplever, at regeringen har tilbageholdt centrale oplysninger. Folketingets formand, Pia Kjærgaard (DF), har udtalt, at regeringen får sendt et skidt signal.

Det er tidligere kommet frem, at flere ministre, heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen, og en række topembedsmænd var dybt involveret i landbrugspakken allerede fra efteråret 2015, men først i den forgangne uge kom det frem, hvor meget regeringstoppen faktisk vidste om pakkens problemer uden at videreformidle det til lovgiverne i Folketinget.

Enhedslistens Maria Reumert Gjerding kalder Løkkes svar for mangel på respekt for Folketinget.

»Folketinget er blevet vildledt, statsminister Lars Løkke Rasmussen vidste det og greb ikke ind. Befolkningen har krav på at vide hvorfor,« siger hun.

De Radikales Ida Auken henviser også til, at Helle Thorning-Schmidt på opfordring af Venstre mødte frem i samråd: »Man kan ikke køre med dobbelte standarder. Dette er meget ufint,« siger Ida Auken.

Lisbeth Bech Poulsen fra SF vurderer det som »en ekstremt alvorlig sag.«

»Den kan Løkke ikke få til at gå væk ved at stikke hovedet i busken. Han må mande sig op, tage ansvaret på sig og forklare sig over for Folketinget,« siger hun.

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, ønsker ikke at kommentere sagen. Han henviser til Statsministeriet. Statsministeriet henviser til brevet til Miljø- og Fødevareudvalget og har ikke yderligere kommentarer.

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.