Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkke nægter at drøfte landbrugspakke i folketingssalen

Statsministeren nægter at svare på spørgsmål om landbrugspakken i folketingssalen »af principielle grunde«.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at hans indblanding i landbrugspakken kommer Folketinget ved, ligesom at han heller ikke mente, at han havde grund til at udtale sig om den omdiskuterede pakke over for Miljø- og Fødevareudvalget i sidste uge.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at hans indblanding i landbrugspakken kommer Folketinget ved, ligesom at han heller ikke mente, at han havde grund til at udtale sig om den omdiskuterede pakke over for Miljø- og Fødevareudvalget i sidste uge.

København: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at hans indblanding i den omdiskuterede landbrugspakke vedrører Folketinget. Derfor møder han ikke op og svarer på spørgsmål om den omdiskuterede pakke i folketingssalen onsdag.

Her var statsministeren indkaldt til spørgetid, men i et brev til Folketingets formand, som Ritzau er i besiddelse af, meddeler Løkke, at han "af principielle grunde ikke finder anledning til at besvare spørgsmål vedrørende regeringsinterne forhold".

Løkke angav samme årsag, da han mandag i et brev til Miljø- og Fødevareudvalget meddelte, at han ikke har tænkt sig at møde op til et samråd om landbrugspakken.

Det er Socialdemokraternes landbrugsordfører, Simon Kollerup, der har stillet spørgsmål til statsministeren, efter at Berlingske har skrevet, at Løkke selv deltog i møder med de embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet, der sad med landbrugspakken.

Simon Kollerup ærgrer sig over Løkkes afbud:

»Det øger mistanken om, at Lars Løkke har noget at skjule om landbrugspakken. Det kommer til at ligne en regeringstop, der forsøger at lægge låg på en gryde i fuld kog,« siger han.

Løkke henviser til »regeringsinterne forhold«. Er det ikke fair nok, at regeringen har lidt albuerum til at kunne udforme sin politik?

»Jeg synes, det lyder som en årsag, der er opfundet til lejligheden. Regeringen står i en alvorlig problemstilling med landbrugspakken: Der er givet forkerte oplysninger til Folketinget, en minister er røget, landmændenes penge er på spil i EU,« siger Kollerup.

Socialdemokraterne og Enhedslisten har også stillet spørgsmål til fire andre ministre, som også skulle have haft fingrene nede i landbrugspakken. Men de har ligesom Løkke meldt afbud med henvisning til »regeringsinterne forhold«.

Det gælder transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V), erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) samt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Det er under al kritik, mener Enhedslistens landbrugsordfører, Maria Reumert Gjerding, der pointerer, at sagen drejer sig om vildledning af Folketinget og »et dybt manipuleret miljøregnskab«.

»Derfor er det helt rimeligt, at vi beder ministrene stille op og svare på, hvad de vidste, og hvor involverede de har været i den del, der handler om vildledning,« siger Maria Reumert Gjerding.

Miljø- og fødevareministeren er også indkaldt til samråd i sagen, og her vil Socialdemokraterne og Enhedslisten forsøge at få svar på, hvordan statsministeren har været involveret i sagen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.