Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkke i kvotesamråd: Mine oplysninger til Folketinget har været »korrekte og fyldestgørende«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser urent trav i sagen om de såkaldte kvotekonger. Mine oplysninger har været "korrekte og fyldestgørende", siger statsministeren under ministeransvar.

Åbent samråd i Miljø- og Fødevareudvalget om statsminister Lars Løkke Rasmussens relation til kvotekonger. På billedet ses han kort før samrådet.
Åbent samråd i Miljø- og Fødevareudvalget om statsminister Lars Løkke Rasmussens relation til kvotekonger. På billedet ses han kort før samrådet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at han har ladet sin politik styre af forholdet til store fiskere, som blandet andet har givet donationer til den velgørende fond Løkkefonden og et sommerhusophold i Skagen.

Tidligere har statsministeren på et samråd tydeligt signaleret, at han ikke havde noget forhold til de såkaldte kvotekonger, og at hans forhold til den kendte storfisker John-Anker Hametner ikke havde nogen relation til sit politiske virke.

De oplysninger er blevet kraftigt udfordret af en række artikler bragt i Ekstra Bladet de seneste uger. Avisen har beskrevet, hvordan statsministeren har taget imod et sommerhusophold i Skagen fra John-Anker Hametner og deltaget i en firmafest hos samme storfisker. John-Anker Hametner har gennem en årrække taget initiativ til at indsamle mere end en million kroner til velgørenhedsfonden LøkkeFonden, som statsministeren har stiftet.

»Det er min klare opfattelse, at de oplysninger jeg gav på det pågældende samråd var både korrekte og fyldestgørende,« sagde statsministeren i sin indledende kommentar.

Om sit forhold til den pågældende storfisker forklarede Lars Løkke Rasmussen, at »der har i hvert fald ikke været tale om en relation mellem mig og den pågældende eller andre fiskere for den sags skyld, der på nogen måde har været styrende i forhold til mit virke som statsminister.«

Løkke afviser at svare

Statsministeren var blandt andet indkaldt i samrådet for at svare på, om han gav korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget om sine relationer til de såkaldte kvotekonger på samrådet 9. november 2017.

Statsministeren har dog afvist at svare på fem ud af seks stillede samrådsspørgsmål. Årsagen er, at de sidste fem spørgsmål omhandler gaver og ydelser, Lars Løkke Rasmussen måtte have modtaget fra de såkaldte kvotekonger. Statsministeren afviser disse spørgsmål med henvisning til, at der ikke kan stilles spørgsmål om private forhold til en minister.

To juraprofessorer har dog afvist denne argumentation over for Berlingske, da sagerne klart har samfundsmæssig interesse.

Ifølge juraprofessor og ekspert i stats- og forvaltningsret Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet skyldes det, at der er fremlagt oplysninger i sagen, som stiller spørgsmål ved Lars Løkke Rasmussens habilitet, og hvorvidt han har haft sammenfaldende interesser med kvotekongerne.

»Der er rigeligt til, at det er i offentlighedens interesse at få afdækket og ikke er en privat sag,« har juraporfessoren udtalt.

På samrådet fastholdt Løkke dog, at han ikke vil svare på spørgsmålene.

»Det skyldes, at de helt oplagt ikke vedrører min ministergerning,« sagde statsministeren kort.

Han fastholdt dog, at det ikke var en fejl, da han oprindeligt undlod at nævne gaverne og goderne fra John-Anker Hametner, da han blev spurgt ind til sine relationer til kvotekonger på samrådet i efteråret.

»På samrådet nævnte jeg ikke, at jeg i anledning af en rund fødselsdag i 2014 modtog et sommerhusophold i Skagen,« erkendte Lars Løkke Rasmussen:

»På samrådet nævnte jeg heller ikke, at jeg havde deltaget i en firmafest en fredag aften i Aarhus, fordi Solrun (statsministerens hustru, red) havde modtaget en invitation i hendes kapacitet af formand for Løkkefonden.«

»Burde jeg have nævnt de ting eller andre konkrete situationer, hvor jeg har truffet denne eller andre? Nej, det mener jeg ganske enkelt ikke er en rigtig målestok at trække ned over tingene,« lød det fra statsministeren.

Han understregede, at samrådet 9. november netop ikke handlede om hans forhold til kvotekongerne, men havde et andet emne. På samrådet ønskede statsministeren blot at understege, at forholdet til storfiskerne ikke var styrende for »mit virke som statsminister«.

»Ulækkert og uværdigt«

Ekstra Bladets afsløringer står umiddelbart i kontrast til de tidligere udsagn, Lars Løkke Rasmussen er kommet med. På samrådet 9. november 2017 sagde han:

»Og så vælger jeg så at overhøre denne her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag denne upassende bemærkning.«

På samrådet i efteråret 2017 erkendte Løkke dog, at han kendte en fisker fra Thyborøn – formentlig storfiskeren John-Anker Hametner – fordi han havde henvendt sig til Løkke for at foreslå et fælles torskegilde, som endte i et velgørenhedsarrangement for Løkkefonden. Torskegildet har siden været en fast årlig tilbagevendende begivenhed. Løkke understregede, at hans relation til John-Anker Hametner »ikke har noget med mit virke som statsminister at gøre«.

For godt en uge siden gentog Lars Løkke Rasmussen i et tv-interview:

»Jeg har ikke nogen relation til kvotekonger i almindelighed, og slet ikke nogen relationer, som er styrende for mit politiske arbejde, overhovedet.«

På onsdagens samråd forklarede Lars Løkke Rasmussen, at han oprindeligt var blevet pikeret over, at der nedenunder spørgsmålene om hans relationer til kvotekonger ligger en antydning af, at han skulle lade sig styre politisk af kvotekongerne. Og det var derfor, han oprindeligt kort redegjorde for sit forhold til de store fiskere på samrådet i efteråret.

»Det er lige præcis den antydning, som jeg i det tidligere samråd blev ret pikeret over. Måske også så pikeret, at jeg kom til at virke irriteret eller utålmodig. Og det vil jeg da gerne beklage over for udvalget,« sagde Løkke på dagens samråd.

Stor politisk sag

Politisk er Lars Løkke Rasmussens ageren i sagen også interessant. Årsagen er, at et politisk flertal på Christiansborg i 2017 oplevede, at daværende minister for fiskeriet Esben Lunde Larsen (V) var en stopklods for at komme igennem med stramninger over for kvotekongerne.

Forløbet endte med en meget stor næse til ministeren for at tilbageholde oplysninger, og han måtte give en uforbeholden undskyldning til Folketinget.

På samrådet oplyste statsministeren, at han fandt Esben Lunde Larsens beklagelse »helt på sin plads«. Samtidig understregede Lars Løkke Rasmussen, at han ikke har haft »nogen viden om«, at Folketinget dengang »ikke fik viderebragt de oplysninger«.

Mødtes med fiskere

Centralt i sagen står også et møde, som Løkke holdt med en række fiskere - herunder John-Anker Hametner – forud for et af de berømte torskegilder. Mødet blev holdt 31. januar 2016.

Her mødtes Lars Løkke Rasmussen ifølge Berlingskes oplysninger med fiskere og talte om problemer med store udsving i tobiskvoterne. Forud for mødet blev statsministeren klædt på og fik tilsendt baggrundsmateriale fra Miljø- og fødevareministeriet om tobisfiskeriet.

Spørgsmålet er, hvordan Lars Løkke Rasmussen både kan hævde, at hans relationer til John-Anker Hametner intet har med sit virke som statsminister at gøre, og samtidig mødes med storfiskeren og tale om problemer med fiskekvoter.

Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, der også var med til det omtale møde, har overfor netmediet Fødevarewatch omtalt mødet som et »impulsivt kaffemøde«.

Ordene står i stærk kontrast til det faktum, at Lars Løkke Rasmussens embedsmænd sammen med Miljø- og fødevareministeriets folk dagene forinden hjalp med at forberede mødet og sørge for opdatere regeringschefen med viden om tobiskvoter.

På samrådet afviste Lars Løkke Rasmussen dog, at der skulle være noget odiøst ved mødet.

»For mig var det en helt praktisk ting, at vi afholdt mødet i Thyborøn, når jeg alligevel var på de kanter,« sagde han.

Blot en ud af mange sager

Sagen om kvotekongerne er allerede ved at skrive sig ind i rækken af talrige dårlige sager for Lars Løkke Rasmussen. Tidligere har offentligheden måtte lægge øre til historier om forbrug af fadøl, tobak, taxature og hotelophold under dæknavn, ligesom en lang række rejser har trukket store overskrifter – ikke mindst GGGI-sagen om flyrejser på 1. klasse. For ikke at nævne tøjsagen om køb af blandt andet underbukser og habitter for 152.000 kroner på Venstres regning.

På nedenstående video gennemgår Radio24Syv en række af de sager, Lars Løkke Rasmussen har været viklet ind i:

I lighed med de tidligere sager er en række af Venstres topfigurer rykket ud i medierne med angreb på journalister og kritikere. Venstres mangeårige topfigur Claus Hjort Frederiksen gik tirsdag til angreb på Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen. Den mangeårige minister har omtalt anklagerne fra fiskeriordførerne som noget »svineri«.

»Det er et led i en smædekampagne mod Lars Løkke. Jeg kan bare konstatere, at det åbenbart er blevet melodien i Folketinget«, udtalte Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

På det sociale medie Twitter har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) skrevet, at »nok er nok« og kaldt angrebene mod Lars Løkke Rasmussen for »ikke rimelige«.

Herefter endte han i infight med den politiske kommentator David Trads, som finder kritikken fuldt berettiget.

Få overblik over tidsforløbet i kvotekongesagen herunder.

Læs mere om kvotekongesagen her.

Læs mere om baggrunden for samrådet her.

Læs mere om Berlingskes gravegruppe her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.