Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lene Espersen: Jeg kommer ikke til at savne det negative fokus på min person

Det var ikke en helt almindelig besked, der lå på Lene Espersens telefonsvarer en oktober-dag sidste år. I et stort interview fortæller hun om sin tid i og udenfor politik.

Lene Espersen træner til en minitriatlon sammen med sin mand. Arkivfoto: Erik Refner
Lene Espersen træner til en minitriatlon sammen med sin mand. Arkivfoto: Erik Refner

Hvordan bliver jeg headhuntet? Det er der sikkert mange, der gerne vil have svaret på. Om ikke andet skete det for Lene Espersen. Måske det handler om, at du skal  bruge dit netværk. Læs historien om, hvordan den tidligere minister fik sit nye job.

Det var ikke en helt almindelig besked, der lå på telefonsvareren den eftermiddag i oktober. Lene Espersen kørte i sin bil ad de fyraftenstravle veje hjem mod Dragør og havde hovedet fuld af dagens politiske sager og forhandlinger hos uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Beskeden kom fra headhunterfirmaet Odgers Berndtson, som helt kort nævnte, at de havde en »meget spændende stilling som direktør for en brancheorganisation, som lige præcis godt kunne bruge sådan en som dig«.

Lene ringede straks tilbage og fandt ud af, hvad det drejede sig om: Danske Arkitektvirksomheder havde brug for en skarp kommunikator, som kunne nå ud med arkitekternes synspunkter, tale bæredygtighed og arkitektfagets berettigelse. Og her var Lene Espersens kompetencer og ikke mindst netværk fra Christiansborg yderst interessant.

De aftalte et møde ugen efter, og allerede her begyndte hun at føle sig godt tilpas. Opgaverne lød spændende, og der var god kemi.

»Og samtidig går det pludselig op for mig, »hvad er det egentlig, jeg har gang i? Sidder jeg og taler om et nyt arbejde?!«

»De fleste danskere har jo prøvet at skifte job i flere omgange, men jeg nåede kun lige at arbejde et par år i det private erhvervsliv, inden jeg blev politiker – og i de 20 år, jeg nu har været politiker, har jeg mere opfattet det som et kald, jeg ikke kunne give slip på, og som har fyldt mit liv 24 timer i døgnet. Pludselig at sidde der og tale om at være målrettet inden for en bestemt branche var meget mærkeligt. De første par gange vi mødtes i al hemmelighed, følte jeg nok mest af alt, at jeg var utro mod mit parti.«

Man skal lære hele livet
Ikke desto mindre kørte hun efter et par møder hjem til sin mand, Danny Feltmann, og sagde, at det job bare lød så afsindigt spændende – og at hun mente, hun kunne blive rigtigt god til det.

»Nogle vil måske sige, at det er en meget egoistisk beslutning, men jeg har rundt regnet 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg har selvfølgelig spurgt mig selv, hvad det egentlig er, jeg vil bruge resten af mit liv til. Jeg kunne helt sikkert godt få nogle nye ministerposter – men ville det være nyt for mig?«

»Selvom det er virkelig ærefuldt både at være medlem af Folketinget og minister, så er det jo bare noget, jeg har prøvet i rigtigt mange år. Og jeg er bange for, at det ville blive lidt for meget af det samme. Jeg er helt overbevist om, at jeg stadig ville have haft energi og entusiasme og kløet på, men jeg spurgte selvfølgelig mig selv, om der var noget, jeg ville synes, var en større udfordring og mere spændende for mig.«

»Det var en skræmmende oplevelse at finde svaret, for jeg nåede faktisk frem til, at jeg hellere ville prøve kræfter med det nye job. Det skyldes nok, at det har ligget i mit baghoved, at den dag jeg kom i en situation, hvor jeg hellere ville noget andet, var det det rigtige tidspunkt til at sige farvel. Man skal ikke blive levebrødspolitiker. Det fortjener man ikke selv, og det fortjener folkestyret ikke.«

I medierne og på de sociale medier blev der sat spørgsmålstegn ved, om det virkelig kunne være et drømmejob, som hun kalder det. Lenes modsvar er, at der er masser af udfordringer at tage fat på som direktør i Danske Arkitektvirksomheder. Hun skal blandt andet sørge for, at vi i vores glæde over billige boliger ikke glemmer, at arkitekter kan noget andet end for eksempel ingeniører. Og at god arkitektur i sidste ende også gavner økonomien for danskere, bygherrer og virksomheder.

»Og så ligger der et kæmpe potentiale i forhold til eksport. De havde simpelthen brug for en, der kunne gå ud og kæmpe for deres synspunkter, og det vil jeg mene, at jeg er ret så trænet i.«

»Jeg er især drevet af en ting: Man skal lære hele livet. Man skal simpelthen opleve, at ens indlæringskurve går opad. Man må aldrig stille sig tilfreds med der, hvor man er. Man skal blive dygtigere.«

Hårdt at miste sin far
Lene Espersen var 29 år, da hun blev valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, hun har været vicestatsminister, Danmarks første kvindelige udenrigsminister og en af de længst siddende justitsministre. Og da henvendelsen fra Danske Arkitektvirksomheder kom, var hun nyudnævnt politisk ordfører under De Konservatives nye formand, Søren Pape.

Men hun har altid svoret, at hun kun ville blive ved, så længe, det var sjovt – ellers er arbejdet i demokratiets højborg en alt for høj pris at betale, mener hun.

Den største krise politisk set indtrådte vel nok i 2010, da Lene Espersen røg ud i den såkaldte »Ferie-Lene«-sag, som endte med, at hun måtte trække sig som formand for partiet, fordi hun havde meldt afbud til et møde med USA's daværende udenrigsminister, Hillary Clinton. For at holde ferie med sin familie.

»Folk har spurgt mig, hvordan i alverden jeg har kunnet holde til det, jeg har været igennem. At blive jagtet sådan. Og det skyldes dels, at jeg har en familie, der altid bakker mig op, men også at jeg igennem alle dage har troet på mig selv. Jeg føler ikke selv, at jeg er selvglad, men jeg har stået fast på det, som, jeg selv syntes, var rigtigt.«

»Jeg har arbejdet så meget med det at få kritik, at jeg nok har haft et tykkere lag teflon end mine nærmeste – min familie og mine søskende, som har haft det rigtigt svært og følt, at jeg har fået en døduretfærdig behandling. De har været komplet uforstående, fordi de vidste, hvor meget jeg arbejdede. Det kommer jeg selvfølgelig ikke til at savne – det negative fokus på min person.«

»Jeg er sikker på, at hvis min far stadig havde levet, ville han have været jublende lykkelig over, at jeg stoppede i politik.«

Lene Espersen mistede sin far i 2011. Han døde efter et meget kort forløb med kræft i leveren, fordi han takkede nej til livsforlængende behandling og selv ønskede, at det skulle gå stærkt. Så da mulighederne slap op på hospitalet, tog Lene, hendes mor og to søstre ham med ud til forældrenes sommerhus tæt på Hirtshals. Og her passede de ham, indtil han sov ind på Kristi himmelfarts aften – præcis da solen ramte vandet, husker Lene.

»Det var simpelthen så mærkeligt. Men meget smukt. Samtidig føles det som det mest uretfærdige i verden – at miste sin far, når han kun var 68 år gammel. Jeg mistede mine bedsteforældre meget pludseligt og var ikke hos dem, da det skete. Det føltes så mærkeligt uforløst, at de pludselig bare var revet væk, så det var virkelig rart at få sagt ordentligt farvel til min far.«

»Vi havde en masse kasser med gamle billeder, som vi hængte op og viste ham, vi hørte musik og var bare omkring ham. Det gjorde en kæmpe forskel. Jeg har fred i sindet, for jeg ved, at min far fik den død, han gerne ville have.«

»Men vi savner ham utroligt meget. Det er hårdt – især at han ikke kommer til at opleve børnene store. Jeg tænker rigtigt meget på ham og på alt det, han har lært mig igennem livet.«

»Vigtigst af alt, at man skal være mod andre, som man ønsker, andre skal være over for en selv. Så selvom folk måske nogle gange er gået lidt hårdt til mig, så har jeg i hvert fald forsøgt ikke at give igen af samme skuffe. Og så har han altid sagt til mig, at jeg skulle være ærlig, så jeg altid kunne se sig selv i spejlet.«

Stolt familiedynasti
Faren var tredje generation, der drev en fiskeeksportvirksomhed i det nordjyske. Det var Lenes oldemor, Dorthea – en skrap, cigarrygende dame – der grundlagde virksomheden tilbage i 1920'erne og som den første eksporterede fisk ud af Danmark. Firmaet gik i arv, først til bedstefaren og siden til Lene Espersens far. Og Lene selv kom til verden, mens forældrene endnu var meget unge og uden så mange midler. Derfor boede de på et værelse i kælderen hos Lenes farmor og farfar i Hirtshals.

»Det var en hård start for min mor. Min far rejste et halvt år til Italien, netop som jeg var blevet født, for at komme i lære hos en fiskeeksportør og lære sig italiensk. Hendes egne forældre kunne hun ikke være hos. Min mormor arbejdede på fabrik, og min morfar var chauffør – min farmor var til gengæld hjemmegående husmor.«

Siden byggede forældrene sig et klassisk etplans-60'er-hus i gule mursten i Islandsgade i Hirtshals, som blev rammen om den lille familien Espersen, der 16 måneder efter Lenes fødsel blev udvidet med Marie Louise og yderligere seks år efter med Anne Sofie.

Folk i byen kaldte dem »de fine« og faren for »direktøren«, men økonomien svingede op og ned. Så fra at have kørt rundt i mørkeblå Volvo Amazone og rød BMW måtte de pludselig sælge sommerhuset i Tversted, fordi firmaet havde brug for pengene. Alligevel tænker Lene i dag, at de aldrig manglede noget, og forældrene gjorde alt for, at deres tre piger havde det godt.

Man skal huske sin familie
Nu er Lene Espersens barndomshjem i Islandsgade overtaget af lillesøster Marie Louise og hendes mand, Jan. Og efter 46 års ægteskab har hendes mor skullet vænne sig til pludselig at være alene. Så hver morgen ved 8-tiden ringer Lene til sin mor, og bliver telefonen ikke taget, ringer hun til næste led i kæden, som netop er lillesøster Marie Louise.

»Det er rigtigt vigtigt, at man som børn giver sig tid til at tage sig endnu mere af den forælder, der er tilbage. Min mor har klaret det utroligt flot. Hun jokede altid med, hvad min far egentlig fik dagen til gå med – »han laver jo ingen verdens ting!«. Men nu er hun begyndt at forstå, at der er så mange ting, han ordnede, som hun ikke har noget begreb om overhovedet.«

»Man skal huske sin familie. Vi har en tendens til, at tiden går, og man har venner, der skal passes, og man har travlt, og der er en masse, man skal tage stilling til, men man skal altså huske familien.«

Det har Lene Espersen lært af især sin farmor, som helt fra børnebørnene var små var eminent til at samle tropperne. Hver sommer insisterede hun på at samle sine seks børnebørn. De fik straks ved ankomst, på bedste spejderlejrmaner, uddelt hver deres farve, som gjaldt tandbørste, håndklæde og to klude – en til halen og en til hovedet. Og så måtte de ellers selv holde styr på farverne.

»Der fik vi lov til at boltre os på stranden, vi spiste Mariekiks og vandmelon, grillede og kom megasent i seng. Og til sankthans byggede vi et kæmpe bål af alle min bedstefars fiskekasser, og så blev der spist krabbekløer og jordbær. Det var liv og glade dage.«

Men det kræver benhård vilje og kalenderlogistik at de stærke familiebånd skal bestå. Det ved både Lene og hendes mand.

»Vi er meget strukturerede. Vi lægger simpelthen ind i kalenderen, at vi skal huske at være sammen med familien, besøge Dannys forældre og min mor og se vores søskende. Og så tager vi mine svigerforældre og min mor med ud at rejse en gang om året, hvor vi giver, så de kan være sammen med deres børnebørn. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man prioriterer at være sammen med sine forældre og værdsætte dem, for pludselig en dag er de der ikke mere eller har måske fået demens.«

Ingen au pair, tak
Det er da også det store fokus på familien, der gør, at der ikke på noget tidspunkt er rykket en au pair ind i huset i Dragør.

»Hvis vi havde haft en au pair, ville det have været meget nemmere at træffe en masse valg, hvor vi satte os selv først. Så var det bare endt med, at vi begge havde arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne og var kommet hjem klokken halv ti hver aften. Og jeg synes, det er rigtigt vigtigt, at man især tænker over, at man har ansvaret over for sine børn og prøver at nyde nærværet med dem.«

Det har aldrig været nogen nem kabale at få det hele til at gå op, men reglen har været, at mindst en af dem var hjemme. Og ellers har de været så heldige at kunne trække på to sæt bedsteforældre, der med glæde har startet bilen og er flyttet ind i huset i Dragør for at passe deres børnebørn, Marcus og Robert på henholdsvis 11 og 13 år.

»Så det er ikke for at se ned på nogen, der vælger en au pair-løsning – for os har det bare været helt bevidst. Vi har ikke sat børn i verden for at andre skulle passe dem. Samtidig har vi også syntes, at det har været vigtigt, at vi har kunnet dyrke vores karrierer og være glade hver morgen, når vi stod op, fordi vi har haft spændende udfordringer på dagsordenen. Så Danny og jeg stiller store krav til hinanden om at strukturere vores hverdag, og der er bare ikke plads til svinkeærinder som kaffe med veninderne, biografture og så videre.«

»Vi tager ikke hinanden for givet. Den ene træffer ikke bare beslutninger hen over hovedet på den anden, og ingen af os kører soloprojekter med ekstremløb eller ironman, hvor man skal træne 40 timer om ugen. Vi træner minitriatlon sammen – løber, træner maskiner om morgenen og svømmer i havet indimellem. Vi har nemlig lovet hinanden, at vi bliver 100 år!«

Iphones dumper ikke ned fra himlen
Faktisk startede de med at være venner. Lene var kæreste med en fra Dannys vennekreds i slutningen af 80'erne, men først engang midt i 90'erne blev de kærester og flyttede sammen.

»Vi har altid haft vildt meget respekt for hinanden, og havde tit siddet og diskuteret til langt ud på morgenstunden, men vi havde også altid haft andre kærester, så der havde ikke været en lejlighed, hvor vi begyndte at se på hinanden på den måde.«

»Danny er helt klart min bedste ven og tætteste allierede, og vi bruger hinanden rigtigt meget til at sparre om vores arbejde. Og er i øvrigt meget enige om, hvordan alting omkring familien skal køres.«

»For eksempel var vi meget enige om, at vores børn skulle gå i en almindelig folkeskole – sammen med helt almindelige børn. Der er masser af steder i Danmark, hvor du i princippet ender med at bo i en ghetto af den ene eller den anden slags. Og for os ville det måske betyde, at vores børn kun kom til at bo med børn af meget velhavende forældre. Også derfor havnede vi herude i Dragør, hvor mangfoldigheden nok er noget større end i Nordsjælland. Her er utroligt dejligt. Det er lidt som at komme hjem til et sommerhus.«

Men fordi drengene er vokset med to forældre, som begge har haft vellønnede jobs, skal de ikke tro, at iphones og den slags bare falder ned fra himlen, understreger hun. De skal lære, ligesom hun selv gjorde det, at pengene skal tjenes, før de kan bruges.

»eg vil ikke sige, at vi kæmper imod, for når man har råd til det, skal man heller ikke skamme sig over, at man har mulighed for at give det til sine børn, men de skal bare være taknemmelige. Der er min mand og jeg meget enige i vores værdisæt. Vores forældre er født under 2. Verdenskrig, så vi er selv opdraget på samme måde.«

»Jeg er meget bevidst om, at vi skal nyde børnene, mens vi endnu har dem herhjemme. Når vi har spist om aftenen, prøver vi at have et par timer sammen, hvor vi er sammen alle fire, hygger, taler med hinanden, surfer på nettet og spiller spil. Hverdagene køres stramt med madplan, som bliver lagt for en uge ad gangen og indkøbt på Nemlig.com eller Irma.dk.«

»I weekenderne gør vi mere ud af det med maden – handler ind, tager i Torvehallerne eller hos fiskemanden og hygger os med det. Tit inviterer vi gæs-ter. Vi prøver at undgå bare at gå ind og tænde for fjernsynet, men derimod selv bestemme, hvad vi vil se. Vi kan godt lide at se fodbold og gode film, så vi har købt en masse dvd'er, og vi har også Apple Tv.«

»Det er vigtigt for mig, at børnene kender til historie og kultur, så det bliver de tvangsindlagt til. Vi har set »Pearl Harbour« og »Hvidstensgruppen«, som gjorde et kæmpe indtryk på begge børn, for pludselig forstod de historierne fra deres bedsteforældre om, hvordan deres forældre hjalp modstandsbevægelsen med de mærkeligste ting.«

»Og så har de jo en megairriterende mor, når vi er på tur med bedsteforældrene i »hippiebussen«, som vi kalder den store bil med plads til ni personer, vi lejer. For så holder jeg lange foredrag om, hvad vi nu skal ind at se af kultur. »Åh mor, begynder du nu..?«. Bedsteforældrene kan heller ikke sidde og sove, for bagefter tester jeg alle for, om de har hørt efter!«

Hvis du skulle bagtale dig selv, hvad ville du så sige?
»Så slap dog af, kvindemenneske! Kan hun dog overhovedet ikke finde ud af bare at skrue lidt ned for tempoet?« Jeg tror, de synes, at jeg skal prøve at slappe lidt mere af, det er nok min store last.«

»Og så har jeg nok en tendens til at tage styringen – både min mand og jeg har det der ledergen i os, vi vil gerne være dem, der går forrest, og nogle gange skal man også overlade det til andre. Men typisk er det mig, der rækker hånden op: »Det skal jeg nok!«. Der tænker folk nok indimellem, »hun er godt nok irriterende«.

»I og med, at jeg har lavet det samme i 20 år, har det også været utroligt nemt for mig bare at køre derudad. Nu, hvor jeg skal i gang med noget nyt, bliver jeg nødt til at sætte hastigheden lidt ned, og det, tror jeg faktisk, bliver sundt for mig.«

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte Lene på 17 år?

»Dengang var jeg på en skole i Canada sammen med unge mennesker fra hele verden, så jeg ville sige: Du skal blive ved at have den samme appetit på livet og tro på dig selv, Lene.«

»Jeg har måske ikke altid haft så meget selvtillid, for jeg har ikke verdens længste ben og så videre, og der har helt sikkert været tilfælde, hvor jeg har sagt, »aiij, hvor ville jeg gerne have været lige så flot som hende der...« – mit mindreværd har altid gået på udseendet. I en søskendeflok måler man sig op ad hinanden, og min søster Marie Louise og jeg er det, man kalder semitvillinger, der er kun 16 måneder imellem os, og hun var – og er stadig – utroligt smuk og havde et prinsesseansigt med smilehuller og fint, langt lyst hår.«

»Og jeg var... ikke en lille prop, men måske nok til den buttede side og havde slet ikke hendes yndighed og spinkelhed i mig. Jeg var mere robust bygget, en fodbold- og sportspige. Omvendt var hun vildt irriteret over, at jeg altid skulle være den kloge, og hun bare skulle være den smukke. Mine forældres opdragelse har givet mig et meget højt selvværd, og det at have den slags værdier med sig hjemmefra, tro på dem og stå fast på dem, det er faktisk det allervigtigste stykke bagage, du kan give dine børn.«

Lene Espersens yndlingsbyggeri i Danmark er...

»Helt klart Frederiksstaden. Amalienborg, Marmorkirken og den akse, der går ned til Amaliehaven. Flere hundrede år gammel arkitektur, men så utroligt smuk. Rokoko, mener jeg. Og så er det kulturhistorisk formidling – kongen, der sidder der i midten på sin hest, et klart signal om, hvem der bestemte dengang i Danmark. Det næste, man ser, er kirken, så der er direkte kommunikation op til Gud, Konge og Fædreland.«

»Skuespilhuset er også fantastisk flot, meget vellykket og unikt eksempel på moderne arkitektur, skabt af Lundgaard & Tranberg arkitekterne.«

 

Denne artikel er oprindeligt bragt i: Alt for damerne

LÆS OGSÅ: »Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum«
LÆS OGSÅ: Sugardating: Køber mænd sig til børn og kærlighed?
LÆS OGSÅ: Frække tilråb: Er det her chikane eller ej?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.