Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Læsø sikrer DF partiets første borgmesterpost

Venstre forsøgte at undgå at få en DF'er på posten som Læsøs borgmester ved at tilbyde den til S-kandidat.

Læsø får landets første borgmester fra Dansk Folkeparti.
Læsø får landets første borgmester fra Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti har fået partiets første borgmester.

Det er DF'eren Karsten Nielsen, der til januar overtager borgmesterkæden på Læsø fra nuværende borgmester Tobias Birch Johansen (V).

- I politik er det den, der kan samle flest mandater bag sig, som kan sætte sig for bordenden. Det var så mig i det her tilfælde, siger Karsten Nielsen.

Det tog næsten en uge at få borgmesterposten besat på kattegatøen.

Venstre blev med 37,1 procent det største parti. Men partiet blev kørt ud på et sidespor af Læsø Listen og Socialdemokratiet, der kunne mønstre et flertal i byrådet.

Undervejs i forløbet tilbød Venstre angiveligt socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen at blive borgmester.

Men den manøvre lykkedes tilsyneladende ikke.

Mandag eftermiddag mødtes parterne for at drøfte situationen, og her stod det klart, at DF'eren får borgmesterposten med opbakning fra Socialdemokratiet og Læsø Listen.

Venstre tilslutter sig konstitueringsaftalen, og Tobias Birch Johansen bliver viceborgmester.

- Jeg er ganske udmærket tilfreds. Det var det her, vi kunne blive enige om i nogenlunde fred og fordragelighed. Det er det, det handler om, og nu er vi videre. Jeg er stadig en form for borgmester som viceborgmester, siger Tobias Birch Johansen til DR.

For øens nye borgmester har det stor betydning, at Venstre har tilsluttet sig aftalen.

- Læsø har ikke brug for et splittet byråd. Vi har brug for, at vi trækker i arbejdstøjet fra 1. januar, siger Karsten Nielsen.

Han føler sig overbevist om, at Venstre vil samarbejde i det nye byråd trods det, at partiet mister borgmesterposten.

- Jeg tror, at Venstre er klar til at tage handsken op og arbejde konstruktivt, siger den kommende borgmester.

Han vil endnu ikke løfte sløret for, hvad der står øverst på hans politiske dagsorden, når han indtager borgmesterkontoret 1. januar.

- Jeg skal lige samle mig oven på det her. Det var lidt hektisk i dag, siger den kommende borgmester, der er afdelingsdirektør i Nordjyske Banks afdeling på Læsø.

Selv om byrådskabalen nu endelig er lagt, er der dog ikke udsigt til stor festivitas hjemme hos øens kommende borgmester.

- Jeg skal hjem og have lidt at spise. Så det er en fejring hjemme hos min kone, min hund og min kat. Det glæder jeg mig til, siger Karsten Nielsen.

Kristian Thulesen Dahl siger, at "det er nyt" for ham, at Dansk Folkeparti har sikret sig en borgmester på Læsø.

På spørgsmålet om, hvorvidt DF-formanden tør tro på, at partiet kan holde fast i posten frem til januar, svarer han:

- Når det handler om kommunale konstitueringer, er der et møde i december, som afslutter diskussionerne. Før det møde ved man ikke, hvem der bliver borgmester de enkelte steder.

Mens Læsø er faldet på plads, mangler kommunalbestyrelsen i Slagelse endnu at beslutte, hvem der skal være kommunens næste borgmester.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.