Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Læs Johanne Schmidt-Nielsens grundlovstale her

Hvad blev der af privatlivets fred?

I den seneste tid har vi set, hvordan informationer om kendte og kongelige er blevet lækket fra firmaet Nets til ugebladet Se&Hør. Når de har brugt deres dankort har journalister fra Se&Hør kunnet følge med.

I forbindelse med at hele den her overvågningsskandale er blevet rullet ud, har en del politikere været på banen. Og da det kom frem at der også var politikere blandt de mennesker der var blevet overvåget lød overskriften i avisen: Overvågningen af os er fuldstændig uhørt. Selv Helle Thorning – der ellers har været påfaldende tavs i hele den her overvågningsdebat – var på banen.

Den reaktion kan jeg godt forstå. At det er uhørt. For det er krænkende at finde ud af, at man er blevet overvåget. At de informationer vi betragter som private, pludselig kan blive delt med hele Danmark.

Tænk sig hvis de samme politikere havde det sådan – altså at overvågningen var uhørt – når det handler om den helt almindelige borger. For det er ikke kun de kendte og de kongelige der overvåges. Der indsamles hundredvis af information om os alle sammen hver eneste dag. Også selvom vi ikke er mistænkt for at have gjort noget som helst forkert.

Forleden vandt privatlivets fred en lille sejr. Justitsminister Karen Hækkerup meldte ud, at hun ville stoppe overvågningen af danskerne på nettet.

Det sker ikke så tit at jeg roser regeringen, men her er der grund til at gøre det. For i årevis er det kun gået en vej – mere og mere og mere overvågning af borgerne. Endelig har man fra politisk side taget et skridt i den modsatte retning.

Og vi skal videre. For hver eneste gang I sender en sms eller ringer til et andet menneske, så bliver den information indsamlet og gemt i halvandet år. I halvandet år.

Begrundelsen er, at de informationer kan bruges til at bekæmpe terror. Men så vidt vi ved, har de mange informationer ikke en eneste gang bidraget til opklaringen af en terrorsag.

Selv den tidligere PET-chef – Hans Jørgen Bonnichesen – har råbt vagt i gevær over den voldsomme overvågning af os. For det første mener han ikke det for alvor kan bruges som opklaringsredskab. Og for det andet – og langt mere vigtigt – siger han:

”Det er et skred i retssikkerheden og privatlivets fred. Den vej synes jeg ikke at ansvarlige skal medvirke til. Det er lige præcis den vej terroristerne ønsker, vi skal gå. At underminere de vestlige værdier.” Citat slut.

Jeg mener at den tidligere PET-chef har ret. At man fra politisk side i frygten for terrorisme er gået alt for langt. Når vores dankortinformationer kan lækkes, så kan informationerne om hvem vi ringer til og hvem vi sms’er naturligvis også lækkes.

Og så er det man må spørge sig selv: Når nu vi ved at den risiko findes, er det så virkelig klogt at vi alle sammen overvåges? Er det forsvarligt at krænke privatlivets fred så voldsomt? Er vi villige til at opgive vores privatliv?

Jeg synes Bonnichesen stiller et yderst relevant spørgsmål: Risikerer vi ikke at gå terroristernes ærinde, hvis vi med angsten for terror som argument, ender med at se stort på det grundlæggende ret det er, at have et privatliv. Hvis vi ender med at underminere den frihed vi hylder – den frihed vi siger at vi slås for.

Hvem sponsorerer partierne?

Privatlivets fred og den omfattende overvågning er ikke det eneste sted, hvor der er plads til forbedring og hvor der er behov for diskussion. Det andet emne jeg vil tage fat på i dag, er pengestrømmens betydning i politik.

For jeg synes det er åbenlyst, at vi har en oplagt mulighed for at udvikle og forbedre vores demokrati, ved at skabe større åbenhed om pengene i politik.

I et land som USA ser vi, hvordan pengepungens størrelse spiller en alt for stor rolle i det politiske system. Ingen præsident, guvernør eller kongresmedlem kan blive valgt uden at få en stor pose penge af stærke økonomiske støtter. Og jeg tror egentlig at de fleste af os har det sådan, at den slags synes vi ikke er okay. At de amerikanske tilstande, de er ikke i orden. Men gennem de sidste ti år i Danmark har vi set voksende pengestrømme fra private erhvervsinteresser til de politiske partier.

Antallet af annoncer, radiospots og busreklamer er selvfølgelig ikke det eneste, der er afgørende på valgdagen. Men mon ikke de millioner af kroner som partierne bruger på at reklamere for sig selv alligevel spiller en rolle.

Skal vi slet ikke løfte øjenbrynet når en forening, der kalder sig ”Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv” sender en solid check til de partier, som har vedtaget fire milliard-store redningspakker til bankerne?

Skal vi bare trække på skuldrende over, at Mærsk år efter år sender gavmilde pengegaver til lige præcis de partier, som indgik aftalen om Nordsøolien? En aftale som internationale eksperter har beskrevet som en gavebod til de store selskaber, der pumper vores alle sammens olie op af Nordsøen.

Tør vi tro på, at virksomhedernes millionstøtte sker uden forventninger om, at der kommer noget den anden vej?

I den her uge er det kommet frem, at venstre har brudt reglerne om partistøtte. De har simpelthen glemt at fortælle offentligheden at de har modtaget et stort pengebeløb fra virksomheden Copenhagen fur. Når Lars Løkke stiller sig frem på tv er det da ikke uvæsentligt for danskerne at vide, hvem der sponsorerer ham. Jeg vil gerne opfordre venstre og alle andre partier til at vise respekt for danskerne ved åbent at fortælle hvem der finansierer dem. Åbenhed er vel det mindste man kan forvente fra et parti der kalder sig liberalt.

Efter at det her emne er blevet diskuteret i årevis, har regeringen nu nedsat en ekspertgruppe der skal overveje mulighederne. Og hvor jeg dog håber, at det ikke bliver en syltekrukke. Hvor jeg dog håber, at det ender med handling.

For det mindste vi kan kræve er da, at der er fuld åbenhed. Jeg mener, hvor svært kan det være? Hvad er problemet? Det mindste vi kan kræve i et moderne demokratisk samfund er det, at vi kan se hvem der sponsorerer partierne og politikerne.

Lighed og fællesskab hænger sammen med demokrati og fried

Demokratiet og den personlige frihed kan ikke adskilles fra de økonomiske vilkår som mennesker lever under.

Det er ikke længe siden at der var valg i Europa til parlamentet. Vi så hvordan sparepolitikken og den sociale elendighed som alt for mange europæiske borgere lever under har givet næring til antidemokratiske og fascistiske grupper og partier. For eksempel i Grækenland. Andre steder har krisen skabt apati og politikerlede. Begge dele er klare trusler imod folkestyret.

Den amerikanske præsident Roosevelt har udtrykt det meget præcist. Han sagde:

“Ægte frihed kan ikke eksistere uden økonomisk sikkerhed og uafhængighed. Mennesker som er sultne eller arbejdsløse er det stof som diktaturer er skabt af.”

Roosevelt udtalelse skete på baggrund af oplevelserne i 30´erne og 40´ernes kriseramte Europa. Men hans udtalelser er stadig aktuelle. Ægte frihed og ægte demokrati forudsætter samfund der sikrer det enkelte menneske økonomiske tryghed og uafhængighed.

Derfor handler kampen for demokrati også om kampen for et velfærdssamfund, hvor ingen går sultne i seng. Hvor den økonomiske lighed mellem mennesker er så høj så mulig. Hvor vi har stærke fællesskaber.

Johanne Schmidt-Nielsen i grundlovstale: Løkke og Venstre må gøre op med hemmelighedskræmmeriet om sponsorer

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, langer i sin grundlovstale ud efter Lars Løkke og de borgerlige partier for hemmelighedskræmmeri om partistøtten og kræver åbenhed om pengene i politik. Talen handler også om hele overvågningsdebatten, og indeholder både ris og ros til regeringen.

Hun indleder sin tale med at rose regeringen:

- Tro det eller lad være, men jeg vil faktisk lægge ud med at rose regeringen. I går lykkedes det nemlig at lave en aftale der skaber mulighed for dobbelt statsborgerskab. Mennesker der kommer her til vil ikke være tvunget til at opgive deres oprindelige statsborgerskab. Og danskere der rejser ud vil ikke være tvunget til at opgive det danske. Endelig! Vi har åbnet demokratiet op. Vi har udviklet det. Der er ingen grund til at være bange for verden omkring os. Tværtimod. Man kan godt være både dansk og amerikansk. Ligesom man kan være både dansk og tyrkisk. Og nu kan det også lade sig gøre på papiret.

I denne uge kom det frem, at Venstre havde brudt reglerne om partistøtte ved at hemmeligholde et stort pengebidrag fra Copenhagen Fur. Johanne siger i talen:

- I den her uge er det kommet frem, at venstre har brudt reglerne om partistøtte. De har simpelthen glemt at fortælle offentligheden at de har modtaget et stort pengebeløb fra virksomheden Copenhagen fur. Når Lars Løkke stiller sig frem på tv er det da ikke uvæsentligt for danskerne at vide, hvem der sponsorerer ham. Jeg vil gerne opfordre venstre og alle andre partier til at vise respekt for danskerne ved åbent at fortælle hvem der finansierer dem. Åbenhed er vel det mindste man kan forvente fra et parti der kalder sig liberalt.

- Efter at det her emne er blevet diskuteret i årevis, har regeringen nu nedsat en ekspertgruppe der skal overveje mulighederne. Og hvor jeg dog håber, at det ikke bliver en syltekrukke. Hvor jeg dog håber, at det ender med handling. For det mindste vi kan kræve er da, at der er fuld åbenhed. Jeg mener, hvor svært kan det være? Hvad er problemet? Det mindste vi kan kræve i et moderne demokratisk samfund er det, at vi kan se hvem der sponsorerer partierne og politikerne. Lad os få åbenhed om de penge der er i politik. Lad os sætte en stopper for hemmelighedskræmmeriet.

Nedenfor er udtaget fire bider af talen, som kan citeres fra. Den er ikke gengivet i sin helhed nedenfor.

Johanne holder sin tale kl. 14.45 i Spejderpladsen i Grejs ved Vejle.

Og derfor er det så vigtigt at få vores regering til at forstå – og det gælder uanset om det er socialdemokraterne eller venstre der sidder ved roret – at de er på gale veje når de forringer vilkårene for de mest udsatte borgere.

At de er på gale veje når de forringer vilkårene for de af os der er ramt af ledighed. For de der er ramt af sygdom. For de der har et handicap.

For hvis sygdom eller fyring betyder, at man tvinges til at gå fra hus og hjem, så er der fare for, at man skubbes helt ud af fællesskabet. Og det er ikke bare et socialt problem. Det er et demokratisk problem. Det er et demokratisk problem hvis sygdom eller ledighed reelt medfører eksklusion fra samfundet.

Arbejderbevægelsen har gennem mere end hundrede år vist, at vi skaber stærke og frie samfund, ved at opbygge stærke og solide sikkerhedsnet. At solidaritet og lighed er forudsætningen for frihed og demokrati.

Så her på grundlovsdag er mit budskab, at demokratiet ikke bare er noget vi har. Det er noget vi skal værne om og udvikle.

At de frihedsrettigheder vi har kæmpet for – for eksempel retten til privatlivets fred – ikke kan tages for givet.

At et demokratisk samfund også bør være et åbent samfund. Også når det gælder vores mulighed for at se hvem der sponsorerer partierne.

Og at vi aldrig må glemme, at økonomisk lighed og stærke fællesskaber er en forudsætning for et virkeligt og levedygtigt folkestyre.

En forudsætning for en stærk demokratisk kultur, hvor det ikke bare er de folkevalgte der kan komme til orde. Men hvor alle borgere i Danmark er med.

Hvor vi sammen skaber og udvikler det samfund og fællesskab vi lever i.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.