LA sætter sig nyt mål til efteråret: Vil vælges ind i halvdelen af landets byråd

Liberal Alliance tror på fremgang i både kommuner og regioner ved valget i november. Partiet går efter en plads i 49 ud af 98 byråd - og to pladser i hvert regionsråd. Valgforsker tvivler på, om det vil lykkes.

Liberal Alliance holder i weekenden landsmøde for medlemmer og lokalvalgte i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Liberal Alliance holder i weekenden landsmøde for medlemmer og lokalvalgte i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

Når danskerne den 21. november går i stemmeboksene ved kommunalvalget, forventer Liberal Alliance at gå markant frem i forhold til valget i 2013.

Partiet vil gå efter at komme ind i 49 ud af 98 kommuner og få to pladser i hvert af landets fem regionsråd.

»Det er vigtigt at sætte sig en målsætning, som dels er realistisk, men som også kræver hårdt arbejde. Og der har vi vurderet, at vi skal vælges i halvdelen af landets byråd og dermed komme ind i 49 kommuner,« siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Ved det seneste lokalvalg satte Liberal Alliance sig et mål om at komme ind i alle regioner og hver fjerde kommune - det levede partiet op til ved at komme ind i 29 byråd og alle regionsråd.

Siden er der både hoppet nogle til og fra partiet, så de nu er oppe på 43 byrødder i 34 kommuner.

»Hvis du kigger på det antal medlemmer, vi har nu, og sammenligner det med, hvordan vi står i målinger, så ligger vores målsætning nok lige i toppen af, hvad der faktisk er realistisk at nå,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Det samme mener valgforsker og leder på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Christian Elmelund-Præstekær. Han stod bag valgundersøgelsen af det seneste lokalvalg.

»Det er en ambition, der umiddelbart ligger uden for, hvad man automatisk kunne forvente,« siger han.

Generelt er det svært at forudsige partiernes valg lokalt, fordi de landsdækkende målinger ikke kan overføres direkte til kommunerne. Men når det gælder de nye og mindre partier, ser man typisk, at de nationale politiske tendenser også har en stor effekt på partiernes resultat.

Derfor overrasker det også Christian Elmelund-Præstekær, at LA nu går efter at komme i hvert andet byråd.

»Hvis partiet var gået meget frem i målingerne siden sidste kommunalvalg, ville der være en god sandsynlighed for, at de også ville gå en del frem i kommunerne. Men det er jo ikke helt tilfældet med Liberal Alliance,« siger valgforskeren.

Vil ikke være som SF

Ifølge Berlingske Barometer stod Liberal Alliance til 5,7 pct. i de landsdækkende målinger ved kommunalvalget i 2013. Siden gik partiet lidt frem og opnåede 7,5 pct. ved folketingsvalget i 15, men i dag står LA kun til 5,9 pct. i det vægtede gennemsnit.

»Det vil nok ikke være den landspolitiske medvind, der får Liberal Alliance til at vokse ved kommunalvalget. Men det kan være, de kan få fremgang ved at føre en ny form for valgkamp lokalt eller opstille flere og bedre kandidater,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Liberal Alliances målsætning bliver meldt ud op til partiets årsmøde i weekenden, hvor partitoppen traditionen tro skal mødes med medlemmer og lokalvalgte. Og netop kandidatlisten til efterårets valg giver Simon Emil Ammitzbøll en stærk tro på et godt resultat - dog ser partiet helst det, han betegner som en »organisk vækst«.

»Vi vil helst ikke, som vi har set det med SF og andre partier, knalde igennem ved ét kommunalvalg for derefter at ryge ud igen på røv og albuer ved det næste. Det er vores ambition at have en sikker og stabil vækst fra valg til valg,« siger ministeren.

Partitoppen vil heller ikke stikke næsen op efter en borgmesterpost - det handler nemlig mere om personlige relationer lokalt, lyder forklaringen.

Et parti som Alternativet meldte ellers sidste år ud, at det går efter en borgmesterpost i København og en rådmandspost i Aarhus.

»Det skyldes nok, at de ved, de står stærkt i netop de kommuner, og så er de jo også et fantasifuldt folk i Alternativet. Der er vi nok lidt mere jordbundne i Liberal Alliance, selvom vi også har store visioner,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.