Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

LA kræver større efterårsskattelettelser, hvis grønt afgiftsfarvel øger personskatter

Vores krav om skattelettelser bliver endnu større, hvis regeringen i andre forhandlinger beslutter at hæve bundskatten, lyder det fra LAs finansordfører Ole Birk Olesen. Venstre medgiver, at ekstra finansiering til efterårets skatteforhandlinger kan komme på tale.

»Det er klart, at hvis man hæver bundskatten med eksempelvis en halv procent, så stiller det større krav til, at man så letter andre skatter. Enten i form af at forhøje beskæftigelsesfradraget og eller sænke topskatten,« siger LAs finansordfører Ole Birk Olesen.
»Det er klart, at hvis man hæver bundskatten med eksempelvis en halv procent, så stiller det større krav til, at man så letter andre skatter. Enten i form af at forhøje beskæftigelsesfradraget og eller sænke topskatten,« siger LAs finansordfører Ole Birk Olesen.

Regeringen skal ikke tro, at den kan slippe af sted med at hæve personskatterne for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften.

I hvert fald ikke uden, at det kommer til at koste, når de borgerlige partier i efteråret skal dyste i de stort anlagte skatteforhandlinger.

Den melding kommer fra Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, efter at klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i dagens Berlingske lufter muligheden for at lade danskerne betale lidt mere i skat og til gengæld få en lavere elregning, når PSO-afgiften på grund af EU-reglerne skal afskaffes i sin nuværende form 1. januar 2017.

Skulle det ende med, at regeringen finansierer afskaffelsen af PSO-afgiften ved højere indkomstskatter - den model, der på Christiansborg er kendt som »finanslovsløsningen« - vil Liberal Alliance nemlig blot forhøje deres krav om skattelettelser til efteråret.

»Vores krav om skattelettelser vil bare blive større, hvis regeringen i andre forhandlinger beslutter at hæve bundskatten,« siger Ole Birk Olesen og uddyber:

»Det er klart, at hvis man hæver bundskatten med eksempelvis en halv procent, så stiller det større krav til, at man så letter andre skatter. Enten i form af at forhøje beskæftigelsesfradraget og eller sænke topskatten.«

Lars Christian Lilleholt understreger dog i dagens Berlingske, at regeringen ikke har lagt sig endeligt fast på en PSO-løsning endnu.

LA: PSO-afgiften er de andres hovedpine

Liberal Alliance var ikke en del af det folketingsflertal, der i 2012 indgik den såkaldte energiaftale.

Det var til gengæld resten af Folketingets partier. Dengang var forventningerne, at den samlede PSO-regning fra 2012 til 2020 ville være på 39 mia. kr. - men nu ventes tallet at være på mere end 65 mia. kr.

Ifølge et nyt svar fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg vil en model, hvor man helt afskaffer PSO-afgiften og finansierer det ved at hæve personskatterne, indebære samfundsøkonomiske gevinster på mere end 600 mio. kr. allerede næste år og mere end to mia. kr. i år 2020.

Årsagen er, at en afskaffelse af PSO-afgiften vil have en række positive sideeffekter og dermed lukke noget af det umiddelbare hul fra en afskaffelse af afgiften. Personskatter - eksempelvis højere bundskat - indeholder langt færre skadevirkninger for økonomien, og det er dén kombination, der skaber de samfundsøkonomiske gevinster.

Under alle omstændigheder er hovedpinen med, hvordan man skal have lukket det hul, der opstår, når man afskaffer opkrævningen af PSO-afgiften, noget, partierne bag energiaftalen må løse, understreger Liberal Alliance.

»Vi føler ikke, vi behøver deltage i noget, der hæver nogen skatter for at hjælpe de andre partier. Det er de andre partiers hovedpine, fordi det er dem, der har haft lyst til at bygge alle de vindmøller med tilskud til strømproduktion. Derfor er det også dem, der må finde finansieringen,« siger Ole Birk Olesen.

V: Stigning i indkomstskatter kræver ekstra finansiering til efteråret

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at V-regeringens skatte- og byrdestop indebærer, at ingen skat eller afgift vil blive hævet i indeværende valgperiode.

Regeringen har dog en kattelem, når det gælder netop afskaffelsen af PSO-afgiften:

»Kun hvis der er tvingende grunde, f.eks. som følge af uoverensstemmelse med EU-regler, er der mulighed for at indføre eller forhøje en skat eller afgift. Det gælder f.eks. spørgsmålet om den fremtidige finansiering af PSO,« står der i regeringsgrundlaget.

Og netop med henvisning til regeringsgrundlaget er der to ting, der er sikre, slår Venstres finansordfører Jacob Jensen fast: For det første skal afskaffelsen af PSO-afgiften overholdes – det kræver EU. Og for det andet skal skattestoppet overholdes. Det har Venstre lovet vælgerne.

Men hvordan harmonerer det med løftet fra regeringsgrundlaget om at sænke skatten, at I nu lufter muligheden for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med højere indkomstskatter?

»Afskaffelsen af PSO’en vil jo betyde, at der ikke længere er en afgift på vores elregning. Jeg tror, at borgerne ud fra et kroner og ører-synspunkt er mindre interesseret i, om skattelettelsen kommer i form af en mindre elafgift eller på arbejdsindkomsten. Så længe den kommer.«

Er det ikke bare jonglering med ord. Hvis I finansierer afskaffelsen af PSO-afgiften ved at hæve indkomstskatterne, kolliderer det vel med ambitionerne om at sænke skatten på den sidst tjente krone, som I har lovet vælgerne i regeringsgrundlaget?

»Det er din udlægning at kalde det jonglering med ord. Jeg kalder det realpolitik at finde ud af, hvordan man finansierer de her ting. Og der er vores ambition at få omlagt PSO-afgiften, fordi det kræves af os af EU, og samtidig få bragt skatten på arbejdsindkomst ned,« siger Jacob Jensen, der dog tilføjer:

»Men det er helt logisk, at hvis man hæver indkomstskatten for at finansiere omlægningen af PSO-afgiften, og man samtidig har som ambition, at indkomstskatten skal ned – og den ambition deler vi med LA – så kræver det jo en ekstra finansiering, end hvis man i gåseøjne blot skulle sænke indkomstskatten uden at fjerne PSO-afgiften.«

Dermed siger du vel så også, at hvis løsningen på PSO-udfordringen bliver den såkaldte finanslovsløsning, så må I finde de flere penge til at lave skattelettelser i efteråret?

»Ja, det er jo så den naturlige konsekvens.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.