Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

LA kaldte lov for en »skamplet« - men partiets ministre vil ikke boykotte den

Offentlighedsloven fra 2013 er en »skamplet på demokratiet«, mener Liberal Alliance. Men selvom det er muligt for partiets ministre at boykotte de mest omstridte dele af loven, vil ingen af dem benytte sig af muligheden. Skuffende, mener EL og DF.

Se mere
Udenrigsministerer Anders Samuelsen kaldte i 2013 offentlighedsloven en »skamplet på demokratiet«, men som minister vil han ikke gå foran og boykotte de mest omstridte dele af loven.
Udenrigsministerer Anders Samuelsen kaldte i 2013 offentlighedsloven en »skamplet på demokratiet«, men som minister vil han ikke gå foran og boykotte de mest omstridte dele af loven.

Offentlighedsloven skal ændres - jo før jo bedre.

Det har været Liberal Alliances holdning siden vedtagelsen i 2013, og det er det stadig. Men når det kommer til partiets egne ministre, vil de ikke boykotte loven i deres ministerier, viser en rundspørge, som Berlingske har lavet.

Vi har stillet samtlige nye LA-ministre det samme enkle spørgsmål: Om ministeren allerede har eller har tænkt sig at udstikke en retningslinje om, at ministeriet ikke skal administrere efter de tre mest omstridte paragraffer i offentlighedsloven - 22, 24 og 27.

Svaret fra ministrene er enslydende: Det har de ikke, og det kommer de heller ikke til. De henviser i stedet til den evaluering af offentlighedsloven, som Justitsministeriet ventes at afslutte i foråret, og gør samtidig opmærksom på, at det i alle anmodninger om aktindsigt vil blive overvejet at give såkaldt meroffentlighed.

Transportministeriet henviser dog til den særlige procedure, der siden 2014 har været gældende her, og som bl.a. siger:

»Det eventuelt ubelejlige ved, at forvaltningsprocesser bliver kigget i kortene af medierne, er ikke en begrundelse for at overveje undtagelse af dokumenter.«

LAs ministre har ellers en reel mulighed for at sætte dele af offentlighedsloven helt ud af kraft, forklarer offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, der som tidligere forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sad med i offentlighedslovkommissionen.

Loven er nemlig en »kan-lov«, ikke en »skal-lov« - så enhver minister kan sige til sine embedsmænd, at de kan lade være med at administrere efter f.eks. den omstridte paragraf 24 om ministerbetjening.

Den regel, som Berlingske mandag kunne fortælle, havde ført til en omfattende mørklægning af Statsministeriets dokumenter om politiskolesagen.

»Det er jo ministeren, der er den øverste chef for ministeriet, så ministeren kan give en instruks om, at f.eks. de særlige undtagelser i offentlighedsloven, der beskytter den politiske beslutningsproces, som hovedregel ikke bør anvendes,« siger Oluf Jørgensen.

Skuffet Skipper

Liberal Alliance har siden lovens vedtagelse i 2013 været ekstremt kritiske over for tre særlige paragraffer i loven - 22, 24 og 27. Partileder Anders Samuelsen sagde i sin grundlovstale samme år:

»Efter næste valg, når vi får en ny regering, og Liberal Alliance får de afgørende mandater, kommer vi ikke til at have glemt denne skamplet på demokratiet.«

At LA-ministrene nu ikke vil boykotte de tre paragraffer er derfor en »voldsomt skuffende« tilbagemelding, mener Enhedslisten, der sammen med LA og DF har arbejdet imod den nye offentlighedslov.

»Jeg troede faktisk, at Liberal Alliance ville agere anderledes i spørgsmålet om åbenhed. Det gjorde jeg virkelig. Når man tager i betragtning, hvor meget tid, energi og kræfter de sammen med os har lagt i at få ændret offentlighedsloven, så begriber jeg ikke, at de ikke griber den her chance nu,« siger politisk ordfører Pernille Skipper.

Hun har også selv i folketingssalen spurgt til, om LA-ministrene ville bruge muligheden for ikke at administrere efter de omstridte paragraffer, dog uden at få et klart svar.

Hos Dansk Folkeparti vækker svaret fra LA-ministrene ligeledes undren.

»Det er da mærkeligt. De har jo haft nogle meget klare holdninger på det her område tidligere, og jeg har selv stået sammen med kulturminister Mette Bock i folketingssalen for at bekæmpe de stramninger af offentlighedsloven, der blev lavet i 2013,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen.

LAs politiske ordfører, Christina Egelund, anerkender, at det er en reel mulighed for partiet at gå foran, ved at deres ministerier administrerer uden de tre omstridte paragraffer i offentlighedsloven.

»Det kunne vi sagtens gøre, og så kunne vi i Liberal Alliance og vores ministre sole os lidt i det for en stund. Det ville selvfølgelig være rigtig fint for os, men det ville ikke løse det grundlæggende problem: At vi har en offentlighedslov, som mørklægger vigtige dele af beslutningsprocesserne i ministerierne,« siger hun.

Men det behøver vel ikke være enten eller. Kunne I ikke administrere anderledes til at begynde med, og så samtidig arbejde på at løse det grundlæggende problem bagefter?

»Det kunne vi sagtens. Men jeg synes egentlig, problemstillingen er for alvorlig til at gøre et mediestunt ud af det. Det er helt grundlæggende, at vi skal have et demokrati med en langt større grad af åbenhed, end vi har. Derfor går vi til værks på den måde, vi gør,« siger Christina Egelund.

​Tvivler på lempelse

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har svært ved at forstå begrundelsen fra Liberal Alliance.

»Det ville da absolut ikke være et mediestunt, for det ville jo betyde konkret åbenhed i de ministerier, som LA nu bestrider: Økonomi- og Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet er da ikke to uvæsentlige ministerier at få mere åbenhed i,« siger Pernille Skipper, der samtidig sår tvivl om, hvad LA kan komme igennem med som en del af trekløverregeringen.

I regeringsgrundlaget står der nemlig, at ministerbetjeningsreglen skal »lempes« - ikke afskaffes, som Liberal Alliance ellers hidtil har ment. Der står heller ikke noget om paragraf 22 og 27 i loven, som LA tidligere har tordnet imod. I et interview med Berlingske fortalte Christina Egelund onsdag, at partiet nu anser det for usikkert, om paragraf 24 helt skal fjernes.

»Jeg ved ikke, om den skal helt væk. Det ligger jo i loven, at hele offentlighedsloven skal evalueres i 2017. Det, som vi så har fået skrevet helt konkret ind i regeringsgrundlaget, er, at bestemmelsen om ministerbetjening skal lempes. Det kan sagtens være, at der også er andre bestemmelser, som vi også vil tage fat på - men ministerbetjeningsreglen skal som minimum lempes,« lød det.

Og det er et skridt i retningen mod ikke at få taget det nødvendige opgør med loven, mener Enhedslisten.

»Man skal godt nok være et meget håbefuldt menneske for rent faktisk at tro på, at de tre regeringspartier vil fjerne ministerbetjeningsreglen,« siger Pernille Skipper.

Også DF tvivler på regeringens hensigter.

»Jeg er meget spændt på at se, hvad de reelt mener med ordet »lempelse«. Jeg vil uden tvivl nærlæse det regeringsudspil, der kommer,« siger Peter Kofod Poulsen.

Justitsministeriet har oplyst over for Berlingske, at offentlighedsloven vil blive evalueret i foråret, hvorefter der vil blive indkaldt til politiske forhandlinger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.