Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kvinden, der sagde Inger Støjberg imod, har sagt op

Hun er blevet beskrevet som topembedsmanden, der forsøgte at advare udlændingeminister Inger Støjberg om et muligt lovbrud i sagen om tvangsadskillelse af unge asylpar. Nu forlader hun sit job.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) må inden længe sige farvel til en af sine topembedsmænd.

Fra oktober skifter afdelingschef og Udlændinge- og Integrationsministeriets ledende jurist, Lykke Sørensen, således til et job i Kriminalforsorgen. Her bliver hun ny direktør i Center for Straffuldbyrdelse, bekræfter både ministeriet og Kriminalforsorgen over for Berlingske.

Det markante jobskifte kommer i kølvandet på en af de mest omdiskuterede sager i dansk politik i år – sagen om tvangsadskillelsen af par på danske asylcentre – hvor Lykke Sørensen angiveligt har spillet en central rolle.

Politiken beskrev i maj, hvordan Støjberg trods advarsler fra sine embedsmænd gav en ulovlig ordre om at tvangsadskille asylpar, hvor den ene part er under 18 år. En af de embedsmænd var ifølge avisen Lykke Sørensen.

Hun forsøgte ifølge Politiken at gøre det klart for Inger Støjberg, at det ville være i strid med loven at skille parrene ad uden at foretage en individuel vurdering i hver enkelt sag. Avisen har beskrevet, hvordan der foregik store interne sværdslag i ministeriet, inden Støjberg ændrede praksis 10. februar 2016.

Her udsendte udlændingeministeren en instruks om, at ingen mindreårige asylansøgere måtte indkvarteres på et asylcenter sammen med deres ægtefælle eller samlever – også selvom parret havde børn sammen. En instruks, der viste sig at være ulovlig.

Praksissen blev alligevel fastholdt frem til 1. juli 2016, hvor Udlændingestyrelsen udsendte en revideret udgave af retningslinjerne for indkvartering af mindreårige asylansøgere. Her fastslog styrelsen, at der skulle ske »en konkret og individuel vurdering« i sagerne.

En diskussion i ministeriet

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, gik desuden ind i sagen og har kaldt ministeriets fremgangsmåde »særdeles kritisabel«. I en redegørelse tidligere på året slog han endeligt fast, at Inger Støjbergs instruks var ulovlig og i strid med både dansk ret samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Siden har Støjberg været i to samråd om sagen, og et tredje venter.

Under det første samråd fortalte hun, at sagsbehandlingen havde været lovlig. Men på det andet samråd erkendte Inger Støjberg så, at flere af de par, som blev adskilt på baggrund af hendes instruks, i første omgang ikke blev partshørt, og derfor heller ikke adskilt på lovlig vis.

Inger Støjberg er tidligere blevet spurgt direkte til Lykke Sørensens advarsler.

Politiken spurgte i maj således:

Er det ikke rigtigt, at eksempelvis afdelingschef Lykke Sørensen flere gange gjorde dig opmærksom på, at der kunne være problemer i forhold til gældende ret i forbindelse med instruksen?

Støjberg svarede avisen:

»I diskussionerne har jeg jo prøvet på at gå så langt som overhovedet muligt. Det er der ingen tvivl om, og det er sådan noget, der foregår i et ministerium, at hvis en minister vil noget, og her har jeg jo så villet noget i forhold til barnebrude, så er det klart, at så ønsker jeg at gå så langt som overhovedet muligt inden for konventionernes rammer, og så kan der i den diskussion godt blive sagt, at der er vi uden for, hvad konventionerne giver mulighed for, og der er vi indenfor. Men det er en diskussion, der foregår i ministeriet.«

»Hun er den bedst kvalificerede«

Lykke Sørensens nye stilling i Kriminalforsorgen blev slået op 15. juni med ansøgningsfrist to uger senere – 28. juni.

Hun har ikke ønsket at udtale sig til Berlingske om sit jobskifte. Direktør for Kriminalforsorgen Thorkild Fogde siger i en kortfattet kommentar om ansættelsen:

»Hun er den bedst kvalificerede.«

Lykke Sørensen har tidligere været juridisk chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), og i 2014 blev hun vicedirektør i Udlændingestyrelsen.

Ekstra Bladet har tidligere afdækket dårligt samarbejdsklima og interne problemer i PET under Lykke Sørensens tid i tjenesten, ligesom hun i Udlændingestyrelsen har haft en del af ansvaret for den stærkt omdiskuterede Eritrea-rapport, som Berlingske har beskrevet.

I Udlændinge- og Integrationsministeriet beskrives hun som »en ekstremt dygtig jurist med en høj arbejdskapacitet«, der har haft det juridiske ansvar i en turbulent tid med blandt andet grænsekontrol og adskillige asylstramninger.

Lykke Sørensen afløser den nuværende centerdirektør i Kriminalforsorgen, Annette Esdorf, som går på pension.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.