Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kun én akutledig sygeplejerske har fået akutjob

Det kan godt være, der er rigeligt med akutjob til sundhedsfagligt personale, men dem, der ansætter, overser de akutledige, lyder det fra Dansk Sygeplejeråd.

ARKIVFOTO. (Foto: Kristian Brasen/Scanpix 2012)
ARKIVFOTO. (Foto: Kristian Brasen/Scanpix 2012)

Regeringen er nået i mål tidligere end ventet, hvad angår antallet af opslåede akutjob. Men hvad nytter det, når jobbene ikke går til de langtidsledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet?

Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd og formand for Danske Sundhedsorganisationers A-Kasse, peger på, at selvom der er masser af akutjob slået op på det sundhedsfaglige område, så har det ikke gavnet de akutledige på området.

»Vi hilser velkommen, at der er lavet et tiltag med akutjob, og vi hilser det også velkommen, at arbejdsgiverne har taget ansvar, men succesen for vores grupper kan ligge på et meget lille sted. Der er én, der har fået et akutjob,« siger Anni Pilgaard.

Tirsdag nåede regeringen sit mål om 12.500 opslåede akutjob, og ifølge en omfattende kortlægning, som analysebureauet Kaas & Mulvad har lavet for Ugebrevet A4, er der 1.371 akutjob slået op på sundhedsområdet.

Men ud af de i alt 142 langtidsledige på området er det altså kun en enkelt, der har sikret sig et akutjob.

En kæde, der er hoppet af

Ifølge Anni Pilgaard ligger problemet hos de personer, der skal ansætte.

»De centrale myndigheder har sagt ja til ordningen, de har bare ikke sørget for at give beskeden videre til de ledere ude på arbejdspladserne, der står for at ansætte folk. Der er der en kæde, der er hoppet af. Når kun én har fået et akutjob, så er det godt nok svært at kalde det en succes for vores grupper.«

Næstformanden for sygeplejerådet mener, det ville være bedre, hvis regeringen fokuserede på, at offentlige myndigheder var forpligtet til at skæve til de akutledige først.

»Det er faktisk fuldstændig ligegyldigt, hvor mange job der bliver slået op. Jeg vil meget hellere have, at de offentlige myndigheder forpligter sig til at ansætte for eksempel 3.000 langtidsledige. Vores grupper kommer ud og har taget en mellemlang videregående uddannelse og har kompetencerne, men de mangler at få fodfæste på arbejdspladserne,« siger Anni Pilgaard.

Ifølge gennemgangen fra analysebureauet Kaas & Mulvad er det kun hvert 20. akutjob, der passer til de ufaglærte, der ellers er hårdest ramt af ledighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.