Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kristian Jensen godt tilfreds efter smykkedebat i EU

SF's Margrete Auken har ifølge regeringen været med til at skabe misforståelser i EU om dansk asylpolitik.

Bruxelles: De to danske ministre, der mandag i EU-Parlamentet har stået på mål for Danmarks asylpolitik og muligheden for at beslaglægge flygtninges smykker, er godt tilfredse efter debatten i Europaparlamentet i Bruxelles.

- Jeg er meget tilfreds med debatten, for vi ved jo godt, at der er politiske forskelligheder, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) efter debatten i EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg.

- Vi fik afklaret mange af de misforståelser, der har været, og det har været hele formålet, siger udenrigsministeren, der er mødt frem i parlamentet i Bruxelles sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Kristian Jensen forventer "sådan set ikke, at der kommer ret meget mere ud af det her", fordi der er så bred opbakning til det lovforslag om stramninger af den danske asylpolitik, som Folketinget efter planen vedtager tirsdag.

Inger Støjberg sagde før debatten i Bruxelles, at regeringen også bærer en del af skylden for den negative omtale, der har været af Danmark i udlandet på grund af de regler for at beslaglægge smykker.

- Hvis noget skal misforstås, så skal der jo både være en afsender og en modtager, for at der er et eller andet, der kan gå galt. Så det må man da sige, erkender Støjberg.

- Men der er også nogle, der har haft en interesse i at skabe misforståelser omkring det her lovforslag, siger hun.

Og en af dem er ifølge regeringen SF's EU-parlamentariker Margrete Auken. Hun synes dog ikke selv, at hun har været med til at piske en dårlig stemning op omkring Danmark.

- Jeg synes, at jeg har bidraget til et bedre billede af Danmark ved at vise, at der er modstemmer, ligesom det er et bedre billede af Ungarn, at der er modstemmer, siger Margrete Auken.

Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen synes, at "mange under debatten gjorde meget for at tale situationen lidt ned i forhold til, hvor den var kommet op".

Det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem Jeppe Kofod roser den danske regering for at møde op til debatten i EU-Parlamentet, men det er regeringens egen skyld, at det overhovedet er kommet så vidt, mener han.

Han forventer ikke, at Danmark bliver inviteret til flere møder i EU-Parlamentet om sagen.

Derimod forventer han, at næste skridt for parlamentarikerne vil være at tage "en mere generel debat, der ikke handler om Danmark, men om hvad vi gør for at modtage, fordele og integrere flygtninge på en ordentlig måde, siger han.

EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg har et koordinationsmøde 1. februar, hvor parlamentsmedlemmerne skal diskutere næste skridt.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.