Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Konservative oplevede usædvanligt pres fra Løkke og Hjort om landbrugspakke

Topministre som statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen forsøgte at presse de Konservative under forhandlingerne om landbrugspakken, forklarer de Konservatives Rasmus Jarlov.

Forrest de Konservatives Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard på det afgørende samråd i Folketinget i februar, som endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten. Nu fortæller de Konservative også om et usædvanligt pres mod partiet under forhandlingerne om landbrugspakken.
Forrest de Konservatives Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard på det afgørende samråd i Folketinget i februar, som endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten. Nu fortæller de Konservative også om et usædvanligt pres mod partiet under forhandlingerne om landbrugspakken.

Også en del af regeringens parlamentariske grundlag, de Konservative, oplevede usædvanlig aktivitet, usædvanlig interesse og usædvanligt pres fra regeringstoppen under forhandlingerne om landbrugspakken.

Således lyder det fra de Konservative, efter at en stribe afsløringer og uregelmæssigheder bag regeringens omstridte landbrugspakke er kommet frem de seneste måneder.

»Vi oplevede en usædvanlig stor interesse fra regeringstoppen,« siger landbrugsordfører Rasmus Jarlov (K).

»Normalt foregår sådan nogle forhandlinger på ordførerniveau. Men flere i vores folketingsgruppe blev kontaktet direkte fra Finansministeriet og Statsministeriet af ministrene selv om landbrugspakken. Det har jeg aldrig prøvet før i den type forhandlinger. Målet fra Venstre-toppen var at få landbrugspakken igennem så uændret som muligt i forhold til regeringens oplæg,« siger Rasmus Jarlov.

Henvendelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen til blandt andre de Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, om landbrugspakken fandt ifølge Rasmus Jarlov sted fra den 17. til 22. december 2015, altså de sidste fem dage inden den politiske aftale blev endeligt indgået mellem blå bloks fire partier.

»Jeg fik at vide, at der havde været henvendelser fra statsministeren til vores partiformand om, hvordan de Konservative skulle forholde sig under forhandlingerne. Mere ønsker jeg ikke at referere. Jeg vil også gerne understrege, at det er helt legitimt, og at Venstre-folkene naturligvis er i deres gode ret til at lægge pres på. Jeg bemærkede bare, at det var usædvanligt,« siger Rasmus Jarlov.

Oplevede du et personligt pres mod dig som dit partis forhandler?

»Ja. Det er klart, når det kører på partilederniveau. Det var et forsøg på, at det skulle blive, som regeringen ønskede det, fordi jeg modsatte mig at gøre miljøbeskyttelsen af de danske vandløb ringere. Vi gav os ikke, og miljøbeskyttelsen bestod,« siger Rasmus Jarlov.

Siden midten af februar har Berlingske beskrevet en række opsigtsvækkende forhold bag tilblivelsen af regeringens højtprofilerede landbrugspakke: Regeringen lagde så misvisende tal frem for Folketinget om pakkens konsekvenser for miljøet, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte forlade sin post. Embedsmænd har fortalt, at embedsværket godt vidste, at landbrugspakken med stor sandsynlighed var i strid med EU-reglerne, men at man bare kørte videre »med bind for øjnene«, fordi landbrugspakken var en bunden opgave. Og de forskere, der skulle levere beregninger til regeringens landbrugspakke, er stået frem og har fortalt, at de blev presset til at opnå bestemte konklusioner til brug for landbrugspakken.

Den seneste uge er det desuden kommet frem, at det meste af regeringstoppen, herunder Statsministeriet, fra begyndelsen var dybt involveret i landbrugspakken. Allerede i sensommeren 2015 indledte topembedsmænd fra Statsministeriet og statsminister Lars Løkke Rasmussen personligt en stribe møder med de embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet, som skulle lave landbrugspakken. Målet var ifølge kilder tæt på forløbet at lægge maksimalt pres på de embedsmænd, der skulle skrue landbrugspakken sammen. Senest har Berlingske omtalt et særligt advarselsnotat om EU-forpligtelser, som Statsministeriet allerede modtog i begyndelsen af oktober 2015.

»Det er et udtryk for, at der har været en meget tæt koordination mellem Eva Kjer og Lars Løkke,« konstaterer de Konservatives Rasmus Jarlov.

»Det er der ikke noget forkert i. Men for mig får det nogle brikker til at falde på plads. Nu giver det mening, hvorfor statsministeren reagerede så voldsomt, da vi mistede tilliden til miljø- og fødevareministeren. Hidtil har det været uforståeligt, hvorfor han gjorde det til en regeringskrise. Men det er jo klart, når hele regeringstoppen har været så involveret,« siger Jarlov med henvisning til, at statsministeren ligefrem truede med at udskrive folketingsvalg.

Er der efter din opfattelse en sammenhæng mellem regeringstoppens involvering i sagen og de misvisende oplysninger om landbrugspakken til Folketinget?

»Det kan jeg ikke sige, at der skulle være. Det er klart, at viser det sig at være tilfældet, så vil det naturligvis være et problem. Jeg kan godt forstå, at nogle tænker den tanke, men jeg synes, at man skal være påpasselig med at konkludere den slags. Men for mig er det interessant at få klarlagt forløbet, fordi det får mig til at forstå, hvorfor regeringens reagerede, som den gjorde,« siger Jarlov.

Er det dit indtryk, at Løkke har haft kendskab til, at landbrugspakken kunne være lovstridig?

»Det kan jeg ikke sige noget om,« siger Rasmus Jarlov.

Som reaktion på afsløringerne af regeringens misvisende tal bag landbrugspakken har de Konservative fremsat nogle konkrete krav til miljøforbedringer i forhandlingerne om den såkaldte naturpakke. Partiet kræver svar på sit udspil senest fredag i denne uge.

De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, har ingen bemærkninger til denne artikel. De Konservatives pressetjeneste bekræfter dog forløbet, som Rasmus Jarlov gengiver det.

Det er ikke lykkedes at træffe Statsministeriet for en kommentar, mens Finansministeriet har skrevet til Berlingske, at finansministeren ikke har nogen kommentarer til forløbet.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, ser ikke noget usædvanligt i forløbet bag tilblivelsen af landbrugspakken.

»Jeg var ikke involveret i pakken, men jeg synes, at der enten ikke er en historie, eller at det er en vældig positiv historie, at regeringen aktivt arbejder for at gennemføre sin politik,« siger Ellemann-Jensen.

Det endte med, at Eva Kjer Hansen måtte forlade sit job, fordi der blev udtalt mistillid. Har regeringstoppen et medansvar for, at det endte dér, når den var så involveret i landbrugspakken?

»Nej, men regeringstoppen har et stort medansvar for, at landbrugspakken blev gennemført med et flertal fra Folketinget. De konservative og andre havde ikke tillid til ministeren. Jeg synes, det var en skam, fordi Eva Kjer Hansen var en fremragende minister, og jeg tror, det var derfor, at statsministeren kæmpede for at beholde en af sine dygtigste ministre,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

 

Tidslinje over hele kvælstofsagen (klik på pilene eller træk i billedet):

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.