Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Konservative kræver grønnere landbrugspakke

De konservative føler sig misledt af regeringens beregninger bag den omstridte landbrugspakke. Nu skal der flere grønne elementer ind i pakken, kræver K-formand. Men det bliver dyrt og besværligt, mener kritikere.

Den konservative partiformand Søren Pape optrapper nu striden om landbrugspakken ved at kræve, at den skal indeholde flere miljøvenlige tiltag for at kompensere for, at pakken – modsat hvad ministeriet har oplyst – samlet medfører, at der udledes mere kvælstof til havet de næste tre år. Foto: Asger Ladefoged
Den konservative partiformand Søren Pape optrapper nu striden om landbrugspakken ved at kræve, at den skal indeholde flere miljøvenlige tiltag for at kompensere for, at pakken – modsat hvad ministeriet har oplyst – samlet medfører, at der udledes mere kvælstof til havet de næste tre år. Foto: Asger Ladefoged

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, optrapper nu konflikten om regnestykket bag fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) omstridte landbrugspakke. En pakke, der den seneste uge af en række eksperter er blevet beskyldt for at basere sig på mis­visende beregninger.

Søren Pape kræver, at landbrugspakken skal indeholde flere miljøvenlige tiltag for at kompensere for, at pakken – modsat hvad ministeriet har oplyst – samlet medfører, at der udledes mere kvælstof til havet de næste tre år.

»Hvis det går i minus de første år, må ministeren fremlægge forslag til nogle kompenserende tiltag, så vi kan afbøde det her mest muligt. Hvordan det praktisk skal ske, må ministeren komme med forslag til,« lyder det fra Søren Pape.

Dyrt og besværligt

Men det konservative ønske om flere grønne tiltag i landbrugspakken får en blandet modtagelse. Det er nemlig både dyrt og besværligt med så kort varsel at etablere eksempelvis minivådområder, der kan reducere kvælstofudledningen til havet, lyder det fra flere sider:

»Jeg har svært ved at forestille mig, at man på kort sigt kan opfinde kompenserende tiltag, som vil virke i den størrelsesorden, der er brug for,« siger Jens Borum, lektor og ekspert i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitet.

Kun hvis man midlertidigt udtager landbrugsjorder af drift og betaler landmændene for eksempelvis at lægge marker brak, kan det lade sig gøre, vurderer han.

»Men det kommer naturligvis til at koste penge,« siger Jens Borum.

I Danmarks Naturfredningsforening hilser seniorkonsulent Thyge Nygaard det konservative krav velkommen. Men han advarer dog mod at tro på hurtige og lette løsninger. Og hvis landbruget – som Søren Pape understregede i går – ikke skal betale regningen for de kompenserende tiltag, kan pengene kun findes ét sted:

»Hvis ikke landmændene, der i øvrigt får alle goderne ved pakken, skal betale for det konservative ønske om grønnere tiltag, bliver det jo skatteyderne, der skal betale. Og det bliver meget dyrt,« siger Thyge Nygaard.

Større udledning end oplyst af Venstre

Den konservative udmelding kommer efter flere dages massiv kritik af landbrugspakken. Berlingske kunne søndag fortælle, hvordan flere af de uvildige eksperter, der havde leveret data til ministeriets beregninger, kaldte ministeriets regnestykke »mis­visende« og vurderede, at landbrugspakken samlet set medførte en større udledning af kvælstof til vandmiljøet end regeringens beregninger. En helt anden konklusion end ministeriet havde fremlagt for forligspartierne bag landbrugspakken, mener den konservative formand:

»Vi kan ikke leve med, at vi sidder i et forhandlingslokale, og så viser der sig én situation. Og så kommer der nogle tal frem, som viser noget andet. Det er vi nødt til at reagere på,« sagde Søren Pape Poulsen.

Den konservative landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, har understreget, at partiet kun vil acceptere landbrugspakken, hvis der på bundlinjen ikke udledes mere kvælstof.

Efter et møde i Miljø- og Fødevareministeriet mandag er partiet nu af den opfattelse, at ministeriet har fremlagt misvisende oplysninger.

På mødet i ministeriet deltog Rasmus Jarlov (K) og partifællen Mette Abildgaard med Dansk Folkepartis folketingsmedlem Lise Bech. Her blev politikerne præsenteret for regeringens regnestykke af flere embedsmænd. Men dele af regnestykket tager afsæt i år 2012, hvilket giver en langt større grøn effekt på bundlinjen.

Derfor gennemgik mødedeltagerne, hvad der ville ske i regnestykket, hvis man i stedet tager afsæt i 2015. Dermed mindskes den grønne effekt.

»Vi gennemgik, hvordan regnestykket ville se ud, hvis man lavede det retvisende,« siger Jarlov.

Han har lagt det nye regnestykke op på sin Facebook-profil.

Men ikke alle har tilsyneladende helt samme opfattelse af, hvad der skete på det møde i ministeriet. Rød blok har bedt miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om et tilsvarende møde.

Ministeren sendte tirsdag et svar til Socialdemokraterne, hvor hun afviser, at der på mødet med K og DF blev »fremlagt« nye oplysninger eller oplysninger, »som viser en negativ påvirkning af vandmiljøet i 2016 og 2017«. Berlingske ville gerne have Eva Kjer Hansen til at svare på, hvordan Rasmus Jarlov kunne lave et nyt regnskab, hvis der ikke blev givet nye oplysninger på mødet i ministeriet. Det er ikke lykkedes at træffe ministeren for en kommentar.

På spørgsmålet, om ministeren nok engang har vildledt Folketinget ved at skrive til Socialdemokraterne, at der ikke blev fremlagt nye oplysninger, svarer Rasmus Jarlov:

»Jeg vælger at ignorere det brev. I stedet holder jeg fast i, at jeg har fået et nyt og ret­visende regnskab.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.