Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Konservativ politiker får dødstrussel efter opsigtsvækkende Facebook-opslag

Et Facebook-opslag om politiets rydning af hashboder på Christiania har ført til, at den konservative politiker Mai Mercado har modtaget en dødstrussel.

Den konservative politiker Mai Mercado har modtaget dødstrusler, efter at hun på Facebook har skrevet, at hun elskede at se politiet gennemsmadre hashboderne på Christiania. Foto: Asger Ladefoged
Den konservative politiker Mai Mercado har modtaget dødstrusler, efter at hun på Facebook har skrevet, at hun elskede at se politiet gennemsmadre hashboderne på Christiania. Foto: Asger Ladefoged

Fredag fjernede politiet hashboderne på Christiania. En handling, som vakte stor glæde hos den tidligere politiske ordfører for Konservative, Mai Mercado, der i øjeblikket er på barsel.

Fra sit hjem fulgte hun med i politiets aktion på TV 2 NEWS. Mai Mercado reagerede med en statusopdatering på Facebook, hvor hun skrev, at hun elskede at se »politiet gennemsmadre hashboder på Christiania.«

Statusopdateringen blev blandt mange modtaget som anstødelig og provokerende, og det udviklede sig til en heftig debat. En Facebook-bruger blev så oprevet, at han truede Mai Mercado på livet og trak paralleller mellem hende og det britiske parlamentsmedlem Jo Cox, som for få dage siden blev dræbt af skud og knivstik.

Truslen er nu ifølge Mai Mercado blevet anmeldt til politiet.

»Jeg synes faktisk, at tonen på min facebookside plejer at være rigtig fin. Jeg ved godt, at når jeg skriver om hash, kommer der oftere grove ytringer, men der er alligevel en forskel på grove ytringer og dødstrusler. Så er vi ude i noget, som er klart over grænsen, også min egen grænse,« siger Mai Mercado til Berlingske.

Det var ikke Mai Mercado, men en anden Facebook-bruger, som anmeldte dødstrulserne til politiet. Facebook-brugeren orienterede Mai Mercado om, at selvom hun ikke bifaldt opslaget, var truslen langt over stregen, og at hun derfor havde taget kontakt til politiet.

Mai Mercado vil ikke beklage ordvalget »gennemsmadre«, og hun er overrasket over, at så mange fandt statusopdateringen provokerende.

»Opslaget var ikke tænkt som opsigtsvækkende. Jeg formidlede det, som jeg så på TV 2 NEWS. Jeg bakker op om politiet og synes, at det er rigtig godt, når de går ind og tager livtag med hashen. Jeg kunne lige så godt have skrevet 'fjerner' såvel som 'gennemsmadrer'. Jeg står ved mit ordvalg, for det var det, som politiet gjorde,« siger Mai Mercado.

 

I kommentarsporet til Facebookopslaget bliver Mai Mercado kaldt alt fra »sørgelig« til »so«, og hun mistede da også selv besindelsen og skrev »fuck ud af mit feed« til en bruger.

»Jeg skal være den første til at beklage, at der røg en finke af panden, og at jeg brugte f-ordet. Der sker sjældent, hvis ikke aldrig, at jeg ikke holder en god tone. Anledningen var, at en Facebook-bruger forsøgte at afspore debatten om hash med en kommentar om, at Konservative ikke når op over spærregrænsen,« siger hun og beklager.

I en anden kommentar kalder Mai Mercado nogle af Facebook-brugerne for »tosser«, men det ønsker hun ikke at beklage.

»Når man skriver på Facebook, at jeg er en møgluder og det, der er værre, så synes jeg egentlig, at det er okay at kalde folk for tosser. Det er tilsvininger, men det kan jeg klare. Jeg plejer i gåseøjne at være vant til tilsvininger, når jeg skriver om hash, men ikke dødstrusler,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.